M.C. Hansen – der er en prisbelønnet sangskriver fra Jungshoved i Præstø Fjord – har tidligere udgivet ganske glimrende country/folk farvede album i eget navn – men med engelske tekster. Nu har han kastet sig over at skrive på dansk – for at bringe historierne så tæt på sit publikum som muligt.
Og der er ingen tvivl om, at det er som historiefortæller, at han er stærkest – til tider unik. Albummet emmer af fortællelyst, og evner at få både humor, alvor og eftertanke til at spille sammen side om side. På det tolv numre lange album kommer han fantasifuldt rundt i små og store historier – primært fra nærområdet – men også om noget så nutidigt og barsk, som mordene omkring Krudttønden i København.
Musikalsk står han som de fleste andre ligesindede også på skuldrene af Bob Dylan og Townes Van Zandt – men man hører nu også den nordiske inspiration fra Allan Olsen, Niels Hausgaard og Ulf Lundell.
Det er dog ikke musikken, der får pulsen op på et album, der er ret traditionelt afstemt og ganske afmålt. Til gengæld skal man være koldere end en terning af is, hvis ikke man røres eller mærkes af nogle af de mange indholdsrige tekster og den stemningsfulde underlægningsmusik.
Alene åbningsnummeret – der starter med det både nysgerrige og længselsfulde spørgsmål – ”Er der nogle der lytter” med en skøn drivende sentimental pedal-steel guitar som det gennemgående akkompagnement – er hele albummet værd. En næsten overdreven smuk sang om kærlighed, tvivl og arv fra generation til generation.
Og det niveau holder M.C. Hansen godt og vel på de efterfølgende fem numre – blandt andet den grumme murder-ballad ”Balladen om Balle Lars” – og ikke mindst i den alt andet end festlige ”Cigaretter”, der handler om en fars kamp om at få skrevet en bryllupssang, hvor han skal finde noget der kan rime på ”farmands pige”. Den følges på bedste vis op af ”De fejl jeg er gjort af” – og ”En skønne dag”, der på kløgtig vis er bygget op omkring den gamle vise om Jens Vejmand.
Tempoet stiger lidt i ”Gid fanden havde din bibel”, der ligesom de fem omtalte forudgående numre, spiller sig helt derop, hvor de eviggrønne sange findes, og hvor Allan Olsen herhjemme har været blandt de stærkeste leverandører med f.eks. mange af sangene fra ”Jøwt” og ”Sange for rygere”.
Herefter tabes pusten lidt på albummets anden halvdel – og numre som ”Himlen hænger lavt” og ”Morgensang” kunne have løftet albummet mere ved ikke at være taget med. De er simpelthen for neutrale og deres grundhistorier virker overvejende underernærede i forhold til de resterende på albummet.
Det kan ikke siges om de resterende sange ”Hvorfor?Hvorfor?Hvorfor?” (den om mordene ved Krudttønden), ”Petersmindevej”, ”Vi tar’ den over landet hjem”, og ”Vise om Jungshoved”. De passer perfekt ind på et album, der som nævnt blot taber lidt olie på den sidste halvdel af turen. De seks første numre indeholder uden forbehold summen af et mildt mesterværk med bid. Til gengæld bliver det hele så lidt mere menneskeligt i anden halvdel.
Mads Christen Hansen har hverken en særlig stor eller markant stemme, og den rummer derfor heller ikke det helt vilde spektrum. Blandt andet derfor er der risiko for at de helt nedbarberede sange som f.eks. ”Vise om Jungshoved” ikke helt forløses med den kraftfuldhed, som ordene i teksten egentlig lægger op til. I de tilfælde skal han nok stadig arbejde med at lade musikken være med til i højere grad at opløfte ordene, så de i bredere grad formår at spille sig helt inden under huden – hele vejen.
Men tak for turen M.C. Du lyder i den grad til at have fundet hjem på modersmålet.
