Nyt

8. oktober 2024

Ny ballade – gamle standards

Paradise Jazz sender musikken ud af HUSET med stil

Foto: Hreinn Gudlaugsson

Skrevet af Allthat.dk

Debatten om jazzscenen i København, eller måske rettere, snart en mangel på samme, huserer igen vidt og bredt.

Den blussede op igen da Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg i starten af juni måned udpegede 19 regionale spillesteder, der fra 2025 og fire år ud vil modtage forskellige støttebeløb, med det formål at de skal være toneangivende i udviklingen af det danske musikmiljø.

Der blev meget naturligt delt flere afslag end tilsagn ud. Et af de steder der fik afslag på støtte var Jazzhus Montmartre, der i konsekvens heraf valgte at aflyse sine planlagte koncerter i efteråret, mens de afsøgte alle muligheder for at afværge en lukning. De afskedigede deres to medarbejdere, opsagde de timelønnede og sendte omkring 50 frivillige hjem, og sendte ellers et åbent brev til kulturministeren.

Det hjalp, og kulturministeren fik samlet et politisk flertal på Christiansborg, der nu bevilger et millionbeløb, der nu og her, sammen et ekstra tilskud fra København Kommune sikrer driften af Montmartre i de kommende år. Nærmere om dette vil blive beskrevet i en artikel om emnet i vores november udgave af All That magasinet.

For fakta er at der er delte meninger og forskellige holdninger til om det nu er det, som der skal til for at etablere en både stærk, stabil og nysgerrig jazzscene i hovedstaden. En scene, som både kan rumme det bedste nationale og internationale indenfor jazz med mere, hvilket et spillested som Montmartre med blot 80 pladser, alle prisværdige ambitioner til trods næppe kan opfylde.  

Debatten drejer sig således ikke om et for/imod Montmartre, men om Jazzen som genre set og hørt i et større perspektiv. For rummet for jazz med mere er uomtvisteligt presset i København.

Paradise Jazz

En andet etableret scene for jazz i København er Paradise Jazz, der har ligget i Huset i Magstræde i omkring 25 år, men som nu ved årets udgang må flytte på grund af en gennemgribende renovering. Paradise Jazz åbner i stedet i lokaler i kulturhuset Prismen på Amager i begyndelsen af 2025.

Heldigvis har de sat sig for at slutte af med et bredt og stærkt program i den sidste tid i Huset.

I denne måned er der blandt andre navne som albumaktuelle Søren Lee med sin Trio feat. Brian Melvin der fortolker John Coltrane, Gabor Bolla Quartet med hans hyldest til Sonny Rollins, Kjeld Lauritsen Hammond Organ 7 med drømmeholdet Bob Rockwell (ts), Christina Dahl (ts), Peter Marott (tp), Ola Åkermann (tb), Kjeld Lauritsen (Hammond B3), Per Gade (g), Espen Laub von Lillienskjold (dm).

For ikke at tale om vokaljazz på prisvindende niveau med Karmen Rõivassepp Quartet og matinékoncert med Jerry Bergonzi European Quartet, eller nyt og frisk fusion-jazz med noter af funk, soul, latin, afro fra de snart albumaktuelle A Plane To Catch aka Rolf Thofte (tp), Andreas Toftemark (ts), Mads Nørgaard (g), Anton Langebæk (b), og David Besiakov (dm).

Fredrik Lundin Blue

Men allerede i morgen kan man opleve jazz fra de højeste luftlag når en af landets mest anerkendte og nysgerrige musikere Fredrik Lundin i spidsen for Fredrik Lundin Blue for en sjælden gang skyld vælger fuldt ud at favntage nogle af jazzens store og berømmede standards.

For gennem en nu efterhånden 40-årig karriere, har Lundin endnu ikke følt sig moden til at indspille og udgive det ellers ofte obligatoriske standards album, men han har dog indspillet enkelte af klassikerne i årenes løb.

Senest f.eks. ”Nature boy” sammen med Stefan Pasborg Trio. Fra den trio er Carsten Dahl (p) også med på onsdag i Huset sammen med Joel Illerhag (b), Jeppe Gram (d) og som særlig gæst på et par numre Trinelise Væring, der i øvrigt i eget navn er aktuel med singlen ’I’m not a Quitter” fra hendes kommende singer/songwriter orienterede album A Songwriters Odyssey, der udkommer 31 januar 2025.

Så har du lyst til at opleve et band, der garanterer, at være nonchalant tilbagelænede, men dog med alle sanser vidåbne, slentrende gennem et repertoire af omhyggeligt udvalgte ballader og blues af varierende dybde, så er det med at indløse billet til Paradise Jazz i morgen den 9. oktober 2024

Seneste Nyheder

Nyheder

Klar til andet kapitel

Albin Lee Meldau gæster Amager Bio med nyt og stærkt album i bagagen

Nyheder

Lokalt og internationalt

To markante musikprofiler står bag ny jazzfestival

Nyheder

Rockakademiets Hæderspriskoncert – Amager Bio – 29.09.24

"Selvfølgelige fejringer og en enkelt overraskelse"

Nyt

En vellidt og ægte Outlaw har tjekket ud

KRIS KRISTOFFERSON 1936-2024

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning