Det er efterhånden fem år siden at Ginne Marker debuterede med det lyttelækre pop-jazz album ”Seasons To Come”. Et album, som et par år senere mesterligt blev fulgt op med albummet ”Ulteria”.
De to album, der var lavet i tæt samarbejde med Aske Jacoby, skabte generelt en stor og velfortjent opmærksomhed omkring hendes musikalske virke, i såvel hjemland som udland, og det gav hende således muligheden for en særdeles aktiv live aktivitet.
Publikum faldt åbenlyst for hendes indlevende naturlighed, og den høje og sanselige kvalitet, der var til stede, uanset om talen faldt på sang, guitar, eller sangskrivning.
Så blev der stille, for Ginne Marker havde brug for at nulstille, vende tingene på hovedet, og finde ud af i hvilken retning hun nu skulle gå. Hun fandt heldigvis nogle svar, og er nu efter 1½ års pause fra scenerne tilbage med nye samarbejdspartnere, og ikke mindst nogle nye sange i guitarkassen.
Aftenens udsolgte koncert er den første med det nye LIVE kompetente hold bestående af Pelle von Bülow (guitar) , Felix Ewert (trommer), Uffe Dalskov (bas) og Astrid Melén (keys).
Hun starter dog alene på scenen, hvor hun giver en udsøgt og indlevende version af klassikeren ”Blackbird”. Der er allerede grund til et stort smil, både hos Ginne selv og hos det forventningsfulde publikum, der tydeligvis har set frem til dette øjeblik længe.
Bandet kommer på scenen og de folder flot glansnummeret ”Titans” ud i nye klæder. Selvom både von Bülow og Ewert begår sig hjemmevant på jazz scenerne, så er det tydeligt at dette hold samlet hørt har et mere pågående og rockende udtryk end man hidtil har hørt fra Marker.
Publikum er med – og det er de også på de tre helt nye numre, der alle falder i koncertens første halvdel. ”The Wires”, ”Energy” og ”This Engine” lød titlerne. Ikke mindst de to sidste lyder af numre, der kan sparke nye døre ind, måske endda på en landsdækkende radiostation. ”Energy” var ihvertfald et straks fængende funky disko drejende nummer, der blev spillet med en fuldfed groovy feeling, og afsluttet med en overvældende glødende og lang elektrisk guitar solo fra Marker. På ”This Engine” var Marker tilbage på den akustiske guitar i et mindeværdigt nummer, der beviste at hun i den grad stadig har jazzede noter at at fortrylle med.
Det viste hun også sammen med von Bülow i en intens og skinnende duo version af ”Sunny Days”. De to shinede i øvrigt på aftenens afsluttende nummer ”Someday”, hvor de begge gav den slags soloer, der kan høres som en plausibel forklaring på hvorfor ordet guitargud i det hele taget eksisterer. Det her var i sandhed instrumentalister fra øverste hylde.
Et flot punktum på en koncert, hvor der var en god fordeling af ’gamle’ numre i klæder. Fem numre var der fra hver af hendes album, og så de tre nye. Der var en fin afveksling mellem det mere komprimenterede og rockende bandudtryk, og så den jazzede feeling, som hun altså stadig mestre.
De to verdener mødtes måske bedst i glansnummeret ”Never Golden But Beautiful”, der fik masser af tid til at vokse og folde sig ud, inden Marker lukkede det med aftenens anden længere guitarsolo på hendes grønne signatur guitar. Denne gang den slags funky solo, som selv en Prince nok ville have løftet et øjenbryn over.
Ginne Marker fik således på den lille halvanden time fremvist flere facetter end tidligere, og det klædte hende i den grad, og der var slet ikke så underligt at hun og band var store smil da de forlod scenen. For dette var så afgjort et startskud til nye veje, der bør kunne føre Ginne Marker vidt omkring.
