En skøn feel-good stemning til finalen i Jazzkonkurrencen i et udsolgt Jazzhus Montmartre blev prompte ændret, da koncerten med Purpur pludselig måtte stoppes, idet et bandmedlem midt på scenen fik et ildebefindende og faldt om.
Både deltagere, personale og publikum viste sig fra deres bedste og mest omstillingsparate side. En læge, der var til stede i salen, fik kontrol over situationen, og musikken efter en længere pause igen være samlingspunktet.
Dog efter en rokade i rækkefølgen på aftenens deltagere. For Purpur, der kun havde været på scenen i få minutter da hændelsen skete, måtte naturligvis lige have mulighed for at samle sig, og finde ud af hvad der var muligt for dem i situationen, så i stedet gik duoen ELJO på scenen, som det andet band i konkurrencen.
Venya – en ganske ung og ny sekstet, havde indledningsvist smeltet en omgang ganske lovende jazz og neo-soul sammen – i en klædelig musikalsk samhørighed. De mangler dog stadig de numre man husker bagefter – numre der lige rummer det der ekstra krydderi udover nysgerrigheden og skabertrangen. Der var antydninger i første nummer ’To return’ særligt i form af nærende guitar arbejde, men herefter fandt de aldrig helt tilbage til det niveau. Men mindre kan gøre det. Talentet er der, og netop et forløb som det Jazzkonkurrencen har leveret, kan med garanti gøre en forskel for et så ungt og spirende band.

ELJO er mere etablerede og aldersmæssigt ældre end de andre bands i konkurrencen, og det var tydeligt at det var det band, der hvilede mest i sig selv. De har et debutalbum bag sig og er allerede formfuldendte i deres stil og udtryk, hvor jazz og en elektronisk tilgang blandes sammen i et legende, let og filmisk univers, der rummer både roen og rytmen, legen og letheden. Der blev leveret højdepunkter i form af ’Rapid Dreaming’ og ’Hubble’ – og tilmed et fremragende nyt nummer med arbejdstitlen ’Sondrup’.
30 minutters opvisning, der rakte langt ud over talentklassen.

Det var dog ikke nok til at vinde dommerpanelets hjerter. Juryen bestående af Nanna Ruus, Sophie Amalie ‘Fimmer’ Engell og William Littauer var mest blevet ramt af Purpur, der formåede at komme tilbage på scenen i en let ændret opstilling (fra syv til seks personer) og fremførte deres folk-inspirerede bud på melodisk, nordisk jazz.
I deres motivation lagde juryen vægt på det unge bands store udvikling gennem forløbet, deres bandånd og deres spændende tilgang til musikken:
“Aftenens vindere er virkelig et band med stort B. De har gennemgået en kæmpe udvikling. De er både modige og legesyge, og deres musik er allerede virkelig spændende at lytte til for publikum. Vi håber, at de vil fortsætte i øvelokalet med at bruge endnu mere tid på at finde ud af, lige præcis hvilken musik de allerhelst vil lave.“

Efter den udtalelse kunne Purpur gå på scenen og modtage publikums meget entusiastiske hyldest såvel som præmien på 10.000 kr til et selvvalgt projekt samt EP-indspilning inkl. mix hos The Hideout Studio i Aalborg.
De tre bands havde alle i løbet af foråret spillet tre koncerter under Jazzkonkurrencen-banneret i Odense, Aalborg og Kolding, og det var således mere end blot en enkelt aften, men et udviklingsforløb, der her fik et flot punktum.