Way Too Quiet er det andet led i en planlagt dommedags trilogi fra et af de måske største sangskrivertalenter på den danske musikscene lige nu.
Det udkommer to år efter debutalbummet The End Of The World On TV, som Side 33 gav 5/6 og overskriften “Modent og modigt værk fra ambitiøs teenager”.
Ambitionerne er ikke blevet mindre, og opfølgeren indeholder hele 14 art-rock numre fordelt på godt 53 minutter. Det er samlet vurderet lidt for mange. Ikke mindst fordi topniveauet er så forbilledligt højt. I det lys fremstår numre som ’Children In The Woods’, ’Never Felt This Lonely’, ’Holy Shit’ (trods en fuldfed og besnærende guitarsolo til sidst) og instrumentalnummeret ’Grey Leaves’ mest af alt som parenteser og det ekstra fyld. Respekt for at have modet til at fylde på og komme vidt omkring, men det kræver også mod at skære rigtigt til.
Albummet beskæftiger sig med livets store og essentielle emner – ensomheden, tvivlen, tomheden, længslen og ikke mindst magtesløsheden over en verden, der larmer så meget, at det efterlader mange med en knugende indre stilhed og usikkerhed.
Mellem linjerne er der også håb og tro på menneskelig ukuelighed. Og sikke da et helikopterblik, sikke en refleksion og sikke en eftertænksomhed, som Ryder sin unge alder til trods udviser i nogle ofte fyldige tekster, der kan både revse, ruske og røre.
Uanset alder og køn må man rammes af disse tekster, hvis man har bare en rest af empati og humanisme i sind og sjæl. Klædeligt skåner Ryder hverken sig selv eller sin samtid. Tag bare det yderst velplacerede knytnæveslag til hans egen generation i en ren ’banger’ og forfører af et åbningsnummer, ’Generation Lost Love’ – der med linjer som ”Fear of commitment / Thinking love is engagements” i den grad sætter diagnose på en ungdom, der har så svært ved at få kærlighed til at rime på bæredygtig og samhørighed.
Måske det hele alligevel kan reddes, hvis vi alle igen rammes af lidt mere af den forløsende og frie funky feeling, som det sker på den efterfølgende ’The Feeling’. Et nummer der handler om en dårlig mavefornemmelse og mangel på retning. Retning er der til gengæld masser af musikalsk i et dansabelt nummer, der bringer mig i hu, at det er for lang tid siden, at jeg har hørt INXS.
’Be’ – en storslået ballade – sørger for, at Ryder og hans sublime hold af rutinerede musikere er kommet fra start med et regulært hattrick af sange, der sidder lige i ’bulls eye’ på alle parametre.
Næsten for godt til at være sandt, og herefter falder niveauet da også lidt, selvom endnu en ballade med et stort og fængende omkvæd lukker a-siden af albummet i form af nummeret ’Way Too Quiet’.
Det er i øvrigt et af de album, der i den grad fortjener at blive nydt i LP-format. Pladeselskabet Giant Birch har i den grad kælet for detaljerne på det gennemførte og stilrene gatefold-cover, der har en slående rød tråd i opsætningen i forhold til debutalbummet. Det er æstetisk smukt og skaber i den grad følelsen af en helhedsoplevelse.
Lyden på albummet er også en oplevelse. Berigende varieret og eksperimenterende, og man mærker, at Ryder er rundet af mere end David Bowie som den primære inspirationskilde. Jeg vil gætte på, at navne som John Lennon, David Byrne, Roxy Music og Queen også har været på anlægget hjemme på teenageværelset.
Side b rummer ligesom side a tre mesterlige værker takket være ’A Little Song About Darkness’, ’The River’ og afslutningsnummeret ’Longing For A New World’. Det sidste leveret med en snert 1980’er-newwave-rocksound a la Big Country over sig, mens ’The River’ sender nogle skønne herlige tanker til Robbie Robertsons bedste dage som soloartist. En skøn og sumpet sag, der hjælpes godt på vel af Steen Jørgensens mørkglødende vokal, og heldigvis får nummeret lov til at folde sig ud som albummets længste med en spilletid på mere end seks minutter. Frydefuldt midt i al frygtsomheden.
Med dette album står Vincent Ryder for alvor på egne ben, og der er i den grad lagt op til alle gode gange tre i trilogien. Dette album er ikke lyden af den svære toer, men derimod et svendebrev, også selvom hans nestor Aske Jacoby stadig er med som både producer og musiker. Det virker nemlig til, at de i mødet med musikken begge forstår og formår at vokse ud at de vante og kendte roller. Det kunne vi måske alle lære noget af!
Af Mads Kornum
Vincent Ryder (vo, g, synth), Aske Jacoby (b, g, keys, perc, vo, m.v.). Johan Dalgaard (keys, synth b, hca, perc m.v.), Felix Ewert (d, synth m.v) + diverse gæster – Fredrik Landh, Anders Wittorff, Tilde Winther, Steen Jørgensen m.fl.
Giant Birch. 2025. LP/digital.
