Den 16. marts 2024 fik publikum i en næsten fyldt KoncertKirken i KBH (Blågårdsgade) sig en af den slags oplevelser, der om nogle kan betegnes, som en af de helt unikke.  

De fik ihvertfald set og hørt et instrument, som ingen havde set magen til før, og som havde taget manden bag – IB aka Ian Brodersen fra Buresø – hele fire timer at sætte op – og mere end 20 år at udvikle fra idé til sin færdige form.

Af 400 gamle metalfade og -skåle har han bygget en art slagtøjsinstrument, som han kalder en Inoxfon. Inox betyder rustfrit stål på fransk.

Opstillingen måler 4×8 meter og rager cirka 240 cm op i landskabet. Ikke en eneste skål eller fad hænger tilfældigt. Cirka 250 – er hængt op med aflagte cykelslanger i stativer og rammer. Der er nøje gennemtænkte og afprøvede principper bag. Og et utal af forsøg og versioner. 

Hvor én ramme er ordnet som et klaviatur, er andre ordnet efter principper som heltoneskala, harmonier, klang, stemning og overtonefællesskab. Hvor nogle fade hænger lodret, ligger andre vandret. Dét er der også en mening med. Mens en sektion af skålene er ordnet efter kvintcirklen, er en anden mere tilfældig både klangligt og i stemning. En helt tredje sektion er dækket af et tyndt lagen for at skabe en helt tæt klang.

Ved siden af ligger percussion- og trommekøller, bambuspinde samt hjemmelavede violinbuer af hasselpind og fiskesnøre med masser af harpiks på. Grejet bruges til at spille på inoxfonen med.

Og ikke mindst til at lave avantgarde musik, der er lige dele mol-baseret, psykedelisk og filmisk og emmer af associationer til både orientalske gademarkeder, middelaldermesser, lydhealing, australske bush trips, og en fremtid, hvor genbrugen for alvor har fået genklang i alt i vi foretager os et sted imellem himmel og jord.

I koncertkirken gav IB prøver på Inoxfonens virke, og vi fik samtidig udvalgte båndede optagelser fra albummet Upserver, der udkom digitalt den 22. marts 2024.

En totaloplevelse, der bedst kan beskrives som installationskunst med en lydkulisse, der rummer en udefinerbar handling til fri fortolkning.

Albummet rummer 9 numre, der udspilles over 33 minutter. Du får ikke serveret noget på et fad, men må selv lade paraderne falde, og begive dig ind i det ukendte terræn. Det er reelt mere lydlandskaber end musik, men særligt i numre som ’Nordly’ og ”Reality Augmented’ er der dog et insisterende rytmisk drive, der får vækket mere end det billedskabende i ens indre univers.      

Det er et album, der fortjener at blive opført i sin helhed i nogle af landets største kirke, med levende musikere, og dansere. For det er i indlevelsen af installationskunsten, og dens lydkulisse, at forståelsen for værket for alvor opstår. Det er her den virkelige og genbrugelige værdi findes. Ikke i det digitale album i sig selv.

Bæredygtigt genbrugsprojekt

Det er svært ikke at have sympati for dette projekt og tankerne bag. Det er i den grad særegent, og gennemført til mindste detalje.

Tilbage i 2000 var Ian en dag i klunseteltet på den lokale containerplads. Her kom han tilfældigt til at støde to metalskåle sammen. De stemte ‘som en ren kvint’, husker han. Og fra den dag af var han besat. Af metalskåle og -fade og de vilde potentialer i de iboende lyde og klange i det rustfrie materiale.

Snart kom han på idéen, at han ville bygge et instrument ud af det indsamlede køkkengrej, der er kommet løbende til gennem årene. Et projekt, der har taget ham mange år at komme i mål med og som for alvor har taget sådan rigtig form de sidste tre år. Præcis hvor lang tid Ian har brugt på instrumentet, aner han simpelthen ikke. Men uden tvivl er der brugt tusindvis af timer på at banke klangen frem på og stemme hundredvis af rustfri fade og skåle. Og så har han trasket fra genbrugsplads til genbrugsplads og fra genbrugsbutik til genbrugsbutik for at erhverve sig danskernes aflagte metalskåle og -fade.

Nu har han så endelig fået skabt et resultat af anstrengelserne, et album, som et vidnesbyrd om genbrugets værdi og evnen til at se og høre muligheder, selv når man står i et klunsetelt på en containerplads. Dét er Ian Brodersen historien om: At skabe anti-affald af affald. 

Inoxfonen er et musikalsk upcyclings-, eller måske rettere upservingprojekt. Med projektet håber Ian at inspirere os til at blive bedre til at se og høre mulighederne i det, der er givet – og i de ting, der umiddelbart har lav værdi for mange af os. Muligheder kan opstå hvor som helst, og det er dét, IB gerne vil vise os.

Og er der noget helt særligt, han selv har lært af sit upservingprojekt, er det ikke at smide noget ud, selvom det umiddelbart ikke kan bruges.

 ‘Jeg ved jo aldrig, om jeg en dag finder en ny måde at udnytte det på,’ lyder det fra Ian, hvis CV blandt andet tæller kompositioner og lyddesign indenfor film og teater på fx Det Kgl. Teater, Aveny-T og Grønnegårds Teateret.