Sangeren og sangskriveren Jan Olsen – årgang 1957 – har spillet musik siden han var 15 år, men har været lidt ude og inde af musikbranchen siden midt 90’erne, hvor han var en del af bandet Still B.
I 2015 gik han solo, og har ofte optrådt med sin trio med guitarist Henrik ”Hylle” Nielsen og Poul Ewald på mundharmonika. En EP og et par singler er det dog blevet til uden at det har øget kendskabsgraden synderligt til manden, med den identitetsfulde, rå og hæse stemme.
Både som sanger og sangskriver læner han sig op af navne som Randy Newman, Tom Waits – og danske kollegaer som Ole Friis og Jes Holtsø.
Han har nu udsendt EP’en ”Vagabond Trail”, med fem tilbagelænede og lyttelækre numre, der lyder af soundtracket til en afslappet hyggeaften med vennerne eller til en sen ensom nattetime i et stimulende selskab af rom og cigar. Den kan nu også passe så ganske godt til de stunder, hvor man egentligt bare lyster en bundærlig omgang med helstøbt håndspillet bluesy roots musik.
Åbningsnummeret ”Fool On A String” er melodisk og ligefrem, og EP’ens virkelige ørehænger. Ja er man vild med dans, vil den med garanti også være egnet til det – og var det blevet indspillet af The Mavericks – ja, så havde det nok mere end duftet af et hit.
Resten er mere baseret på rustikke stemninger – og den stille og nysgerrige vandring på musikkens og livets vej. Olsen har et fantastisk hold af musikere omkring sig – føromtalte ”Hylle” samt Peter Sund, Peter Dombernowsky, Bo Gryholt og ikke mindst den allestedsnærværende Palle Hjort, der f.eks. formår at løfte et nummer som ”Party On The Pier” op fra det ret gennemsnitlige til det drilsk dragende og løfterige.
Titelnummeret er mest af alt som en hyggelig stund foran pejsen i et lejet sommerhus – og lyder som et nummer man har hørt utallige gange gør. Det har man nu ikke, for alle numre er skrevet af Jan Olsen og hans samlever Susanne Ove – bortset fra det sidste nummer ”Wandering Musician”, der er skrevet sammen med Dave Hennessy. Et nummer, der skiller sig ud ved at være nedtonet og helt nøgent i et arrangement, hvor Paul Ewald virkelig formår at farve med berigende mundharmonika.
Alt i alt en EP med mere end bare godt musikalsk håndværk – fra en mere end velkommen moden stemme på den danske musikscene. Nu vil vi godt have det fuldlængde album. Det er bedre sent end aldrig.
