af Erik Jensen
Der står han, så den modne mand, Kuldslået af den kolde trækvind fra den kærlighed, der slet og ret bare forduftede. Forvirret langt ind i sjælen over de tider, der som bekendt må og skal henrulle, men kom til at skylle hele hans livsopfattelse med ud i bølgen. Ængsteligt skuer han til højre og venstre og ser tæt på sig konflikter, der er blevet til krige. I flammerne fra fanatikernes bål og bomber ser han ikke andet end forstenet nationalisme og religiøst overherredømme med enorm brutalitet. Trynet og duknakket står han tilbage med tvivlen, som hans eneste loyale følgesvend. Og konstaterer med et af de knastørre grin, han trods alt stadig kan hale op fra lommens dyb, at han er: ”Going from failure to failure with enthusiasm “.
Vi kan jo kalde ham Jesper Binzer og konstatere, at både han og resten af D-A-D på The Speed of Darkness i den grad bevæger sig med enorm entusiasme og at den godt og vel modne herrekvartets hørlige og herlige anstrengelser bør føre til alt andet end fiasko. Hold da op for en kraftanstrengelse af et album at komme anstigende med som en anden Don Quijote med guitarer som lanser, og rock’n’rul som slagplan mod de evigt snurrende vindmøller i en tid, hvor teknologisk skabt pop for længst har overtaget verdensherredømmet og rock er på alder med Grauballemanden. Udateret og udstillet på museum, sådan som D-A-D netop har været, endda på Nationalmuseet.
Det vil D-A-D kort og godt blæse på med deres trettende udspil, der emmer af selvtillid, skabertrang og spilleglæde. Det er som om den massive fejring af det jubilerende orkester (40 år) virkelig har givet ny damp i kedlerne. Energien er udtalt. De første knasende akkorder fra guitarer, der drøjt hugger sig ind på tidsånden i ’God Prays To Man’, der er et rullende og huggende bæst af en åbningssang.
Optimismen er til at overskue i det velanbragte håb om ’someone who cares’ – at guderne måtte begynde at bede til mennesket i stedet for vanlige, omvendte. ”They’re throwing bombs in the holy land/ Yeah, religions are killing/ The love that’s missing/ We are right at the end of the plan”, lyder den dystopiske nyhedsoversigt fra D-A-D.
Som ikke desto mindre sætter i gang med en så veloplagt og fængende melodi, at den såkaldte ’Dad-rock’ – udtalt med alverdens foragt for dette fortidige kryb fra den der berømmede ’anden tid’ – er skamløst uimodståelige. Denne udgave af ’Dad-rock’ strutter af vitalitet og vitaminer. Og sådan bliver det ved. D-A-D giver den tunge rock nogen over frakken med byger af klassiske og fine riffs, der bærer melodierne frem som humørudløsende missiler. Dem kan vi mildt sagt godt bruge nogle flere af for tiden. Svejset sammen af enorm energi i Laust Sonnes fremdeles herligt legende, jazzinspirerede trommer og den enkle, men præcise bas, mens Jacob Binzers guitarer er en funklende fin affyringsrampe for bror Jespers vokale vulkan, der gudhjælpemig har kolossal kraft i udbruddene. Og så er det hele garneret med en funklende fin lyd og velanbragte mandskor af høj kvalitet. De er virkelig en lise at støde ind i rundt omkring på albummet, tjek for eksempel ’Keep The Mother Down’.
Det er ikke kun fejringen og måske en slags accept af, at D-A-D har udviklet sig fra at være en drengebande af gode musikalske venner til at være en arbejdsplads, et ’professionelt venskab’, som Stig Pedersen kalder det i den fine, nye dokumentar, der med fordel kan ses på TV2, der har givet ny energi til ’The Speed Of Darkness’. Også både personlige og internationale kriser giver genlyd i albummets sange, der er lykkeligt befriet for bedreviden eller skråsikkerhed. Derimod stikker usikkerheden, angsten og tvivlen sine nervøse trækninger frem i de velskrevne tekster.
I titelnummeret råber D-A-D magtesløsheden ud: mod den ”Power craziness”, der lige så vel kan herske i parforholdet som i den store verden. Vi står stumme og iagttager, hvordan en hel verden er blevet konfliktsky og ikke kan stille noget op mod dem, der lader deres egen storhedstrip og vanvid sønderbombe andre.
Andre steder – som for eksempel på en af albummets vellykkede, ballader – ’Head Over Heels’ – er sangeren så forblændet af sin egen (selv)forelskelse, at han kun ser sin partners stærke aura og ikke svagheden eller hjælpeløsheden bag den. Mennesket er, tynget af den truende udvikling I verden og vores egen selvfascination bag skærmene, truet og vi kan kun håbe på ’Automatic Survival’ for ”the longest line of souls with their eyes closed”, som Jesper Binzer synger i dette funklende bud på moderne rock med endnu en kynisk opdatering: ”Yeah, by the time life starts we’re dead on arrival”. Også på den fine familiekrønike ’Crazy Wings’, ’In My Hands’, der ringer lidt af salig Gasolin’ på svanesangen ’Gør det noget’ og den indædte, nærmeste punkede ’Everything Is Gone’ vover D-A-D sig ud i delvist nyt terræn. Klædeligt.
Sortsynet til trods – eller måske rettere på grund af det, er det et uhyre menneskeligt og på mange planer mesterligt album, D-A-D har begået. Skal den kritiske pegefinger i sving, vil den pege på, at vi måske – den vil i så fald åbenbare sig – mangler den helt store sang i det lidt for omfangsrige kuld på hele 14 sange. Og at der er vel mange gentagelser i D-A-D-maskineriet, hvor melodilinjer, groove og riff hist og her lyder som ekkoer fra fortiden. Til eksempel kunne ’ Keep That Mother Down’ gynge i ved siden af ’Monster Philosophy’ i den gamle forlystelsespark. Førnævnte ’Head Over Heels’ har rester af gruppens måske bedste ballade ’Something Good’ og så fremdeles.
Det er trods alt detaljer i en overbevisende helhed – nemlig et album, der overbeviser os om, at ’The Speed Of Darkness’ er nøjagtig lige så hurtigt, som mange af os synes livet flintrer forbi. Det eneste man reelt kan gøre for ikke at blive løbet over ende af den tempotossede tidsånd er vist faktisk at stå ved den, man er og holde fast i egne evner, udtryk og tvivl. Det gør D-A-D så overbevisende, at de faktisk er vigtige. Stadig og igen.
