’Ka’ ik connect’ er titlen på et af de numre fra SØN, der stadig bliver ved med at give. Bandet med den karakterfulde Kristoffer Jessen i front har efterhånden tre stærke album bag, og er som sådan nogle af de mere rutinerede fra den upcoming scene, der primært præsenteres på SPOT festivalen år efter år.
Men SØN overbeviste dog om at de med garanti stadig står med fødderne på et af nederste trin til en længere optur. De havde så meget at byde ind med. Deres album er gode og levende, men det er live der for alvor kommer den tænding på, der gør en afgørende forskel. Ikke mindst fordi bandet – trods sin markante frontfigur – opererer som en sammenspillet enhed, der både kan og vil give det ekstra når musikken luftes ude i virkeligheden. Intenst og energisk bliver en søn til en mand, med barndommens ufiltrerede nysgerrighed og legesyge i behold.
Det var stort at se bandet samle folket foran den lille Trailerscene ved Aarhus Congress Center. De ejede den scene, der blev indtaget med selvtillid, lækkert hår, og den slags sange, der har den frækhed at dufte både af forår og liderlige lår.
Selvtilliden var også i orden hos Victor Aage, der blot har udsendt to singler. Han indledte sin showcase med en lille intro video kørende om hans tanker omkring de sange, der ikke kun er skabt i medvind. Med et stærkt band i ryggen præsenterede han fire sange, her i blandt hans mere end lovende singler ’Too Georgeous’ og ’Federico’. Singler der placerer ham som det nok største sanger/sangskriver talent på den danske musikscene lige nu, sammen med den nogenlunde jævnaldrene Vincent Ryder, der underligt nok ikke var på årets festival.
Begge trækker de med egen originalitet – ikke mindst i deres vokaler – tråde til salig Bowie. Ikke den værste inspirationskilde at drikke lidt fra i ny og næ. Sikke en stemme, og sikke nogle sange at starte på. Han agerede som en diamant, der ikke engang virkede usleben, selvom han nærmest lige har vinket farvel til teenager årene. Ham kommer vi helt sikker til at høre meget mere til.
Det gør vi forhåbentligt også til Filuka, der har to fuldlængde album bag sig, og en del singler, senest ’Hovedet på blokken’. Med et fuldblods blown-away band bag sig med to på beats og effekter, en på bas, en på guitar, en på trommer, og en blæsersektion med trompet og saxofon var der på Green Stage i Aarhus Congress Center lagt op til dansk rap med ambitioner om mere end floskler i en fart. Det her var poetisk rap i et melodisk mix af soul og hiphop. Ordekvilibristen Filika var så overbevisende at det må ryste andre steder end i undergrunden. Der var power på alle parametre. Det var fest og det var alvor, som i den rørende nye sang ‘Dæmoner’. Det var bevægeligt og bevægende, og så har man hørt det med at et publikum til en hip hop koncert spontant klapper over en saxofon solo. En gåde at hun endnu ikke har været på plakaten i Roskilde
Men det er der så mange andre der ikke har. F.eks. Ki! Og det selvom hans optræden her på SPOT i den grad understregede at han med sin trio har fundet ’the Ki! To the Highway’ et sted i mellem Danmark og Sydkorea og sjove randområder. Ligesom Khruangbin, der i parentes bemærket er booket til årets Roskilde Festival, formår Ki! at tryllebinde med et nærmest hypnotisk take på en hybrid af genrer. Det er filmisk, det er billedrigt, og med en tæt rytmesektion bestående af Simone Tang på bas og Jens Bach Laursen på trommer, så blev publikum taget med på en overrumplende rejse bestående af syv numre, der havde både insisterende sammenhængskraft og individuelt overskud – ikke mindst i det groovy og drømmende nummer ’Cuidado’.
Koncerten var på den udendørs Bassinscenen ved Musikhuset, og også her var der dukket masser af mennesker op for at få sig nye input til deres livs soundtrack. Det fik de takket være Christian Ki, som en del nok vil huske fra hans tid som guitarist og producer for Mathilde Falch.
Hende nåede vi ikke at opleve, men hun havde efter sigende givet en glimrende koncert på Salling Rooftop, der tidlig lørdag eftermiddag var fyldt til sidste plads trods grå himmel og støvregn.
Og publikum var blevet for We Do Music havde budt på et helt ’Day Party’ med først The Mukherjee Development, siden Miriam Mandipira & The Soul Family, og så nu Baby Did a Bad Thing.
Americana bandet, der blev danmarksberømte, da Jonas Vingegaard udnævnte dem til sit favoritband i forbindelse med sidste års Tour De France sejr.
Især nummeret ”The More You Love” havde gjort de sure timer på cyklen mere elskelige for øregangene hos den sympatiske supermand Vingegaard. Det var da også et nummer, der ligesom det indledende ”Let Me In”, og det efterfølgende ”In You I Found My Home” føltes som vellykkede udbrud, eller som de solstråler, der var svært savnet denne lørdag. Det var roots musik på højt international niveau. De lukkede med det helt nye nummer ”Looks like rain”, der blev afsluttet med noget så sjældent som en længere slide-guitarsolo fra frontmand Jonas Fjelsted. Det gav velfortjent et langt, spontant og velfortjent bifald.
Så NOTE til alle band med dygtige guitarister. De må godt få plads, det er ikke farligt. Publikum kan godt tåle det, de vil godt lægge ører til!
De vil med garanti også gerne lægge ører til en god vokal, og nogle stærke vedkommende sange, selvom de er skrevet af en person, der er rundet de 40 år uden at have fået et kommercielt gennembrud.
Med fortryllende udgaver af mesterlige sange som ’Rome’ og ’Dancing in Air’ beviste Lasse Matthiessen at han stadig er en af landets bedste (og mest) oversete sangere og sangskrivere. Er du før faldet for f.eks. Jacob Bellens, så snyd ikke dig selv for at tjekke Lasse Matthiessen ud, om ikke andet via Tysk radio, der allerede har en forkærlighed for ham.
Og sådan fandt vi stjerneskud i alle genrer, og i forskellige aldre. Og det bedste var at publikum virkede lige så nysgerrige og sultne, som os branchefolk. Det gav noget tro og håb at opleve den kærlighed til musikken, som publikum et udtryk for.
Smag på dig selv gik forrest, de fleste gik med, men i alle retninger. Jeg fik mest af alt lyst til at starte et punkband.
