Hørt af Niels Christensen

Copenhagen Jazz Festival (CJF) tilbyder musik i alle genrer. Hvad enten man er til ældre jazz, nyere jazz eller noget helt syvende, kan man få sin lyst tilfredsstillet på en festival, der faktisk stilistisk er løbet ud over alle sine bredder hvert eneste år siden starten i 1979. Antallet af koncerter på de vel over hundrede spillesteder og scener, der er tilknyttet CJF, ligger et sted godt over de tusind i løbet af de ti dage festivallen varer. Publikumsantallet var, da det senest blev talt sammen for en håndfuld år siden, et godt stykke over de hundredetusind. Fred være med Roskilde – Copenhagen rules!

Og det fedeste ved CJF er, at aldersspredningen her er betydeligt bredere end den er ved teenage-drukfesten i Roskilde. På CJF tager unge, ældre og gamle hinanden i hånden, og tager musikken ind, for her er musikken vigtigere end hvor mange genstande man kan hælde i sig.

Nå – det var ordene fra en typisk Boomer. Tilbage til musikken.

Den amerikanske tenorsaxofonist George Garzone er fast gæst ved CJF. Her har vi en musiker der har taget alle tidligere giganter som Archie Shepp, Albert Ayler samt ikke mindst John Coltrane ind og krydret deres inspiration med et i den grad nutidigt tonesprog, og derfra har dannet sit helt eget udtryk. Det er et udtryk som undervejs i hans spil konstant udvikler sig og suger medspillernes udsagn til sig og viderebearbejder dem.

Det kræver sin mand at dele scene med Garzone. Og i bassist Emil Brun og trommeslager Niclas Campagnol havde han de bedste sekundanter. Det forudsætter total opmærksomhed, villighed og evner til at gå i infight med den iltre tenor, der ikke slappede af et eneste sekund i det første sæt jeg hørte. Og det kunne de to danske musikere – også i den grad!

Er man til skarp og udfordrende nutidig jazz, der ikke helmer før alle muligheder i det valgte musikalske oplæg er videreformuleret, er George Garzone som en gave fra himlen.