69-årige Søren Berlev har prøvet at være både en feteret og falleret stjerne, og havde inden han endelig fik lirket døren op til denne udgave af Berlev’s Rock ’N’ Roll Hotel efterhånden temmelig svært ved at finde sin egen vej – og sin egen plads i musikbranchen.
Men med sidste års debutplade ”You Can Make It” viste han og resten af personalet på rockhotellet – sanger og guitarist Esben Hegelund, lead-guitarist Erik Winther, og bassist Søren Fjalland – at de både kunne og ville. Debutalbummet var simpelthen en vital vårgrøn vitaminindsprøjtning til både Søren Berlev selv, og til alle skrantende rock and roll hjerter. Det var lyden af the real deal. Rock helt uden sminke, uden forbehold, uden fake – men med masser af rynker, rytme, riff og retningssans.
Søren Berlev som sangskriver opfinder ingen dybe tallerkener – og får næppe ændret mange kapitler i rockhistorien som hotelbestyrer. Men til gengæld skriver han sange, der kommer fra hjertet, og vil festen, farten og rockens små finurligheden, og som bør kunne fungere som hjertestarter til en skrantende genre, der skriger på nye profiler.
En sådan findes her på hotellet i form af forsanger Esben Hegelund. Han rummer hele pakken. Med en ægte og hjertelig attitude, en rustik og sikker rock vokal, og en fanden-i-voldsk udstråling, som man ellers her på egnen kun har oplevet hos folk som Kim Larsen , Johan Olsen eller Mike Tramp .
Og når han i åbningssangen ”My Own Way” synger linjerne –
”I will deliever from day to day
And I won’t cry the old way
You won’t recognize me from yesterday
Because I found my own way”
Så tror man ham! Ikke mindst forbi man samtidig kan høre at Berlev bag de pulserende trommer, Fjalland på den berusende bas, og Winther på den gådefulde guitar mener hvert et ord, og hver en tone. Det her er ikke for sjov, det her er en mission. Kald det Berlev’s Rock Missionshotel – kald det lige hvad I vil – de gutter her har det der skal til! Og når de 11 numre så oven i købet er mixet og mastered af Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studio, så begynder der at tegne sige en billede, som godt må blive hængende på nethinden længe.
Man hører et band, der tydeligvis sammen har fundet en fælles vej. Med to erfarne folk og to yngre kræfter har de formået at ryste posen indenfor no-nonsense rock, og de leverer med en frisk smittende vilje og en næsten vulkansk energi.
De spiller fedt – de spiller effektivt – og de har begået 11 numre, som der ikke kan stilles mange spørgsmålstegn ved. Svarene kan aflæses i smilet i ens ansigt, der går fra øre til øre, i de lidt over 43 minutter albummet varer, og som rundhåndet forkæler med fede riff og rusen fra et rullende rock cruise.
Stjernestunden er ”Valley”, der får lov at spille sig næsten 6 minutter ud – og formår at sende venlige hilsner til både The Rolling Stones og The Allman Brothers. Fabelagtigt.
Det efterfølgende ”Stranger” med lækker spansk guitar stikker ud, og viser at bandet også rummer variationen og det mere følsomme, mens de på numre som ”She’s on my mind” (med listigt lån af ”Eye of the Tiger” guitar intro), og det afsluttende ”For Real” understreger at det her band mest af alt er ……………… for real! ………. og til for den fest, man nu i over 60 år har kaldt ROCK. En fest, der ikke vil dø. En fest, som denne plade sætter nyt liv i.
