Man kan med rette til tider spørge sig selv. Har vi nu virkelig brug for flere prisuddelinger?
Svaret er næppe entydigt, men fakta er velsagtens, at det altid er vigtigt at prise og anerkende mennesker, der gør en afgørende eller markant forskel indenfor områder, der berører og rammer bredt til gavn for udvikling af fællesskabet.
Og der findes vel næppe noget mere fællesskabene end musik. Langt før Tivoli begyndte med det populære ’Fredagsrock’ koncept i 1997, har musikken spillet i den smukke have i alverdens afskygninger.
Ikke mindst jazzen har spillet en stor rolle i Tivoli igennem snart 100 år, så det er med en lang og stolt tradition i ryggen, at Tivoli i samarbejde med JazzDanmark, sidste år relancerede Tivoli Jazzpris, hvor man fejrer og belønner nogle af de mest talentfulde eller langtidsholdbare udøvende jazzmusikere i Danmark.
Og som Frederik Wiedemann, kulturdirektør i Tivoli, nævnte ved receptionen inden årets prisuddeling. ”Når noget har været afviklet to gange her i Tivoli, så må det betragtes som en tradition”.
Så den traditionsbundne og alligevel altid nutidige og nysgerrige forlystelseshave har fået sig en ny tradition i form af Tivoli Jazzpris – og tak for det.
I år blev den afholdt den 16. september i Glassalen, hvor de udøvende legatmodtagere optrådte sammen med Tivolis Salonorkester under kyndig ledelse af kapelmester Peter Jensen.
P8’s Naya Buric var veloplagt vært for et varieret og meget kvalificeret 90 minutters program, hvor der var både flow, finesser og små godter til feinschmeckerne.
Prisuddelingens musikalsk meget forskellige numre var et smukt og levende bevis på at jazz kan komme en i møde fra alle retninger, og være noget for alle uanset om du er barn, ung eller voksen, eller om du ny eller gammel forbruger af genren. En genre, der i øvrigt stadig ter sig som en teenager, der nægter at blive voksen, og bare bliver ved med at udvikle sig, søge og flytte grænser, og f.eks. insistere på at kompleksitet og melodiøsitet sagtens kan indeholdes i en ligning med flere ubekendte.
Eller som en af aftenens prismodtagere, Jakob Bækgaard, som vi i øvrigt har fornøjelsen af som skribent her på All That, sagde det: ”Jazz går i blodet” – forstået på den måde at jazzen, som oftest altid har noget mere end bare overfladen i spil, samtidig med at det en genre, der taler både til det intellektuelle og det kropslige. Så kan man vidst ikke forlange mere!
Det anderledes og interessante ved denne prisuddeling er at den ikke tager udgangspunkt i et enkelt album eller enkelte kompositioner. I stedet vurderes der mere ud fra et større perspektiv , og en længere horisont. Er man f.eks. en inspirator for andre, står man for væsentlige musikalske nybrud, eller er man en vedholdende, stærk og indsigtsfuld formidler.
Derudover uddeles René Daugaard Legatet, der tildeles en talentfuld jazzpianist, der fortjener særlig anerkendelse, og så indgår ‘Børnejazzprisen’, der tidligere var en del af DMA Jazz, nu også som en del af Tivoli Jazzpris og er blevet omdannet til et legat. Prisen tildeles en musiker eller et band, der gør en særlig indsats for at udbrede musikken blandt de kommende generationer.
Moussa Diallo, der igennem 20 år har rejst rundt, og givet musik for børn en seriøs og fængende rytmisk vitaminindsprøjtning fra de varme lande, beviste med sin charmerende optræden med nummeret ‘Choko Coco’, at børnejazz kan laves så professionelt og vedkommende at dåbsattesten pludselig bliver fuldstændig uvedkommende. En humørpille, en huskekage, en hilsen til jazzens fremtid.
Legatmodtagerne var Øyunn (Årets Nybrud), Christina Dahl (Årets Inspirator), Moussa Diallo (Børnejazzprisen), Marko Martinovic (René Daugaard Legatet), Jakob Bækgaard (Årets Formidler), og Peter Danstrup (Årets inspirator).
Øyunn fik legatet “Årets Nybrud” for sin genrebrydende og unikke stemme som komponist, trommeslager og vokalist, blandt andet på baggrund af det ganske anbefalelses album Aspects (2023), der var et bevægeligt bevis på jazzens evne som en vigtig hybrid ingrediens. I glassalen åbnede hun festen, da hun med ledsagelse af salonorkestret med nummeret ‘Take Me Out’ tog publikum med på den form for musikalsk rejse, der giver udtrykket ‘at rejse er at leve’ en helt ny dimension.
Og med Tivoli Jazzpris har Tivoli og JazzDanmark også givet det at sætte pris på noget nye dimensioner. Alt kan nemlig ikke måles og vejes i salgs- og streamingtal osv. Derfor en denne prisuddelings udgangspunkt noget så velkommen.
