Af Thorbjørn Sjøgren

Trommeslageren Alvin Queen har absolut et nydeligt CV at lægge frem og dertil en god historie, nemlig den, at han som 12-årig ved en af trommefabrikken Gretsch’ Drum Night at Birdland – aftener blev spottet af Elvin Jones, som blev en slags mentor for ham og sågar lod ham sidde ind med John Coltrane på Birdland året efter. Som så mange andre farvede musikere forlagde Alvin Queen senere residensen til Europa og har i mere end 30 år boet i Schweiz, hvor han også er blevet statsborger. .

Glimrende, driftssikker, lidt robust, bestemt. Lidt magtfuldt pågående uden at være tromlende. Jeg lavede for en del år siden et interview med ham til Jazz Special og husker ham som både venlig, snakkesalig og munter.

Og hvis dét, so oder so, kan overføres til musikken her, flugter det sådan set meget godt: Lige ud ad landevejen, ikke noget grænsesøgende, men gennemført professionelt uden ligefrem at være dybt originalt eller sjælsrystende. Pianisten lyder som et konglomerat af en ti-femten stykker af 50’ernes mest gedigne og ligefremt spillende folk.

Altså aldeles glimrende musik, jævnfør titlen, et godt og ret afvekslende repertoire, men ikke noget, der sådan for alvor bider eller for den sags skyld bider sig fast, i det mindste ikke hos mig.

Alvin Queen (d), Carlton Holmes (p, synth), Danton Boller (b)