Det kan godt være, at festivalen har mange gode og overordnede ambitioner. Men mange af gæsterne er stadig, som mennesker er flest – flokdyr.
De samles om de mest velkendte navne på Orange og Arena. Og bortset fra de forreste rækker i pitten går snakken ofte om koncerten – eller noget helt andet – imens musikken spiller. Musikken samler, men ikke altid for musikkens egen skyld.
Det er nærmest umuligt at regne ud, hvad der rammer, rykker og trækker folk til.
Danmarks måske største liveattraktion lige nu, Krøyer, kunne ikke engang fylde Gloria halvt. Til gengæld trak en for mig ganske ukendt brite, Mark William Lewis, dagen efter samme sted, så lange køer, at man ikke kunne komme ind ved koncertstart lidt før midnat.
En mulig forklaring overhørte jeg på vej mod Gloria. To yngre festivalgæster sad med festivalens app og gennemgik programmet.
“Eiiii, der er mundharmonika med. Det skal vi se – kom!”
Måske var det bare en tilfældighed. Eller også længes vi mere, end vi selv tror, efter instrumenter, der stadig kræver et menneskes åndedrag. Noget, der ikke bare kan afvikles ved at trykke på play.
Krøyer brugte backtracks. Men det fungerede for hun havde sig selv og sin stemme med som instrument, og et enkelt, men visuelt dragende visuelt show.
Til Ethel Cains koncert samme dag, kom dagens største bifald netop, da hun fandt mundharmonikaen frem. Måske er det simpelthen blevet the new thing.
Hvis mundharmonikaen virkelig er blevet det, hilser jeg den velkommen. Ikke fordi instrumentet i sig selv er magisk, men fordi det minder os om noget, som flere koncerter er ved at miste: følelsen af, at der faktisk står mennesker på scenen. Derfor kan den stadigt mere udbredte brug af backtracks godt bekymre, fordi noget væsentligt går tabt.
Backtracks kan sagtens fungere, hvis der – som hos Krøyer – samtidig er noget ekstraordinært på spil. Det viste Getdown Services med deres eftermiddagskoncert torsdag på Lagune. Med masser af selvironi og britisk humor favntog de både musikken og tidens diskussion om kropsidealer. De leverede et udtryksfuldt show, der gav en stor fed fuckfinger til selvhøjtideligheden. Det kunne de gøre, fordi de udstrålede selvtillid – og fordi sangene faktisk ville og kunne mere end blot underholde som baggrundsfyld.
Humoren bar langt, og derfor var det godkendt, at koncerten hovedsageligt byggede på backtracks og en enkelt elektrisk guitar. Koncerten blev aldrig låst. Den var levende, vild og fuld af service til både musikhjertet og humørbarometeret. Den slags har vi også brug for – ligesom vi havde brug for vreden dagen før.
Backtracks kan dog også punktere en koncert fuldstændigt og gøre musikken til en biting, mens artistens sjældent hengemte selvfedme bliver hovedattraktionen.
Sådan oplevede jeg desværre ‘koncerten’ med Genesis Owusu. En live-trommeslager spillede oven på en stereotyp strøm af backtrack, som låste koncerten fast. Og Genesis Owusu havde ingen kort i ærmerne til at låse op. Det mest opsigtsvækkende blev derfor, da Owusu efter en halv time smed jakken. Og selvfølgelig var der intet fedt på kroppen. Der var så heller intet fedt ved koncerten.
Hans album rummer ellers så mange lag, og så meget leg. Noget som et liveband med garanti ville kunne have forløst langt bedre. Denne gang blev forventningens glæde derfor den største.
Alt handler om balance. Men verden er i ubalance, og nogen må tage anførerbindet på og vise, hvor smuk og stilfuld den stadig kan være, når historien møder nutidig omsorg, kærlighed, legesyge og nysgerrighed.
Det gjorde David Byrne og Savage Rose – hver på deres måde.
Byrne leverede et gennemført, visuelt smukt og tankevækkende show på Arena, der velvalgt lukkede med klassikeren ’Burning down the House’. Der var ild i teltdugen, mens der var ild i øjnene hos Annisette da hun tidligere på dagen gik på EOS scenen i front for Savage Rose.
Sikke et blik af 100% tilstedeværelse og indlevelse. Hvor tit ser man det på en scene i dag? Annisette og Savage Rose gav publikum et fuldblods næstekærligt kram af en koncert, der fredsommeligt og insisterende mindede os om, at der stadig findes håb, selv om livet hverken er lutter lagkage eller en dans på roser.
Ganske symbolsk stod den 77-årige Annisette forrest – på bare tæer. Og når hun talte til os – så lyttede ALLE ! Nok fordi vi alle trænger til næring og saft fra alt den naturkraft, som Annisette indeholder og generøst deler ud af.
Annisette leverer kort og godt – et ægte menneske, mens David Byrne leverer et perfekt iscenesat kunstværk. Vi har brug for begge dele.
Om vi mere end nogensinde har brug for countrymusikkens hjerteskærende sange skal jeg ikke gøre mig til smagsdommer for.
Men fakta er at countrymusikken gjorde et flot indtog på Roskilde denne fredag. Cat Clyde og Sierra Ferrell viste, at genren har så mange ansigter – og at der er plads til både ar og smilehuller. Ferrell repræsenterede på smukkeste vis det mere traditionelle i nye klæder, mens Clyde elegant blandede country viben med blues, roots og endda strejf af 70’er-orienteret rock i et fængende og varieret sæt.
Når vi tænker det hele igennem og vågner i morgen, håber jeg, at vi alle er blevet en lille smule klogere.
På forskellen mellem det, der kan programmeres, og det, der kun kan opstå i mødet mellem mennesker. Mellem backtracks og mundharmonika. Mellem kontrol og nærvær. Og måske også lidt om os selv, og hinanden.
Svarene kan vi næppe google os til.
“Hvordan holder Annisette sig egentligt så godt? Hvad er opskriften?”
Nej.
Dem må vi finde selv.
Jeg leder videre lørdag på Roskilde.
