Nyheder

30. oktober 2024

Frit Udsyn

Live-Session video bygger videre på historien om et band, der har både indsigt og udsigt

Foto Emilie Røndal

Skrevet af Mads Kornum

Den 6. september udkom det længe ventede debutalbum Indsigt/Udsigt fra Udsyn, hvis fem medlemmer – Victor Ravn (guitar), Ole Røndal Kjeldsen (piano), Morten Heide (synth,) Marc Ceglarek (trommer) og Johan Kjær Houver (kontrabas) – er en harmonisk og dynamisk enhed, som på mange måder repræsenterer bandmedlemmernes forskellige afsæt i musikalske baggrunde, der genremæssigt spænder fra hardcore og punk til pop, klassisk og traditionel jazz.

Udsyn er således ikke ’bare’ et nyt skvulp i den spirende nye nordiske jazzbølge. De udfolder sig smidigt i et musikalsk univers, der kort og ikke mindst godt, lyder som en ny definition på ’jazz med mere’.

Der bliver konstant suget fra de kreative kilder, og stilarterne blandes med flair og fagligt belæg for at udtrykket både har plads til detaljerne og de enkle virkemidler, så det samlet hørt giver en atmosfærisk og cinematisk sammenhængskraft, der hver eneste gang gør indtryk.  

På debutalbummet er der masser af nærvær og nysgerrighed i det åbne landskab, der passerer i vidt forskellige tempi fuld af malende melodiske favntag, lyriske og legende toner, elektroniske spændingsfelter, og ikke mindst rytmiske romancer. Der spilles både udfordrende og inderligt, og intet synes givet på forhånd på et album, der kaster nyt fra sig ved hver gennemlytning.

Musikken mærkes hele vejen igennem som en levende og bevægende mekanisme, og derfor overrasker det heller ikke at Udsyn nu udsender en live-session video til nummeret ”Det varer ikke ved”, som oprindeligt var en single på lidt over 4 minutter, men nu foldes ud over næsten 9 minutter. Det giver ligesom selve albummet en lytteoplevelse langt ud over det sædvanlige.

Udsyn har med debutalbummet og den aktuelle video i den grad understreget at det ikke var tilfældigt at de i år var en del af finalen i JazzKonkurrencen på Jazzhus Montmartre sammen med Vingborg/Valencia og Musvit.

Deres frie tilgang til genrer flytter noget, rører noget, rammer noget, og er mest af alt med til at bekræfte at den danske jazzscene lige nu er måske mere spirende og uforudsigelig end nogen sinde.

Jeg tænker personligt, at der er meget mere i Udsyn. Men find nu selv indsigt via dagens VIDEOPREMIERE.    

Seneste Nyheder

Hørt! | Live

Resonator Festival – Odense – 08.11.24

Verden er fuld af musik, og på eventyrlig vis samlet en gang om året i Odense

Nyheder

Dagen er slukket og faldet på plads

Johnny Madsen er død - 73 år gammel

Nyt

Quincy Jones er død 91 år gammel

Showbizz legende med hang til jazz, film og soul

Nyheder

Lyden af synthesizere som summende biler

50 ÅR med Kraftwerks 'Autobahn'

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning