Hørt af Niels Christensen
Den canadadiske singer / songwriter Gino Vannelli har altid stået for maskulin, kraftfuld og melodisk overdådig flot musik. Siden sin debut i 1973 som blot 20-årig har han formået at bevare sin status som en af den progressive pop / rocks mest personlige og altid kvalitetsbevidste kunstnere. Vannelli er kort sagt en sanger i verdensklasse med et imponerende klangregister og samtidig en intellektuel poet.
Jeg fik et interview med ham (Jazz Special # 132 i 2013), hvor han gjorde det helt klart, at han tænkte på andet og meget mere end ”bare” at være en dygtig musikskaber og sanger. Han sendte et signal om en jordbunden og klarttænkende musikkunstner, men som i den grad også er opmærksom på hvad der sker omkring ham. Jeg forestiller mig at han har med en slags effektivt fungerende 360 graders radar, der registrer livet, tager bestik af alt og lader det være med til at forme såvel hans musik, hans tekster, og hans performance – kort sagt alt hvad han indeholder og efterfølgende projicerer.
Sidste gang jeg havde fornøjelsen af at høre Vannelli live var ved en koncert med en svensk / dansk trio med intense, akustiske udgaver af nogle af hans bedst kendte numre. I Amager Bio var det en uhyre velspillende og stensikker gruppe, der lagde fundamentet for Gino Vannelis optræden. Med en knejsende fanfare indtog han scenen så elegant og selvsikkert som en 25-årig balletdanser. Helt klædt i sort og med det grå hår brusende i en velsat frisure, fik vi herefter en 75 minutters gennemgang af hele Vannellis karriere.
Samtlige sange sad 120 % i skabet, og de ofte komplicerede arrangementer blev effektivt og uhyre præcist dirigeret af arrangøren – Vannelli himself, selvfølgelig. Det repertoire er med garanti blevet øvet igennem utallige gang, men lod også musikerne vise hvad de hver især kunne byde ind med i korte, effektive og ofte blærede soli. Med på scenen var også to unge danske musikere, der indgik stensikkert i backingen.
Men det absolut fedeste ved koncerten var Gino Vannelli himself! Hans stemme, der allerede i karrierens første par årtier havde en intensitet og sangmæssig kvalitet som ingen andre, lød som den gjorde dengang; klar, kraftig samt ikke mindst med perfect pitch. Fantastisk flot af den 71-årige canadier. I balladerne og i de mere enkle numre stillede Vannelli sig overmodigt med højre hånd på mikrofonstativet og venstre koket i buskelommen, som om han ville signalere at ”det her gør jeg sgudda dagligt…”
Jeg ved ikke om det kommer til at holde året ud, men denne koncert med Gino Vannelli har været 2024s bedste og samtidig mest overraskende. Mit 17-årige barnebarn, der bestemt ikke overrender spillestederne, kunne, da vi fuldstændig mættede af musik var på vej til Metroen, tilstå med disse ord: ”Pyha – det var en voldsom positiv overraskelse!”
De ord blev morfar glad for.
Gino Vannelli (voc, dir), Michael Mølhede (tp), Patrick Lamb (as), Johan Bylling Lang (ts), Jay Koder (g), Greg Goebel (keyb), Damian Erskine (b), Reinhardt Melz (dr).
