Folkeklubben blev dannet i 2011 af Kjartan Arngrim, Rasmus Dall og Rasmus Jusjong. De lagde ud med at spille på gader og stræder, i Folkets Park og på Mændenes Hjem i København, og deres første koncert på Fyn var på Den Smagløse Café i Odense.

Men det var så langt fra smagløst det gruppen havde gang i. Tværtimod. Deres iørefaldende folkpop blev serveret til folkemunde med observerende og eftertænksomme tekster, der var fulde af poesi, pli og nødvendighed. Skabt via åbne øjne og øre, og helt uden løftede pegefingre, men med lysten til at løfte os alle nye steder hen, hvor et værdisæt på en vægtskål vejer mere end en vækstkurve, og hvor viljekraft og fri filosofi rent faktisk kan fungere som bæredygtig energi.   

Siden har de finpudset udtrykket, øvet sig, og spillet sig op til at kunne fylde KB Hallen, og til at være et trækplaster på landets største festivaler. Pudsigt nok har de dog deres debut på Roskilde Festival til gode, men det er måske mest af alt fordi tekstforfatter Kjartan Arngrim endnu ikke har sendt sine poetiske indspark i cirkulation via TikTok og fået sine 15 sekunders berømmelse der?

Seks album er det blevet til – det seneste Mer’ end en klub udkom sidste år – og viste at de er et band, der fortsat har vokseværk i både tekst og musik.

Frit citeret fra et af bagkatalogets gyldne øjeblikke, sangen ’Danmarksfilm’ , som de også genindspillede med Suspekt, så er Folkeklubben ’godt for det som er oppe i vores hoved’. For de formår noget så forholdsvis sjældent, som at give både næring og nydelse, for såvel hjerne som musikhjerte, og er et fantastisk eksempel på at også folk-pop genren kan have både kant, karakter og kompleksitet.

Bandet har fortsat kun tre faste medlemmer, men er ingenlunde en lukket klub. LIVE er de som ofte udvidet med en bassist, i de senere år i form af Mark Kühn (Katrine Schmidt m.fl), der tydeligvis har fået lov til at sætte et mærkbart rytmisk aftryk.

Stilstand er således langt fra det fremherskende sindelag i Folkeklubben, og derfor var det måske ikke  så overraskende endda, at de takkede ja, da Odense Symfoniorkester (OS) inviterede indenfor.

Folkeklubben + OS optrådte første gang sammen til åbningen af HCA Festivals i Odeon i sidste måned, og nu skulle de så optræde med to fulde koncerter den 12. og 13 september i Musikhuset i Odense.

Således udvidet med 54 orkestermedlemmer indtog Folkeklubben scenen den 12. september, hvor All That var til stede, og der blev velvalgt lagt ud med ’Drømmene vågner’.

For i virkeligheden er det drømmene der skal føre os ud af samtidens verdensomspændende suppedas – og hvorfor ikke lade musikken vise os vej, som Arngrim så ganske rammende argumenterede for i præsentationen af ”Det de kalder musik” der på smukkeste vis åbnede andet sæt med bandet, der om nogen taler af erfaring med deres egen vejen fra Mændenes Hjem til Musikhuset i Odense.

14 numre blev det til med OS. Alle i stemningsfulde og flotte arrangementer, der ikke flyttede Folkeklubben markant væk fra udgangspunktet, men pakkede dem pænt ind. Til tider måske lidt for pænt, fremfor at blive foldet ud. Et nummer som ’Coltrane confusant’ kunne f.eks. godt være blevet rusket lidt mere af blæsersektionen uden at have forstyrret helhedsindtrykket.

Til gengæld luftede klubben også numre, der normalt er mindre aktive på sætlisterne; ”Byens kro” og ”Missionshotellet”, og de tryllebandt begge, som de rene vinderslag.  

Denne skribent var i selskab med min ældste søn, der kun kendte Folkeklubben overfladisk, og en netop prisbelønnet musikformidler med ledsager, hvoraf ingen af dem rent faktisk ikke kendte klubbens katalog på forhånd. Og alle var de ovenud begejstrede og godt underholdt. Måske fordi det hele virkede så ægte, at det musikalsk sad lige i skabet, og forbi de behagelige og nedtonede arrangementer også satte yderligere fokus på de mange gribende og rammende tekster, som Kjartan med vanlig underfundighed og skarphed gav fine oplæg undervejs. At han så en enkelt gang præsenterede et nummer for tidligt var vel kun med til at understrege aftenens pointe. Der gælder ikke om at levere det perfekte, for som Kjartan sagde fra scenen: ”Der findes faktisk et niveau over det perfekte. Ved i hvad det er?. Det er nærvær”.

Og nærvær var der masser af i sange, der alle bevægede i et omfang, så publikum først på opfordring og siden af egen kraft da flere gange i samlet flok måtte rejse sig fra de bløde stole.

Og med det syn må det trods alt have været tæt på den perfekte aften for Folkeklubben. På spørgsmålet om hvordan Folkeklubben her bagefter opfattede de to aftener, og hvordan samarbejdet med OS i det hele taget var kommet i stand, fortæller Kjartan Arngrim til All That –

”Vi havde en stor oplevelse. Det var deres ide og ikke noget vi havde tænkt på. Måske mest fordi vi vægrer os ved at spille for siddende publikummer: du får dem nemlig aldrig op igen! Og så kan vi godt lide kampen med og friktionen fra stående publikum på et spillested en fredag eller lørdag aften, hvor du skal finde et særligt gear for både at stå på festen og fordybelsen. Det er en god sport, der holder dig skarp som musiker og performer. Men så kontaktede de (Odense Symfoniorkester) os og inviterede indenfor og netop koblingen af Klubben og symfoniske arrangementer og det store orkester var selvfølgelig mere oplagt i en koncertsal og afgjort noget vi kunne finde på at gøre igen. Vi gav arrangøren Rasmus Hamer Henriksen aldeles frie tøjler og rettede ikke et komma/en takt i hans unikke arrangementer og samarbejdet med den herboende skotske dirigent David Riddle og orkester var en fornøjelse!”