Anmeldelser

7. marts 2025

Una Skott: Spacepop Exotique

En dans med livsglæden

1.90.0-DYNKAB77KPU7H75MB2AGWJIOQM.0.1-1

Udgivelsesformat

LP/digital

Udgivelsesdato

07.02.25

Label

Eget selskab

Skrevet af Allthat.dk

af Erik Jensen

Der er absolut ingen grund til at smide balkortet væk eller gemme min utøjlelige begejstring under bænkevarmernes møbel, for sagen er, at jeg elsker Spacepop Exotique fra trommerne danser ind med deres åbne invitation til dans, livsglæde og en musikalsk fest af de bedre på åbningsnummeret ‘Golden Land’. Nok så vigtigt er det, at min begejstring varer ved hele vejen igennem og faktisk vokser for hver gennemlytning af det skønne album.

Una Skott kalder stammen sammen til løjer og fri leg fra første færd på sin ustyrlige debut som solist, der på en gang favner og varmer den ganske verden. Og i guder, hvor verden og vi, der bor i den dog trænger til et sådant vitamintilskud af sol, groovy bølger og swingende palmer på den imaginære strandkant.

Når man kommer fra Bornholm, men har samlet inspiration i fransk sprog, film og musik hele livet for senere at parre det med intense studier med ben- eller måske rettere – armhård praktik af trommeteknik i Ghana, kan man slippe sådan en bombe, som denne eksotiske spacepop lød over os jordbeboere. Merci, beaucoup.

Spændstigt produceret af Christian Ki

Una Skott og hendes eneste akkompagnatør, den fabelagtige trommeslager Sal Dibba fra Ghana, binder stramt og sensuelt hele molevitten sammen omkring hendes smittende guitar og dragende stemme. Eminent og spændstigt produceret af Christian Ki (Ki!, Mathilde Falch).

Det her minder ikke om nogen andre på den danske indiescene. Eneste reference, jeg kan komme på, er en lidt mere heftig udgave af Charlotte Gainsbourg og især det fine belgiske festfyrværker i den elektroniske duo i Vive la Fête.

Fuldfede funky trommebeats, danseglad guitar, det ghanesiske strengeinstrument kologo, elektronisk leg og en blanding af (overvejende) franske og engelske tekster slår smut hen over de oftest glade, vuggende og ind i mellem huggende melodier.

De første par gange, jeg lyttede, frygtede jeg, at netop dem, melodierne, ville blive lidt for ensartede i længden. Men jo mere, man graver sig ned i Una Skotts musikalske landskab, opdager man, at de små nuancer, de liflige musikalske greb og de sanselige rytmer holder hele albummet spændstigt. Undervejs ryger man op og danser til den ene banger efter den anden, mens Una Skott minder os om, hvad der gør livet værd at leve, selv om man har hjertesorg. ‘Mes amis’ er en medrivende pophymne til venskabet, der får lov at folde sig helt ud som et tæppe med plads til alle på en varm sommerdag.

Men pop-perlerne hænger side om side på Una Skotts luftige tørresnor: ‘Je sus Désolée’ en dansebombe mod al tristesse, ‘La Rue’ er den elegante vej, man har lyst til at følge gennem byen, ‘Divinity’ en tilpas skramlet sang til den guddommelige livsglæde, mens smukke ‘Betty et Zorg’ sender mig tilbage til firsernes melankolske filmhit ‘Betty Blue’ af Gabriel Yared. Sjovt nok har Una Skott besøgt strandhusene på pæle fra filmen i byen på Gruissan Plage og selv optaget videoer der til endnu et par funklende sange, ‘Golden Land’ og ‘Caravan Lovers’.

Håber i stor stil, at den flittige Una Skott får tid for alle sine andre musikalske forpligtelser som sidewoman til at komme ud med disse fine sange i levende live. Jeg glæder mig og glæder mig over, at vi har så fint et band med så stort overskud og udsyn i Danmark.

Flere Anmeldelser

Emma Rawich & Gwilym Simcock: Big Visit

Englands nye farverige saxofontalent i virtuost duosamarbejde

Vivian Buczek: Le Grand Michel

Michel Legrands musik lever og har det godt

Søren Ulrik Thomsen & Det glemte Kvarter / Aarhus Jazz Orchestra: Hvor alting altid er

At tage sig den fornødne tid

Diverse artister: Renegade Queens: Salsa de la Bahia Vol. III

Vestkystsalsa har fokus på glemte kvinder

Hypnopomp: Glåm

Heavy-free jazz

Sara Indrio: Observer

Hverdagen omsat til musikalsk poesi

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning