Tramp – Tramp – Tramp – Tramp – Tramp – Tramp – Mike sætter sin spor. Og dem følger jeg stadig gerne.
Dette er det sjette album fra Mike Tramp siden 2013 – og hvis du før har kunne lide hvad du hører, bliver du heller ikke skuffet denne gang. Du bliver heller ikke blæst omkuld. Du bliver bare bekræftet i at Mike Tramp er her stadig, og stadig har nyt at give – har mere på hjerte – også selvom det er lavet på en allerede godt brugt opskrift.
For siden 2013 har lyden på et Mike Tramp album været lige så velkendt og forudsigelig, som en Maggi bouillonterning – eller et album med Status Quo, AC/DC osv.
Og det er et helt bevidst valg. Han har bare fundet SIN opskrift på classic melodisk rock. Intet nyt under solen – men den skinner. Der er ingen ”a-ha!” oplevelser af finde her – til gengæld altid godt med ”Ja Tak!” oplevelser. Hver gang krydret med at Mike Tramp på tekstsiden – ind i mellem lidt obligatoriske rock and roll floskler – leverer en ærlig og ret personlig storytelling.
For Mike Tramp er hvad du ser – hvad du hører. Uden filter – uden fikumdik – men med ægte følerser for hans gesjæft – hans håndværk – musikken – der 24-7 er blevet hans levevej og en fasttømrede livsstil.
”Second Time Around” rummer vel en 3-4 numre, der nok skal banke på når/hvis Target Records skulle fristes til at udsende et ”Best of” album når han om nogle år fejrer 10-års jubilæum på selskabet.
Har man sit rockhjerte i behold skal man være et småsurt skarn hvis man ikke frydes over” The Road, ”No More Tomorrow”” eller den Thin Lizzy-ish ”Between Good and Bad”, der lyder som et af de numre, der LIVE vil kunne få toupeer, tattoos, tank tops, tage og taksigelser til at lette og stige til himmels – eller mod helvede – hvor filan man nu tror at den gyldne rock gral er begravet.
Og når han leverer en ballade som ”When She Cries” så skal man da være lavet af granit eller i en form for Corona-koma, hvis man ikke bliver bare lidt rørt. Smukt, samtidig med at det en sang, der så glimrende understreger, at Mike Tramp ikke bare er en charmerende ballademager, men også en mere end solid og karismatisk rocksanger.
Fire numre, der stikker ud på en album, der ellers mest af alt leverer som forventet, med et vanligt højt bundniveau. Kun ”Lay Down Your Guns” med en ”la-la-la-la-la-la” båret tekst er simpelthen – ja undskyld sproget – noget ligegyldigt lal, der skulle være stoppet langt før studiestadiet. But what the fuck – it’s only rock and roll, and I like it!
