AF BRIAN PETRO
Altid hyperaktive og alsidige Emil de Waal er her nu med sit ”første egentlige soloalbum”, som det lyder i pressematerialet. Tjo, tja, tænker man så, når man erfarer at ni og ud af ti numre er duetter med inviterede gæster. En soloplade? I den grad, for et soloalbum skal tegne hovedpersonens profil, og det må man sige, Fire øjne gør formidabelt. Emil de Waal har ’hands on’ på alt her: Musikken, arrangementerne, konceptet og ikke mindst producerrollen. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvem der sidder i chefstolen. Og så er duoformatet ikke udyrket land for den interaktive trommeslager, der har lavet musik på tomandshånd det meste af sit musikerliv, især sammen med den elektroniske musiker Spejderrobot og gennem et mere end 25 år langt makkerskab med multimusikeren Gustaf Ljunggreen.
Vi får syv originalnumre fra de Waal og to nyfortolkninger af musik fra to store ikoner i jazzhistorien, Charlie Haden og Duke Ellington, og som altid dukker en melodi op fra Emils barndom, ’Regnvejrssang’ fra Jannik Hastrups Cirkeline-film med Fredrik Lundin på basfløjte. En lille genistreg i sig selv. Lundins medvirken i projektet er et højdepunkt, især på Ellingtons ’Limbo Jazz’, hvor han med sit sparsomme, men præcise barytonspil får doseret og valgt tonerne nøjagtigt, så man får en klar fornemmelse af nummerets harmoniske grundlag.
Men det er ikke alle medvirkende musikere, som Emil de Waal kender lige indgående. For nogles vedkommende er det et førstegangsmøde med kapelmesteren, og her bliver det rigtig interessant. Nyd for eksempel to meget forskellige numre sammen med det lovende guitartalent Rasmus Oppenhagen Krogh på titelnummeret og ’Halvfirs fems’ og ligeledes to numre med saxofonisten Cecilie Strange, hvor især nummeret ’Så’ balancerer flot mellem elektronik, effekter og tenorsaxens luftige energier. Det hele rundes smukt af med en eksperimenterende nytolkning af Charlie Hadens dejlige ballade ’Silence’ med den amerikanske pedalsteelguitarist Susan Alcorn, som her nærmest bortfører nummeret ind i et fremmed territorium og en ny tid.
Et helstøbt, veldisponeret og personligt album, nedtonet og langt mere introvert, end man lige forbinder med Emil de Waal. Men hvad gør det, når samtalerne flyder så legende, frit og i øjenhøjde som her?
Emil de Waal (dr, elektronik m.m.), Fredrik Lundin (b-fl, bs), Rasmus Oppenhagen Krogh (g), Cecilie Strange (ts), Henriette Groth (prepareret p, cl), Susan Alcorn (pedal steel g)
