Anmeldelser

24. juni 2024

Christian-Holm Svendsen: Totem

Swing og sublimt samspil rundt om totempælen

Udgivelsesformat

LP/CD/Digital

Udgivelsesdato

07.06.24

Label

April Records

Genre

Jazz

Skrevet af Allthat.dk

af Erik Jensen

Triste omstændigheder ville, at tenorsaxofonisten Sonny Rollins måtte nøjes med at arbejde med en trio, da han i 1957 kom til Los Angeles for at spille koncerter og indspille det album, der blev til mesterværket Way Out West.

Året før mistede både pianisten Richie Powell og trompetisten Clifford Brown livet i en færdselsulykke. Derfor var Sonny Rollins hold i Californien reduceret til en rytmegruppe med trommeslageren Shelly Manne og bassisten Ray Brown.

Det skulle sig at være en foræring for saxofonisten, som svælgede i friheden til at bære musikken hen, hvor han havde lyst til uden et harmonisk instrument til at sætte kursen. Jazztrioen var født med et brag.

Og den findes endnu som en slags jazzens kammer-besætning. I den genre, som Way Out West i sin tid var med til at gøre stor, cool jazz fra Vestjysten, blev besætningen typisk. At den findes endnu og i dag i moderniseret form kan bidrage med musikalske højdepunkter, skal man bare tjekke ind hos den danske tenorsaxofonist Christian Holm-Svendsen og hans trio på debutalbummet Totem for at erfare.

Rundt om totempælen spilles der skiftevis swingende og fyrigt, som i titelnummeret, eller med behersket skønhed, som i den skønne ballade med den beroligende titel ’Dvale’. Det er præcis den tilstand, man hensættes i af Christian Holm-Svendsens smukke spil, holdt roligt oppe som et søvnigt åndedræt af polske Mariusz Praśniewski spadsergang på kontrabassen og trommeslager Daniel Sommers listige ledsagelse, der minder om netop afdøde Alex Riels intuitive spil. Fornemt.

Ligesom Christian Holm-Svendsens kompositioner. Enkelte af dem har forbindelser tilbage til tressernes cool jazz i melodi og atmosfære, men det skal man ikke høre så meget som et eneste ondt ord om fra min side. Tværtimod er påmindelser om Dave Brubeck og saxofonisten Paul Desmond og et lille glimt af Dexter Gordon eller Lee Konitz hist og her vidunderlige, små referencer.

Albummets næste nummer ’Vent’ byder på mere af det samme med fornemt fabulerende spil af solisten. Det lille, men alt andet end undseelige ’Duo’ smutter ind i rækkefølgen med solisten på klarinet, blot ledsages af en pointerende bas fra Mariusz Praśniewski.

Så sættes tempoet frem mod slutningen med nummeret med den herlige titel, ’Ba Da Da Di’. Præcis så enkel og swingende som resten af materialet på et album, som ikke gør sig til, men giver plads til udfoldelse. Og netop derfor er fantastisk, hvis man har lyst til at høre en trio finde sammen på bedste vis.

Glædeligt, at Christian Holm-Svendsen tog en pause fra sin ph.d. på the Manhattan School of Music. Men lige så herligt, at han gør det på en debut, der giver plads til alle trioens medlemmer, så bas og trommer også får lov at præge et herligt uprætentiøst, men ikke desto mindre virkelig vellykket album, som i den grad lover godt for alle medvirkendes fremtid.

Flere Anmeldelser

Jesper Hertz: Shizuka

Potentiale i nyt dansk-japansk samarbejde

Falderebet: Solen står op

Falderebet er vokset, men pænheden lurer

Jon Gordon: 7th Ave South

Musik der svæver æstetisk

Jonas Johansen: ADVENTURE TRIO

Effektive strukturer

Dicte: Let’s Escape

Dicte skyder hul i hele verden med ærlig rock

Sonic Saliva: Sonic Saliva

Masser af original sjæl i en lækker omgang med simrende retro-soul

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning