Af Trinelise Væring
Som den fremgår af del 1 var denne skribent, Jazzveteranen og Den Kvieøjede igen på Tønder Festival. Det er fjerde gang, vi alle tre er på Tønderfestival sammen.
Jeg er sanger og sangskriver Trinelise Væring, Jazzveteranen er min jazzsaxofonistmand, Fredrik Lundin, mens Den Kvieøjede er vores 21-årige datter Mercedes.
Vi startede med at sove længe, for man bliver jo mere og mere slidt som dagene går, også selv om man ikke sover i telt. Apropos telt, så regnede det fra morgenstunden, så vi forstod skam nok at værdsætte selv vores meget beskedne Airbnb.
Jazzveteranen kørte Den Kvieøjede og undertegnede helt ned til festivalpladsen, så vi ikke skulle blive inden vi nåede frem, hvorefter han fandt en parkeringsplads længere væk og blev siddende i bilen og læste avisen, mens han forgæves håbede på lysere tider/himmel.
Women’s Circle som Den Kvieøjede og undertegnede var kommet for, syntes vi var lidt spredt fægtning. Da vi gik derfra efter en times tid, stod det dog klart for os, at sangskriverlegende og queer ikon Mary Gauthier i den grad var værd at lytte til. Nøj hvor var hun sej. Jeg tænkte, hun lød som hvis Lucinda Williams havde været folkesanger. Hun så fantastisk ud og spillede og sang sig lige ind i mit hjerte. Hende må vi fange senere, tænkte vi.
Herfra var det min plan at anmelde Brent Cobbs open-air-koncert.
Brent Cobb er country singer-songwriter med Bluegrass og soul i ascendanten. Han er ikke en fornyer, men bare rigtig god. Jeg har især nydt hans 2022 album And Now, Let’s Turn to Page, der nærmest er et gospelalbum, hvor han er gået ombord i en række religiøse hymner, og i stedet for tornekrone stikker dem en cowboyhat. Faktum er, at det er et voldsomt medrivende og superswingende album, som jeg gerne giver en særlig håndholdt anbefaling, nu hvor jeg endte med at opgive at anmelde koncerten, fordi det pissede ned i lårtykke stråler. Jeg forsøgte, men blev stadigt mere våd og kold. Til sidst var min notesbog så våd, at jeg ikke kunne skrive i den.
Stakkels Cobb forsøgte, så godt han kunne, og det var der også en lille håndfuld dedikerede publikummer, der gjorde, men jeg gav op.
Den Kvieøjede, som for længst havde søgt tilflugt i et telt, valgte at blive inde i tørvejret, mens jeg bestemte mig for at fange Jeffrey Martin i Visemøllen, selvom om den oprindelige plan var, at jeg først skulle anmelde ham lørdag i Bolero.
På vejen til Visemøllen fortrød jeg for alvor valget af Adiddas sneakers med hul i som eneste festivalsko for i år.
Våde sokker eller ej: I min anmeldelse til Gaffa af Jeffrey Martin kalder jeg ham en Sangskriver af Guds nåde, og det står jeg ved. Ham skal I lytte til. Jeg valgte også at se hans koncert dagen efter, så mere om ham under dag 4.
Fredag er også dagen, hvor det fremragende Folk Spot program begynder i Klubscene-teltet.
Jeg gik selv lidt til og fra, fordi jeg jo skulle anmelde andetsteds, men Jazzveteranen og Den Kvieøjede hørte flere koncerter og kunne rapportere om en stribe vellykkede showcase optrædener fra bl.a. The Mukherjee Development, Trio Mio og Maja Kjær Si Orkester.
Så var der jo min plan at se en fuld koncert med Mary Gauthier.
Det gik desværre ikke så godt, for da vi fangede hende i telt 2, fik man hendes langt mere musikalsk ordinære partner Jaimee Harris med i købet. Hende kan jeg slet ikke kan se fidusen i og da der desuden var problemer med lyden og feed fra guitarerne, opgav vi projektet.
Jazzveteranen og undertegnede rejser alligevel til Nashville (Tennessee) om nogen uger, så vi forsøger at fange Gauthier dér i stedet.
Og regnen var stadig en udfordring, og jeg var stadig våd, men vi skulle jo holde os på pladsen, fordi vi gerne ville se Rickie Lee Jones senere.
Timerne gik med igen at forsøge at skaffe noget aftensmad, man gad spise, og så holde i skjul for de våde gaver fra oven. Vi forsøgte at engagere os i Drew Holcomb & the Neighbors i Telt 1, men det var ikke et helhjertet forsøg, og handlede mest om tag over hovedet.
Siden mødte vi nogen venner, der i samme ærinde have været til danseworkshop i Visemøllen, de havde til gengæld haft det virkelig sjovt. Det sku’ man nok ha’ prøvet.
Kl. 21.30 Efter en ufattelig pinlig introduktion fra Alex Nyborg Madsen, der tydeligvis slet ikke havde forberedt sig, og kun kunne finde på at sige, at Rickie Lee Jones havde skrevet en sang i 1973, fået nogle priser og stadig holdt sig i gang, gik hun på open-air-scenen. Regnen var i mellemtiden stoppet.
Jeg blev mindet om, hvor hårdt og dybt Rickie Lee Jones swinger. Jeg har altid vidst, at hun havde den der helt tilbagelænede beskidte timing i sin vokal, men som hun stod der med sin guitar og spillede introen til ”Chuck E’s in Love”, forstod man, hvor dybt hendes timing stikker.
“Last Chance Texaco” var også et højdepunkt for mig. Men det var ikke bare sangene fra de de klassiske album der rørte mig, også en sang som Altar Boy fra hendes 1993 album ”Traffic”, et album som jeg holder meget af, var et dejligt genhør.
Da Rickie Lee Jones fra klaveret afsluttede koncerten med ”Infinity” fra hendes 2015 album Other Side of Desire, var det rent faktisk magisk.
Jeg har gennem årerne haft flere koncertoplevelser med Rickie Lee Jones, og det har indimellem været en blandet oplevelse. Jeg var virkelig glad for at få denne her med og for at se hende smile på storskærmen. Jeg synes ellers, det er svært at få gode oplevelse på Open air scenen, men når mørket er faldet på, samler det ligesom opmærksomheden også fungerer også den scene.
Rickie Lee Jones har betydet meget for mig som kunstner. Hendes vokalstil har dannet skole, uden at nogen for alvor har kunnet gøre hende det efter. Når Alex Nyborg kun kunne finde det i sig at kreditere hende for første album og generel stamina, så er det helt forkert. For Jones har lavet mange gode og meget forskellige album over årerne. Hun har turdet noget og kastet sig ud i nye ting igen og igen.
Når jeg scroller ned ad listen over alle hendes album efter de klassiske, så er der flere album, jeg har hørt meget. Ikke mindst Pop Pop fra 1991, som jeg stadig vender tilbage til. Der er Girl on a Vulcano fra 83, som ikke så mange kender og den syrede triphopplade Ghostyhead fra 97. Fra de senere år er Kicks fra 2019 også en god plade. Når Tønderfestival på deres officielle Spotify-playliste kun har added ”Chuck E’s in Love”, tænker jeg, at det er meget uopfindsomt.
Rickie Lee Jones’ koncert var en koncert, som jeg på forhånd havde tænkt, måske ville være lidt svær at elske for Den Kvieøjede 21-årige, for hvem Rickie Lee Jones er helt nyt land. Det sjove var, at hun ville direkte hjem efter koncerten, fordi, som hun beskrev, hun følte sig så opfyldt af oplevelsen, at hun ikke ville have den visket ud af mere musik.
Jeg forsøgte næste dag at få ud af hende, hvad det var hun havde oplevet, og først sagde hun bare: “du sagde det jo selv, det var magisk”. På yderligere opfordring uddybede hun: ”Hun var bare så megaægte og sang så godt, at det ikke betød noget, at jeg ikke kender hende fra hendes prime, for jeg kan mærke, at hun er helt fantastisk. At hun er en legende.”
Jazzveteranen og jeg gik alene videre ud i natten for at høre The Wood Brothers i Telt 2. Vi kunne også have fanget dem næste morgen, men hvem gider høre groovy-soul fra morgenstunden!
Vi var godt nok stadig både våde og kolde, men det glemte vi hurtigt i selskab med denne formidable trio, der leverede ren og skær optursmusik fra første til sidste tone. 100% lige det vi havde brug for, så medrivende og velspillet og sunget med den ene folk-soul-basker efter den anden foran et publikum, der både dansede og sang.
Vi sov endnu længere om lørdagen, for der var ret beset ikke så meget på programmet, ud over at se Jeffrey Martins koncert nr. to, som jeg var meget opsat på at nå, før vi kørte retur til Sjælland. Det var vigtigt, fordi jeg ikke havde haft familien med til Martins koncert dagen før i Visemøllen, og det var en oplevelse, de ikke skulle snydes for.
Uden plan måtte vi jo improvisere og vi landede i Visemøllen efter middag, hvor Jesper Nyborg optog et af sine DR P5 søndagsprogrammer Nyborg Station med gæster. Rigtig hyggeligt var det. Sanger og Sangskriver Rikke Thomsen var en af flere gode snakkesalige gæster.
Siden gik vi en tur op i Tønder by, hvor det er et fast punkt, at vi besøger Møbelhuset med alle de smukke danske møbelklassikere, og går rundt og nyder at lade fingrene glide ned af det ene smukt forarbejdet træmøbel efter det andet.
Jeg hyggede mig siden i Jamteltet med den sympatiske ugandeser Jon Muq, der nu bor i Austin Texas. Han fortalte mellem numrene om sin (musikalske) rejse fra Afrika til USA. Bl.a. om hvordan han, efter at have lejet sit første værelse i Austin, havde søgt på nettet efter gode råd vedrørende “moving in with white people” og bare fået svaret “Just smile and be friendly”, som han fandt “not helpfull at all.”
Siden var det igen Folk Spot koncerterne og pladsen foran Klubscenen, der trak med de fine korte showcase-koncerter og dejlig fadøl fra Fanø Bryghus. Og så møder man jo altid nogen dér.
I den perfekte verden ville nogen af de mange tililende journalister interessere sig for, hvad der sker på Folk Spots-scenen. Det kunne selvfølgelig være mig, men da jeg selv er kunstner, holder jeg mig helst fra at anmelde mine danske kolleger.
Vi spiste aftensmad i den nye “Skov”, et dejligt nyt pusterum og supplement til festivalpladsens menneskemylder.
Dagens og festivalens sidste vigtige punkt for os var endnu en Jeffery Martin koncert, denne gang i Bolero teltet. Mens vi stod i kø, missede vi svenske Melissa Horns koncert, som jeg også gerne ville have set. Men sådan er det jo. Hver gang man vælger at se noget, vælger man jo noget andet fra.
Jeffrey Martin var igen helt fantastisk. Selv Jazzveteranen, der ellers mener, at han er genetisk disponeret for IKKE at kunne opfatte tekster, når de bliver sunget, og derfor mister noget af det vigtigste ved de mange sangskrivere, jeg trækker ham rundt til, nød alligevel koncerten, fordi han, som han sagde, værdsatte den gode blanding af oprigtig skrøbelighed og professionalisme og fordi, “man tror på ham”.
Martin blev i øvrigt mere og mere snaksaglig, og efterhånden som himmel og hav stod mere og mere i et og vinden ruskede faretruende i teltet, opstod sådan en vi-er-de sidste-tilbage-på-Titanic-stemning, hvor alle inklusiv stagemanageren, der bad Martin fortsætte over tiden, var klar over, at vi ikke kunne forlade teltet, medmindre vi var i gummibåd.
Det blev til masser af sange, Martin ikke havde spillet dagen før, bl.a. fordi han igen fra starten sagde, at publikum var velkomne til at bringe sange i forslag. Jeg fik råbt min request og fik derfor “Hard Year”.
The house looks the same as it did
And that’s how things have been
Mom calls me her “long lost kid”
Just like always
It’s been a hard year
But I don’t wanna talk about it here
It’s been a long fall
But I’m climbing out
Da stagemanageren til sidst mente, at vi kunne forlade teltet, gik vi forbi Millstream Records, fordi Den Kvieøjede ville eje Martins vinyl. Det passede perfekt, fordi han sad netop klar dér til at signere. Jeg fik så også anledning til at fortælle ham, hvorfor jeg som mor til datteren, hvis album han sad og signerede, netop synes, at ”Hard Year” er så særlig rørende. At forestille sig, at ens voksne barn kommer hjem på besøg og har brug for trøst og kærlighed, men ikke vil bebyrde sine gamle forældre med sine problemer, er da bare for trist.
“Oh my parents said the same thing” sagde Martin.
Vi havde forestillet os, at vi skulle slutte af med Western swing bandet A Sleep at the Wheel, men ved tanken om 3 timers køretur til København muligvis i plaskende regn, blev vi enige om at køre hjem, mens legen var god.
Ja det gør vi nok, men vi må finde en anden måde at bo på, som ligger tættere på pladsen så man kan gå hjem og slappe lidt af. Der går, som Jazzveteranen sagde, for meget tid, hvor man bare går rundt og venter på det, man egentlig gerne vil høre.
Ja det var der, for selvom en virkelig god ting ved Tønder Festival netop er, at kunstnerne optræder flere gange, så går man glip af noget den ene dag, kan man måske fange det den næste. Det lykkedes mig fx ikke at fange Phosphorescent, Xabi Aburruzaga, Vincent Neil Emerson eller Rodney Crowel, som jeg også gerne havde oplevet.
Jeg må også igen konstatere, at det er sangskriverne, der sætter mit pis i kog. Bliver musikken for fingerferm, for frisk i tempoerne, er der for langt imellem de blå toner, eller er teksterne ikke et centralt element, bliver jeg kun mildt engageret. Sådan er jeg nu en gang indrettet.
Da vi kom hjem, var kolonihaven heldigvis ikke svømmet væk i regnmasser, som jeg forestiller mig teltene på campingpladsen må have været. Om campingfolket overhovedet har kunnet sove i deres telte den sidste nat, er jeg virkelig i tvivl om.
Her til morgen kunne jeg konstatere, at roserne foran vores lille træhus i vores fravær havde remonteret, som det jo hedder, således er der også en verden efter Tønder Festival.
Kan man tåle mere Americana og amerikansk inspireret roots musik, er der Nashville Nights i Odense midt i september, hvor bl.a. jeg selv og andre danske americana/nordicana bands skal spille. Der er naturligvis også Amerikanske og canadiske kunstnere på programmet. Jeg glæder mig fx til at opleve canadiske Kathleen Edwards for første gang.
Du kan læse alle Trinelises anmeldelser fra Tønder Festival 2024 på hendes hjemmeside via dette link:
https://vaering.com/music-reviews-recommendations
