Anmeldelser

10. oktober 2024

Red Bossa: Red Bossa

Stilfuld brasilianske melankoli tryller os ind i en evig sommer

Udgivelsesformat

LP/CD/Digital

Udgivelsesdato

06.09.24

Label

Stunt Records

Genre

Jazz/Bossa

Skrevet af Allthat.dk

af Erik Jensen

Tilbage I tressernes spæde start var jazzen i dyb krise. Publikum og ikke mindst den yngre del af det, hoppede og dansede bogstaveligt talt over til den nye rock’n’roll fra det forrige årti, mens nye bands som Beatles og Rolling Stones stod klar i affyringsramperne på den anden side af Atlanterhavet. Jazzen savnede proselytter og inspiration, hvis den ikke skulle udånde med et sidste sørgeligt trut.

Heldigvis skulle den store crooner fra New York, Tony Bennett, på rejse. Til Brasilien. Med sig havde han bassisten fra sit band, Don Payne, som var en mand med åbne sanser og ører. Don Payne, der var født i Texas, men boede i Californien, vendte hjem fra rejsen med masser af inspiration og plader med folk som guitaristen og sangeren João Gilberto og pianisten og komponisten Antonio Carlos Jobim.

Dem spillede han for sin nabo, tenorsaxofonisten Stan Getz, som øjeblikkeligt tændte på den nye musik. Resten er historie af den slags, der rækker ind i evigheden med Getz klassiske udforskning af genren på med João Gilberto og dennes hustru, Astrud, på Getz/Gilberto på to album, men også Jazz Samba og Big Band Bossa Nova.

Siden har bossa nova været en integreret del af jazzen – også i Danmark. Her har pianisten og bandlederen Steen Rasmussen i årevis og på talrige album med ikke mindst The Quinteto demonstreret, at han forstår og dyrker genren som meget få. Ikke bare som en, der kunne være indført brasilianer, men netop som en komponist og arrangør, der har kunnet omsætte den lette, rytmisk skvulpende bølge fra Brasilien til den særligt, fortættede melankoli, vi kender så godt her i det køligere Skandinavien.

For bare et år siden udgav Steen Rasmussen den dejlige ’Milton på svenska’ med sangeren Josefine Cronholm. Nu udforsker han så med stort held trioformatet med Red Bossa. Musikken er præcis som det flotte cover af ingen ringere end Per Arnoldi med en knaldrød ananas på gul baggrund: klart, farverigt, klangfuldt og virkelig forfriskende.

Selv om trommeslageren, Celso de Almeida, er brasiliansk er der noget håndfast og cool over Red Bossa. Her får de fine melodiforløb som i eksempelvis ’Hymn For Life’ eller det oplagte førstenummer ’Ton To Ton’ ikke lov til at slippe væk. De fastholdes hele vejen igennem af Kaspar Vadsholt på en central og velspillet bas og Steen Rasmussens liflige og ofte ganske diskrete piano.

Selv om de indtrængende, smukke ballader (heldigvis) får lov at præge albummet, er der plads til variation med ansatser til noget mere funky i titelnummeret med fin bassolo af Vadsholt og ren fortryllelse til det måske private dansegulv på ’Bossa Para Joyce’. Det er virkelig den rene vare ligesom selvsagt klassikeren ’Manhã de carnal’ af Luiz Bonfa, der daterer sig tilbage til bossa novas barndom i 1959. Her i en mageløs version med sangerinden Marilda Almeida.

Den herlige samling melodier rundes formfuldendt af med ’Eu sei que você sabe’ med gæstebidrag af Jonas Krag på stilfuld guitar og Lis Wessberg på en trombone, der blæser den helt rette, milde luft ind over melodien. Wow, det er velgørende for os, der gerne vil trylle efterårsdage om til sommer.

For mig er Red Bossa klart et af årets bedste album fra Danmark, en gennemført flot perle i en stemning, som vel bedst kan beskrives med titlen på en af de mange smukke melodier, ’Happy Sadness’.

Flere Anmeldelser

D-A-D: ‘The Speed Of Darkness’

Her er den forkætrede 'dad-rock' vital …og vigtig

Bill Frisell • Kit Downes • Andrew Cyrille – “Breaking the Shell”

Musik til en indre planetarisk rejse

Stjernevask: ‘Sex i en UFO’

Stjernefart med stop i den punkede fortid

Niels Munk: Fantasilaboratoriet: vol. 2

Flere livfulde opfindelser fra Fantasilaboratoriet

Foto: Hreinn Gudlaugsson

EMIL DE WAAL: ‘Fire øjne’

Intime samtaler i øjenhøjde

The Raveonettes: Sing

Mellem drømme og drøm i Raveonettes understrøm

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning