Af Peter Rahbek
Ikke uden grund har græskfødte Veronica Mortensen høstet mange fine anmeldelser i årenes løb. Hun har en rigtig god og karakterfuld jazz-stemme, hun har talent for smukke melodier over harmonisk interessante spændinger og farver – noget af det vigtigste stof, der kan bringe stemning til jazzen.
Nu er Veronica nået til det stadie, hvor summen af års erfaringer fra dedikeret vokalt arbejde virkelig giver budskabsmæssig pote. Hun har altid været god, men med tiden er der både konkret og i overført forstand kommet mere umami i hendes kunst. Et er hvad Veronica deler på scenen. Umamien er så de musikalske bestanddele, der nuancerer smagen og gør lyrikken vedkommende.
Talentet kommer ikke fra hvem som helst, for Veronicas forældre, sangeren Allan Mortensen og den græske sangerinde Titika Frank tog selv lange rejser med musikken, inklusive festerne og prøvelserne. De omkostninger som naturligt følger med stor popularitet. Og det benhårde arbejde det nu og engang kræver, når man vil nå igennem med et personligt udtryk.
Når Veronica skriver sine sange, kommer harmonierne og melodierne i reglen først. Teksterne følger naturligt når først det melodiske og harmoniske er på plads. Det er lidt som om materialet hele tiden er der, men det er et proces-arbejde at undfange stoffet; det fordrer forberedelse og tager tid at undfange kunst. Og indimellem havner man i kolbøtter, hvis man som kunstner insisterer på fuld beslutningsfrihed helt ned i detaljerne – og derfor også må tage ansvar for følgerne: for eksempel at slippe samarbejde med et egentligt pladeselskab.
Lyrikken kan være samfundsaktuelle kommentarer, billedbåren poesi eller ”bare” handle om livet, friheden og kærligheden. Lige her, hvor en del yngre sangerinder synes vældig optaget af at bore i egne navler og få succes på videoer og nye konceptuelle påfund, finder jeg Veronicas udtryk prisværdig ukrukket. Men det er, forstås, min egen subjektive opfattelse…
Akkurat som på tidligere udgivelser med Veronica Mortensen (omfattende både solo- og duoprojekter, big band performances og lige så krævende jobs som backingsangerinde live og i studier) så er valget af akkompagnatører i forhold til det solistiske endnu en hurdle, som kan trække søm ud. For i jazz-sammenhæng er det der sker i nuet lige så vigtigt som materialet, der jo var længe undervejs. Mod og medspil kan løfte kunsten til nye højder. Så det er vigtigt at musik-teamets medlemmer kender hinanden, nyder samarbejdet og forstår at indgå i den kollektive proces som det er at levere ud over scenekanter og igennem hi-fi-anlæg hjemme i dit private.
Det er derfor ikke uden grund at Veronica anvender velkendte og erfarne gutter i sit Dream team: Du hører Peter Asplund på trompet og flugelhorn. Sikken tone, sikken timing og indlevelse i rummet bag sangen. Stensikkert fastholder Henrik Gunde det harmoniske grundlag og understøtter melodierne på klaver og Rhodes elpiano. Og med Jesper Bodilsens varme puls på kontrabassen og trommeslageren Morten Lunds lydhørt levende og respektfulde opbakning, så bliver resultatet bare rigtig godt.
At Veronica er glad for den nordiske tone hersker der ingen tvivl om. Hun er også til skæve rytmer og swing. Inde bag hendes udtryk fornemmer jeg også et hjerte for græsk, etnisk og multi-etniske musikkunst. Det der med at synge i fuldregister over mange oktaver er ikke essensen. Ej heller valget af lange eller korte vokaler og konsonanter i de engelsksprogede tekster. Det er summen af de mange valg og kunstnerens hele dedikation der tæller. Det er præcis det du mærker lige her på Veronica Mortensens Serenity – et vellydende album der endda også udkommer på vinyl og omfattes af et rigtigt LP-cover med billeder og baggrundsinformation. Optaget hos The Village Recording og præcis så nærværende som man kan ønske sig.
Albummet indeholder rundt regnet 45 minutters god underholdning og kan anbefales varmt. Og endnu en anbefaling forekommer oplagt: Veronica Mortensen og hendes Dream team skal OGSÅ nydes live.
