Der er ingen antydning af syvårskrise hos Den Syvende Søn – københavnerbandet, der består af Michel Belli (vokal, guitar), Mikkel Grue (guitar), Mads Jensen (keys), Tobias Winberg (bas) og Adam Winberg (trommer).
Tværtimod så fremstår de her på deres tredje album på syv år endnu mere tætte og sammenspillede end nogensinde. Nok er det svært ikke at fremhæve landets måske bedste rocksanger Michel Belli – men det er bandet – kollektivet – der er den store stjerne på dette mildt sagt vellykkede album.
Du fornemmer og føler hele tiden den formstærke puls fra den effektive og kreative – til tider næsten forførende rytmesektion – bestående af brødrene Winberg – og du mærker Mads Jensen’s levende og veltilpassede tilgang til farverige keys- og orgel flader og momentvise svimlende soloridt (bemærk f.eks. ”Sætter drømmene på spil” – AMEN!) – og så er Mikkel Grue som guitarist det slidstærke kit, som sikrer at korthuset både kan rulle, ryste, og rocke, uden nogensinde at være i fare for at vælte.
Ingredienserne består primært af rock, beat, psykedeliske anstrøg – og en fornem flair for melodik og et skiftevis legende og let flyvende flow. Af kun få hidtil har nævnt Den Syvende Søn som et af landets fremmeste rockband må skyldes de sidste mange års delvise kollektive nedlukning for både offentlig og almindelig sund fornuft og ikke mindst for public service. Så er det sagt!
Den Syvende Søn er her på trods, og til trods – og af musikhjertet tak for det. For i deres lyd samler de lyden af vel omkring 55 års rockhistorisk inspiration, bearbejder det med håndholdt autentisk akkuratesse og beviser nok engang at musik er et hæderkronet håndværk, som man bør udvise den største respekt for.
De skaber kort sagt vedkommende og nyt liv til den historie vi kender i forvejen. I tekstuniverset florerer velkendte tematikker om længsel, frygt, håb, drømme, og kærlighed. Men det forfalder aldrig til det banale – og i stedet høres frit flydende ordstrømme i fremdrift ved hjælp af både stærke poetiske årer og et mere direkte sprog, der ser dig i øjnene, prikker dig på skulderen eller bare sætter tanker i gang og skaber billeder af den virkelighed vi alle har til fælles.
De 10 numre på lidt over 40 minutter er indspillet i samarbejde med produceren Christian Ki – der til daglig også har en stor aktie i det tydelige lydbillede Mathilde Falch har fået bygget op. Det samarbejde fungerer – og især de atmosfæriske og til tider næsten filmiske lag – som særligt høres i ”Kys der dræber”, ”Et skrig” og ”Hvad der var engang” – skaber den balance og den variation, der er så afgørende for helhedsindtrykket.
Seneste album fra Den Syvende Søn udkom i 2016 – men sangene havde nu ikke hobet sig op hos den ”unge” Belli. Sangene kom ikke helt af sig selv denne gang og det siges at der var lige ved at opstå lidt panik lige inden de skulle i studiet – for hvor var sangene? Men da der først gik hul på bylden, blev der skrevet syv sange på ti dage og derfra gik det stærkt.
Heldigvis ikke for stærkt – for ”Trods” rummer masser af numre, der sagtens kan måle sig med nogle af bandets tidligere tidløse klassikere som ”Danser kun med mig selv”, ”Råb uden skrig”, ”Dansen på det blå tapet”, ”Hun sagde han sagde” og ”Den syvende søn”.
Denne gang er det funklende rocknumre som ”Håb og mere lys”, ”Hvad går på hæld”, ”Lev lidt lige nu”, ”En start på livet” og ikke mindst titelnummeret, der sætter begejstringstermometeret i alarmberedskab. Smag f.eks. lige på linjen ”Lån mig C.V.’s pause på klods – og bliv stående i trods” – og fortæl mig om ikke du bliver sulten på mere. Ikke på trods, men fordi Den Syvende Søn fra nogle af landets største og mest ærligt bankende rockhjerter leverer det brændstof, som giver følelsen af at være en del af både et vovet vildskab og et klippefast fællesskab i det rocktog, der altid har plads til flere og meget mere.
PLAY IT LOUD …………… og jeg skrev LOUD.
