‘Fahr, Fahr, Fahr Auf Der Autobahn’. Denne Kling Klang produktion fra de innovative tyskere i Kraftwerk udgivet den 1. november 1974 er langt forud for sin tid og blev stilskabende, som deres øvrige albums for en stor del af den efterfølgende pop, synthpop, elektropop, electronica, avantgarde og lignende genrer.

Autobahn er produceret af de altdominerende hovedkræfter Florian Schneider og Ralf Hütter og indspillet i Kling Klang studiet i Düsseldorf samt Conny’s Studio i Köln.

Der er noget sært dragende over Kraftwerks univers med lige dele monotoni, maskinpark, melodisk flair og tegn på menneskelighed bag hele setuppet. På dette, bandets fjerde albu,m bevæger Kraftwerk sig væk fra den eksperimenterende krautrock stil på de foregående udspil og hen i retning af elektronisk pop med masser af synthesizere og programmerede trommespor.

Side 1 udgøres af den 22 minuter lange ’Autobahn’ suite med sparsom lyrik forfattet af Schneider, Hütter og Emil Schult, der hylder glæden ved at køre i høj fart på de tyske motorveje i bil med en kraftig motor. Side 2 er viet fire numre i noget kortere format, indledt med den dystert klingende Kometenmelodie 1, og fulgt op af Kometenmelodie 2, Mitternacht og Morgenspaziergang. Kraftwerk får på albummet musikalsk assistance af Wolfgang Flür (percussion) og Klaus Röder på violin og guitar.

Titelnummeret blev lanceret som single i en noget kortere version, der i 1975 hittede internationalt og førte til en vis turné aktivitet i USA. Karl Bartos kom med i stedet for Röder og deltog under gruppens koncerter i Storbritannien. Autobahn modtog ved lanceringen blandede anmeldelser, hvor nogle fandt musikken en tand for ensformig, mens andre roste dens hypnotiserende virkning. Gruppens arsenal af udstyr talte blandt andet en Minimoog synthesizer og nyere teknologi i almindelighed.

Autobahn er ifølge Wolfgang Flür en rejse fra Düsseldorf til Hamborg inspireret af Ruhr områdets industrielle lyde og masseproduktion. Ralf  Hütter har beskrevet Kraftwerks lyd som ‘Industrielle Volksmusik’ og udtalte i et interview følgende om at køre på autobahn: ‘An exciting experience that makes you run through a huge variety of feelings. We tried to convey through music what it felt like.’

David Bowie tilhørte bandets fanskare og udtalte om netop Autobahn: ‘The preponderance of electronic instruments convinced me that this was an area that I had to investigate a little further.’

Tidens tand gnaver i sagens natur altid i værker fra en svunden æra, men Autobahn er sluppet nådigt fra denne lakmusprøve med enkelte mindre bidemærker som resultat, da selve skabertrangen og modet til at gå nye soniske veje stadig virker vedkommende og relevante.