Den rutinerede og flittigt benyttede ‘sidewoman’ Gry Harrit (Sebastian, Poul Krebs, Moonjam, Backseat, Allan Olsen o.m.a) er på sit blot andet udspil i eget navn i godt musikalsk selskab på en EP – der nok rykker fem skridt frem, men dog næppe vil transformere hende til ”årets rock håb” i denne omgang. Men det er så heller ikke det der er på dagsordenen.
Pladen, der er skabt i tæt samspil med producer og guitarist Finn Verwohlt (TV-2, Lars HUG, Elisabeth, Sort Sol, Janes Rejoice, Miss B. Haven o.m.a) og indspillet analogt med den mere end driftssikre rytmegruppe Jon Bruland og Kasper Foss – er lyden af klassisk rock – præsenteret med egne ord og på egne præmisser.
Fem numre på godt 23 numre – tre regulære rocknumre – ”Godt du kom”, ”Ta’ det tilbage” og ”Er der nogen?”, den mere groovy fætter/kusine ”Venner og fjender” og så en dejlig doven ballade ”Denne sommer” – med en blid og mørk Jon Bruland bas, der kunne lyde som om den er vokset op på samme gang som Lou Reed. EP’ens klart stærkeste kort – og mest langtidsholdbare moment.
De musikalske kvaliteter kan reelt ikke debatteres – dette band spiller ganske enkelt bare glimrende – og Gry Harrit er en fuldblodssangerinde, der kan sine sager. Til gengæld mærkes albummets grundsten – sangene – i mine ører ikke helt slidstærke nok – og de og kommer aldrig helt ind under huden og lagrer sig.
Som nævnt er det fedt nok, og det er undervejs fed rock – men flere af sangene virker nu lidt for tynde. De holdes dog oppe af en 70’er og Sneakers likende lydkulisse og den solistiske strengeleg , som en veloplagt Finn Verwohlt tilsætter. Tjek f.eks. åbningsnummeret ”Godt du kom” – og den tunge og rå indledning, for ikke at tale om den mere end minutlange guitar bårne afslutning, der i den grad farver et nummer i en retning så ordet ’skønmaleri’ får en helt ny betydning. 5 minutter og 36 sekunder i omdrejninger, der gør det helt naturligt at synge med på linjerne – ”Det var godt du kom, ind i min verden”.
For Gry Harrit er først i en moden alder sprunget ud som solist – debutalbummet kom i 2015 – og trådt helt frem som den DIY woman, som hun reelt set nok altid har været. Det høres, at hun er en person, der ved hvad hun ikke vil og hvad hun vil, og også godt ved at hun endnu ikke er i mål.
Derfor mærkes sangene her på “Transformer” måske også mere som gedigne og solide øjebliksbilleder – der mere fremstår som et spændende levedygtigt visitkort end et svendestykke. Men konklusionen efter et “Album” og en EP er uanset hvad, at Gry Harrit og Finn Verwohlt er lykkedes med at opridse et billedet af artist, der både har stemme, personlighed, og power til at stå forrest. Ser allerede frem til næste transformation.
