”Kreditværdig samurai” er andet album i år fra trioen Hr. Hundebøl. Det første ”15 minutters sjælero” udkom i foråret – og begejstrerede undervejs denne skribent, der i en ret positiv anmeldelse her på siden indledte med overskriften ”Fremsynet dansk rock mødes med fortidens folkesjæle”.
Folkesjælen og sjæleroen er desværre taget lidt for meget ud af ligningen på opfølgeren ”Kreditværdig samurai”, der i sin garage-lydende uproducerede grundtone mest af alt er lyden af en småsyret psykedelisk-trio-rock, der fortsat roder lidt med forskellige opskrifter på forsøgniveau.
Trio formatet giver dog plads til individuelle præstationer ,der gør forskel – ikke mindst bassist Rune Robert Frris får sat sine aftryk på numre som ”Lidt af det hele”, ”Kender du lykken” og ”Solen brænder”. Tre stærke numre, der brænder igennem og drives frem af en ulmende uro fra flere musikalske lag, der giver Hr. Hundebøl noget af den personlighed, der mangler i andre numre som f.eks. ”Uskarp profet”, der mest afføder en tanke om der nu er kommet et Stepp3.
Andre steder er det produktionen – eller mangel på samme – der svækker oplevelsen af nummeret. På åbningsnummeret ”Endeløs” er det således næsten umuligt at høre hvad der synges, og det er en synd og skam når man som tekstforfatter også gerne vil stå på skuldre af Eik Skaalø, C. V. Jørgensen og Kim Larsen. Det ender ud i noget der kunne lyde som hvis Bisse havde udsendt en demo af et gammelt kasseret C.V. Jørgensen nummer.
Inspirationen fra Steppeulvene og C.V genhøres på et skarpskåren titelnummer, der i bogstavelig forstand starter med alarmsignalet tændt, men til gengæld både fungerer og fænger – og understreger at sanger og sangskriver Henrik Hundebøl, når han som her er bedst, har en tidløs nerve – båret af historiske vingesus – i hans idérige og indtrængende udtryk.
På ”Dybt under” overraskes der med en lokkende synth intro – der bliver fulgt op med en fuldfed rytmisk bund – og rustikke rumsterende guitar riff som baggrundsbevægende ingrediens – men det bliver efter de 3,12 minutter alligevel lidt underligt uforløst. Sådan gælder det desværre for flere numre på albummet – som næsten alle har en karakter, som man vil elske at elske, men som alligevel ikke helt kommer ind under huden.
Og så pludselig kommer sjæleroen alligevel forbi – ikke på 15 minutter – men på 2.45 i ”Psyke i vater” – der er smukt og meditativ flakkende i psykedeliske farver – og kun har den fejl, at den ikke får lov at folde sig endnu mere ud. Det hele slutter med ”Fremmed igen” – der med forholdsvis pågående og direkte garage-rock – er pladens længste. Men det vil ikke blive det nummer, der huskes længst – dertil er det for ordinært indenfor genren – og igen præget af at vokalen ligger for lavt i lydbilledet i forhold til at opfange, hvad der reelt synges om.
Havde Hr. Hundebøll da bare samlet de 9 bedste numre fra sine to album havde de leveret et nutidigt rock-værk, som kunne stå mange år fremover – og som ville hive mindst fem runde “Side 33 skiver” med sig på karakterskalaen.
Men uanset hvad, så dokumenterer de to udgivelser , at vi har fået et band på den danske rockscene, der i samme grad som f.eks. Bisse, fortjener at blive både set og hørt for deres bud på og evne til at forene fortidens musikalske sjæle, sorger og sejre med nutidens grimme, grumme, og godbiddene skæbner, og for at omsætte det til musik, der prikker og pirrer mere , end det bare pleaser og passer i kreditværdige skabeloner.
