Som man kan læse i en større artikel juni udgaven af vores fysiske ’All That…Jazz med mere’ magasin, så har arrangørerne bag Nashville Nights skulle kæmpe en lang, hård og sej kamp for at få etableret festivalen på landkortet sådan for alvor.  

I år blev den afviklet for fjerde gang i dagene 13. – 15. september, og de gennemgående meldinger er entydigt, at der nu er kommet en sangskriverfestival, der i den grad er kommet for at blive.

Sidste år fik festivalen reelt sit afgørende gennembrud, og publikum begyndte for alvor at strømme til festivalen i et omfang, så den for første gang ikke var ren økonomisk tilsætning, men en bæredygtig opsætning.

Brandet var blevet finpudset, og publikum havde forstået af dette var en festival, der er mere end country i ’lukket forstand og støvet land’. Det er lige så meget livsstil, og glæden ved musik, der udspiller sig, og ikke mindst respekten omkring håndværket sangskrivning, der kan sættes ind i flere rammer end ’blot’ country. I løbet af de 3 dage kan du på Nashville Nights også blive beriget af folk, roots, rock og americana.

Det afgørende er at det hele er såre autentisk, og fremført i omgivelser, der er tilpasset lige præcis denne festival.   

I år var et af de meget populære tiltag at man kunne tilkøbe sig en intim mini koncert i en bil, og høre navne som Dan Smalley, Emma Zink og Noah Smith fra bagsædet.

I det hele taget emmer festivalen af at arrangørerne Stefan Mørk og Blue Foley i den grad er idé- og initiativrige, og at de skaber nogle rammer, der gør at alle musikere er med på løjerne.

Man fornemmer en hel særlig følelse af kollegialt samspil i musikkens tjeneste. Noget man herhjemme ellers nærmest kun oplever på Tønder Festivalen, hvor musikerne ofte også har ekstraordinær tid sammen før, under og efter koncerterne. På Nashville Nights kommer giver denne samhørighed i endnu højere grad mulighed for impulsive pop-up oplevelser, til glæde for både musikerne og for publikum. Musikerne er her som udgangspunkt ikke bare for en koncert. De er her for at være en del af en helhed..

Festivalen har ikke landets største marketingsbudget, men den gode gamle ’mund til mund’ metode virker heldigvis stadig, og nok møder man mange gengangere fra de forrige år, men der kommer også hele tiden nyt publikum til – og i alle aldre.

Ikke noget man skal tage som en selvfølge. For i et lille land med en festivallandkort, der aldrig har været større, skal der noget specielt til at slå sit navn fast.

Men denne festival er i den grad noget specielt, både i forhold til hvordan den afvikles, i forhold til den måde musikken præsenteres på, og i forhold til hvordan den skaber fællesskab, ikke bare blandt publikum, men også i forhold til de mange musikere, der altså for de flestes vedkommende opholder sig i byen over flere dage.

Hovedparten af musikerne kommer direkte fra anerkendte sangskriverværksteder i Nashville, og er så suppleret med stærke navne fra primært Canada, de nordiske lande, og noget af det aktuelt bedste danske fra den mere rodfyldte del af musikscene. I år glimtede og glædede navne som Glimtvis, The Mukherjee Development, Trinelise Væring, SUNDAYS, Twang, Loud Tiger, og ikke mindst Simone Tang, der modtog den ærefulde sangskriverpris, som uddeles hver år på festivalen.   

Det hele emmer af kvalitetsstemplet ’casual community’ når man cirkulerer rundt i byen til de hele ni meget forskellige spillesteder rundt om i Odense.

All That var ikke til stede alle dage i år, men fra altid pålidelig kilder, som f.eks. en af landets bedste musikjournalister Simon Staun fra Fyns Stiftstidende, der som vanligt har lavet nogle meget læseværdige omtaler i omtalte avis, så er det klart og tydeligt at man er gået glip af noget.    

Det tætte program med de mange akustiske writers-round kan på papiret virke forudsigelige, men der opstår næsten altid det uventede, når 3-4 sangskrivere sidder på en scene sammen. Og nok handler de fleste sange fra Nashville artisterne om deres hjemstavns fortrædeligheder eller fortræffeligheder, ofte svøbt ind i kærlighedens mange skæbnefortællinger, men de fremføres og fortælles med en indlevelse et et nærvær, der gør at de godt 7000 kilometer fra Nashville til Odense ikke føles som en afstand, men mere som som fællesskabende tilstand.  

I år blev de writers-round koncerter suppleret med flere full-band koncerter, der efter sigende sparkede røv, og gav mulighed for at hele følelsesregistret kom i spil.

Som Karina Løvkvist H Christensen i en Facebook kommentar beskrev det:

“The best thing about Nashville Nights Festival 2024 is the soul of the music, the love and the warmth atmosphere and the unique honest way every artist deliver their songs , lyrics and fantastic skills on the instruments. I listen intently to every word, felt the music inside every parts off my body.

I smiled, I cryed, I danced and I laughed. Said in another way, I got touched deep inside my soul.

No other music and no other festivals can do this for me”

Eller som en anden bruger Pia Houborg i kommentarsporet sagde det:

“Note to myself: Bring makeup! Cause you KNOW you`re gonna cry” . The best part = It feels like I`m in love ….with EVERYBODY”

Og det vel netop derfor, at festivalen er blevet den succes den nu endelig er. Den spiller på hele følelsesregistret, og det gør den med det vigtigste udgangspunkt – rigtige og autentiske rammer for kvalitetsstemplet musik, der efterlader plads til overraskelser, og de helt helt unikke stunder, som da f.eks. Ariel Posen og Kajsa Vala for første gang søndag delte scene, og skabte en ny gradbøjning af ordet MAGI. Et match ’made in heaven’ blev der sagt!

Så siger man helt jordnært bare Tak – og for de flestes vedkommende med garanti, på gensyn til Nashville Nights 2025