Dette solo album fra danske Jake Green er i den grad skåret ind til benet. Det er kort sagt en mand, hans guitar, hans stemme og hans egne tolv nye sange.
Et godt stykke fra den bombastiske og direkte lyd man ofte hører ham i med sit Jake Green Band. Og det klæder ham i den grad, at han med færre virkemidler kan vise endnu flere nuancer og facetter. Ikke mindst som sangskriver. Albummet rummer nemlig både den meget klassiske, nedtonede og enkle akustiske blues – samt den mere rytmisk funderede blues a la den vi kender så godt fra f.eks. Paul Banks. Hertil et par numre, der helt naturligt sætter Tom Waits på nethinden, og så ikke mindst en håndfuld mere rodfyldte singer/songwriter prægede numre.
Og i denne skribents ører er det ikke mindst i rollen som singer/songwriter , at Jake Green udvider sit format afgørende. Sange som ”Time Stand Still” og titelnummeret ”Rough Spring” sætter i den grad sangen i fokus. Her er det ikke Jake Greens ellers altid imponerende voluminøse stemme man lægger mærke til først. Det er selve sangen, der tiltrækker den fulde opmærksomhed. Helt fantastiske fortællinger, der begge refererer til minder om en afdød far – og som begge får næsten fem minutter at folde sig ud i. Jake Green viser på smukkeste vis, at han som sanger også er god når der er banket lidt rust af, og skruet ned for power knappen.
Disse to numre er uomtvisteligt i international klasse, ligesom ”Six Feet Down” er det. Et fængende og melodisk nummer, der har en underlig grad af genkendelig over sig, som var det et glemt Stephen Stills nummer, der pludselig var dukket op igen. Andre perler er ”Old Yellow Moon” og ”Ho-Hum”, hvor stemmen virkelig viser sig fra sin mest rå side. Musikalsk føles det som et respektfuldt møde mellem Tom Waits og Paul Banks.
Men allerede albummets første 39 sekunder – det rene vokal nummer ”Gonna Tell” – understreger, at Jake Green mener og vil noget med det her album. Det et album, der har noget på hjerte – og et album, der rummer mere end bluesens mere eller mindre standardiserede sange om sump, søle og smerte. Teksterne er stadig fulde af genrens normale metaforer, men alligevel mærkes der undervejs både personlighed, refleksion og nærvær på tekstsiden.
At nye numre indenfor den helt klassiske blues også stadig kan noget er den afdæmpede ”Still In Love” et eklatant eksempel på. Det er simpelthen på et niveau, som man ellers skal hedde Troels Jensen for at levere . I alt indeholder “Rough Spring” 39 minutters musik – uden faldgruber – selvom at albummets to sidste numre “Valentins Song” og “Goodnight” måske nok lukker albummet på et mere gennemsnitligt og mindre minderigt stadie. Men det ændrer ikke indtrykket af et album – der er mere end blot vellykket. Skabt af en ægte rå bluesmand, der heldigvis også har en blødere og behændig side, som særdeles talentfuld sangskriver.
Det bliver forhåbentlig ikke hans sidste forsøg ud i en blanding af blues og singer/songwriter genren. Næste gang kunne det måske være interessant hvis han udvidede det helt nøgne lydbillede med en bas, en mundharmonika, lidt el-guitar eller en sax, som Paul Banks gjorde det med stor succes sammen med Steen Vig på deres fælles mesterværk fra 1987. Vi er ikke helt på en mesterværk bedømmelse med “Rough Spring”, men Jake Green har da bestemt taget et markant spring i den rigtige retning.
