Af Trinelise Væring
Denne skribent, Jazzveteranen og Den Kvieøjede var igen på Tønder Festival. Det er fjerde gang, vi alle tre er på Tønderfestival sammen.
Jeg er sanger og sangskriver Trinelise Væring, der på årets festival løbende leverede anmeldelser til Gaffa.
Jazzveteranen er min jazzsaxofonistmand, Fredrik Lundin. Mens Den Kvieøjede (navnet har jeg stjålet fra Homers Iliade) er vores 21-årige datter Mercedes.
Jeg er en slags førerhund eller trop fører for denne lille flok, for det er mig, der står for stram planlægning af, hvad vi skal opleve. Jeg laver playlister på forhånd til hele familien, og jeg tjekker nidkært, om de så også har lyttet. De lader heldigvis til at være helt trygge ved min kuratering og har indtil videre ikke gjort oprør.
Vi kørte fra København i regnvejr, mens den kvieøjede annoncerede fra bagsædet, at hun havde “The Tønder Spirit”, hvilket indebar, at hun under regnjakken var iført ternet westernskjorte.
Solen kikkede frem, da vi kørte over den første bro, men da vi nåede den næste, havde solen for længst overladt scenen til regnen, som desværre var ret opmærksomhedskrævende on and off hen over festivalen.
I bilen hørte vi nogen af de kunstnere, vi skulle over at høre, og snakken gik om, hvor den kunstneriske grænse går mellem lidt for old school og new cool, og mellem at være konsekvent og bare kedelig.
Den kvieøjede bad os skrue ned, hun ville hellere høre sin egen podcast end os diskutere den musik, hun selv skulle over at opleve.
Vi ankom tidligt onsdag, fordi vi gerne ville nå irske Foy Vance’ eneste koncert på festivalen i Telt 1. Da jeg opdagede ham tilbage i 2019, blev jeg mildest talt lidt overrasket over at erfare, at han er irrer, fordi de to album (From Muscle Shoals og To Memphis) somhan udgav det år, er meget amerikanske i tonen. Når han snakkede mellem numrene, var der imidlertid ikke noget at tage fejl af.
Det er ret karakteristisk for de album, jeg har lyttet mest til er, at han har en fed Memphis inspireret blæsersektion med. Det havde han ikke på Tønder, men til gengæld var vi alle tre meget glade for hans gæst Bonnie Bishop, som fremkaldte mit første gåsehuds-moment på dette års festival. Vance selv er en fremragende bluessanger, i min anmeldelse hos Gaffa har jeg beskrevet hans stemme som ’Springsteen meets Janis Joplin’. Som sangskriver er han jo ikke i nærheden af Springsteen, men som liveoplevelse, var det en helt rigtige start på festivalen.
I skal vide, at jeg naturligvis har set mange flere koncerter på Tønder end dem, jeg har anmeldt eller nævner her. Ydermere, hvis I læser mine anmeldelser, vil I måske undre jer over, at jeg har givet så mange 5-stjernede anmeldelser.
Det er ikke, fordi alt var lige godt, men jeg har ingen fornøjelse af at sprede budskabet om dårlig musik. De mindre optimale oplevelser har jeg bare så vidt muligt undgået at skrive om, og i stedet kastet mig over at skrive om andre koncerter, jeg kunne mærke min egen begejstring for. Så kald mig bare lalleglad, men det er nu min strategi. Derfor kan jeg også let og elegant springe frem til koncerten med Katie Pruitt tidligt på aftenen i Bolero teltet.
Vi havde alle tre glædet os, fordi vi elskede hendes koncert samme sted i 2022, hvor hun optrådte alene med en enkelt korsanger. I år havde hun band med. Pruitt er en megasej og storsyngende ung queer kvinde, der bl.a. har skrevet et par virkelig gode og markante queer hymner i sangene ”Loving Her” og ”Normal”, der begge ligger på hendes debutalbum Expectations, som også er det album, jeg vil anbefale at starte med, hvis man står på her.
Den Kvieøjede var igen i år fuldstændig opslugt af Pruitt, og både jazzveteranen og jeg synes også, at det var en rigtig god koncert, omend vi alle tre var enige om, at koncerten i 2022 uden band, sådan set ramte os endnu mere i hjertet. Måske hænger det sammen med, at det seneste album bare ikke er helt så særligt som det første.
Da vi nåede frem til ekstranummeret, havde Pruitt endnu ikke spillet min favorit, “Normal”, og jeg tog mod til mig og råbte titlen fra salen. Og sørme om ikke hun kvitterede med, “we had planned to play something else but why not”, hvorefter hun byttede el-guitaren ud med den akustiske og spillede ”Normal”.
Da jeg senere mødte hende oppe i musiker-garderoben, gav jeg mig til kende, og hun svarede kækt, “yep we played it for you”. Næste morgen, mens jeg selv var dybt begravet i at skrive en anmeldelse færdig, havde jeg den fornøjelse at høre jazzveteranen råbe: “Du er i avisen”. Øjensynlig havde Politikens Simon Lund anmeldt koncerten og bemærket, at tilråb fra salen havde udløst netop den særligt gode sang.
Efter Pruitt forsøgte vi at skaffe os noget godt at spise, og det er ikke nemt på Tønder, men mere om det senere.
Vi sluttede dagen med en lille håndfuld sange fra bluegrass bandet Leftover Salmon, der fra scenen indrømmede, at havde de vidst, at de skulle spille sammen i mere end 30 år, så ville de have gjort sig mere umage med navnet. Det var festligt og de kunne sørme rubbe nallerne, som man siger.
Vi vågnede op med udsig til et koldt brusebad. Ikke bare fordi det regnede fra oven, men også fordi vores Airbnbvært, ud over en leverance af halvvåde håndklæder, og havde glemt at tænde for vandvarmeren.
Vi mødte tidligt på pladsen, fordi især Den Kvieøjede og undertegnede meget gerne ville se Guldimund og hans akustiske orkester på Open Air Scenen. De var sat på fra morgenstunden på grund af de indbudte skoleklasser. Det var et godt valg som skolekoncert. Rørende var det at opleve skolebørnene synge med på Asger Nordtorps tekster om voksenlivets mange udfordringer.
Som jazzveteran-gemalen med sit eget generelt meget voksne publikum i tankerne misundeligt sagde, ”tænk at starte sit publikum op allerede, når de er 10 år. Han dør jo selv af allerdom lang tid før dem”.
Da koncerten var ovre var vi alle 3 imponerede, ikke bare over sangene, men også over den kompromisløshed, som lå i valget af band og hele grebet om koncerten, som der er meget godt at sige om.
Mens jeg gik tilbage til ”pressecenteret” (lidt flot sagt måske, for reelt er det en skurvogn uden vinduer) for at skrive min anmeldelse, hyggede familien sig i Telt 2 med Twang, som vi alle sammen synes, er både dygtige og ikke mindst godt selskab, fordi de er så charmerende og glade for at underholde.
Spise skal man jo også på Tønder. Jeg plejer at kunne holde den gående på mangolassi, det meste af dagen. Men hjørnet med food trucks fra de “varme lande” nede ved jamteltet var i år endnu slappere bemandet. Inderen, der plejer at stå der, var faldet fra. Det kan godt være, at det er fordi vi er Københavnere, men jeg har svært ved at tro, at sønderjyder ikke også gerne vil have lidt god mad, når de er på festival.
Og det er virkeligt et problem på Tønder, det der med maden. Den Kvieøjede er vegetar, og det bliver det jo ikke nemmere af. Stram op Tønder! Siger jeg bare, vi orker ikke at spise fish and chips og pandekager i fire dage i streg. Jeg kan rigtig godt lide den sønderjyske rugbrødslagkage i Guldhornene, men man kan kun spise max et stykke om dagen.
Her er et frisk tip: På Roskilde Festival spiste jeg og Den Kvieøjede i flere omgange MIKUNA veganer-burgere. De “bor” i Aarhus, hvorfor ikke invitere dem til Tønder?
Herefter hentede Jazzveteranen sin sopransaxofon i bilen, og vi hang og ud i Fanøteltet, hvor han jammede med. Han har nemlig fået en ny mission i livet, som består i at spille sønderhoninger, (musik fra Sønderho) som er en særlig stilart inden for dansk folkemusik, som man som regel spiller til dans. En ung mand bød Den Kvieøjede op, men da ingen af dem kunne danse folkedans, blev de enige om at afstå i god ro og orden.
Senere droppede vi ind og ud igen af et par mindre gode koncerter og endte så allerforrest i køen til S. G. Goodmans koncert i Boleroteltet. Og det må man jo nok indrømme, køerne synes at være blevet længere i år.
Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg prioriterer at vi oplever kunstnerne på de små scener Visemøllen og Bolero, hvis det overhovedet er muligt. Dermed må man også være parat til at stå i kø. Jeg kunne naturligvis springe køen over med mit pressearmbånd, men jeg ville jo gerne være sammen med min familie, så vi tilbragte en del tid i køer.
Til gengæld er det også i køerne, at man møder de andre festivalgæster. Jeg gik til projekt stå-i-kø med journalistisk iver, og har således snakket med Gud og hvermand, om de kunstnere vi stod i kø til, spurgt til hvor de kendte kunstnere fra, hvilke andre gode oplevelser de havde haft på festival pladsen osv. Det har givet mig et meget godt billede af den dedikation, en stor del af publikum investerer i projektet, og jeg har således underholdt mig kongeligt med en lang række grånende mænd, med et meget veludviklet nørdegen. Og jeg har bonded med småfulde vennegrupper af yngre mennesker, der lod til at synes, at det at være anmelder for Gaffa er ret sejt.
Hvis vi tre har snakket til hver sin side i køen, har vi som regel, når vi en kommet frem til vores favoritplacering et par meter fra scenekanten, hvor man virkelig kan mærke kunstneren, men også rent faktisk høre lyden fra højtalerne, spurgt hinanden: “havde du en hyggelig kø”.
S.G.Goodman med band var en af de allerbedste koncerter jeg hørte i år på Tønder. I mine øjne leverede hun en nærmest hypnotisk koncert.
Musik er, som jeg har skrevet før, ikke en eksakt videnskab, men Goodman spillede på alle mine indre resonansstrenge. Midt i alle de akustiske koncerter var det befriende at blive fejet blæst igennem af støjende guitarer i spændingsfeltet mellem southern-rock -indie-rock og country. Hun havde et virkelig godt band med, og var med sin tørre humor og southern drawl (sydstats “dialekt”) charmerende selskab uden overhovedet at være en pleaser. Igen var det en koncert, som vi alle tre kunne enes om, var en dejlig oplevelse.
Da jeg senere på aftenen, efter at have siddet og skrevet i skurvognen, på vej til Visemøllen gik hen over pladsen foran Open Air scenen, var jubilæumskoncerten i fuld gang.
I det øjeblik spillede Jonah Blacksmith Beyoncés ”Texas hold ’Em’”. Det scorede de, så vidt jeg kunne se, ikke mange point på hos det grånende tønderpublikum, som jeg tvivler på kendte sangen. Til gengæld, så jeg en lille pige på sin fars skuldre med armene i vejret skråle med på “It ain’t Texas…”
Det fik mig til at tænke, at en ny publikumsgeneration nok står klar, men man kan jo være bekymret for, om Tønder Festivals budget kan følge med, hvis det er Beyoncé, der skal til. Lad os håbe, mindre kan gøre det.
Landreth brødrene holdt 10-års jubilæum for deres første album. Flere musikerkolleger, hvis smag jeg respekterer, havde peget mig i retning af bandet. Jeg havde forberedt mig ved at lytte til det seneste album – jubilæumsudgaven af det gamle album.
Jeg har måtte konstatere, at jeg blev ved at glemme numrene igen. Hver gang jeg hørte det, var det som om jeg startede forfra. Fordi det er lettere for mig at engagere mig i musik, når den spiller helt tæt på, havde jeg valgt den akustiske koncert i Visemøllen frem for de to efterfølgende koncerter i større telte.
Som jeg skrev tidligere, så er musikoplevelser jo langt hen ad vejen en subjektiv oplevelse. Jeg kunne sagtens nyde, hvor dygtige og hvor helt igennem velspillet og -sunget deres performance var, men jeg kunne stadig ikke mærke sangene rykke i mig. Det er for ‘slick’, for lækkert til, at det gør ondt på mig, dér hvor det skal gøre lidt ondt, for at jeg kan elske noget for alvor.
Derfor valgte jeg også at undlade at anmelde, den koncert, selv om det oprindeligt var planen. Der var ikke noget dårligt at skrive om koncerten, men heller ikke noget brændende engagement, som normalt er mit drive i at skrive om musik.
…fortsættelse følger i Del 2, der følger i morgen onsdag den 28. august
Du kan læse alle Trinelises anmeldelser fra Tønder Festival 2024 på hendes hjemmeside via dette link :
https://vaering.com/music-reviews-recommendations
