Hvordan kan to virkelig originale sangskrivere fra ’undergrunden’ blive ved med at overgå sig selv? De kan slå sig sammen, og bygge på med års mellemrum. Lade egoet, og de mange anmelderroste album i eget navne ligge og simre som ’hidden gems’ for de mest nysgerrige, og samle kræfterne i en duo.
Efter næsten tyve år i musikbranchen er Marc Facchini og Mads Fisker nemlig nået frem til den konklusion, at livet som sangskrivere er både virkelig vigtigt og fuldstændig latterligt.
Modsætningerne er mødtes. Blød og bevægende musik med kant og karakter er opstået. For lidt over et år siden landede duoen første EP, og den 12. juni udkommer EP’en ‘II’.
De startede pænt med at sige ’Undskyld’ på den første single, der udkom den 15. maj, og nu fortsætter de med at sige tingene som de er.
Bag de herrer Madsen & Hansen finder man et stærkt hold i form af Peter Kohlmetz (keys), Yohanier Ramon (percussion), og Anders Banke på saxofon.
Det er tydeligt at sangene er vokset siden debut EP’en. Det er lyden af ‘cringe’ folk med jazzede noter, og tekster der ser virkeligheden i øjne, der både har glimt, glød og tårer i krogene.
‘Sig det som det er’ udkommer digtalt i morgen den 29. maj, men allerede i dag kan du her se videopremiere.
En musikvideo der i klassisk Madsen & Hansen-stil, balancer imellem det gravalvorlige og det voldsomt selvudslettende og underspillede i en sang, hvor duoen nok engang favntager det svære og nære i den der såkaldte ‘helt normale’ tilværelse, der omgiver de fleste af os. Her med udgangspunkt i følelsen af en larmende stilhed. En historie om alt det, vi helst vil tie med – og om alt det vi samtidig skylder hinanden at sige højt.
Hvor Madsen & Hansens på ‘Undskyld’, lagde fra land med et mere elektronisk udtryk, er ‘Sig det som det er’ anderledes afdæmpet i sit intime og bossa nova-inspirerede udtryk. Om de forskellige æstetikker i duoens nye sange, fortæller gruppens ene medlem, Mads Fisker:
- „Vores første EP var meget bygget op om hvad Marc og jeg kunne skabe alene med vores stemmer og vores guitarer. Men i processen kom der nogle bidrag udefra – blandt andet fra Yohanier [Ramon, percussion] og Peter [Kohlmetz, keys], som gav os lyst til at udfordre og udvikle vores udtryk. På den nye EP har både Yohanier, Peter og saxofonisten Anders Banke fået lov at fylde meget mere i lydbilledet, og vi har givet os selv lov til at være mere frie i hvordan sangene bliver pakket ind.”
Ep’en opfølges af et releaseparty i Kødbyen søndag den 14/6, arrangeret i samarbejde med Cap30 og Det Mobile Spillested.