af Erik Jensen
Mens tilværelsen har testet Nick Cave på værst tænkelige måder ved hele to sønners død i de senere år, har han med en nærmest umenneskelig kraftanstrengelse fortsat med at skabe musik og være i en slags eksistentiel samtale med sine følgere på The Red Hand Files, en af de bedste adresser på internettets syndflod af ligegyldigheder. På tre album, med en musik så sfærisk og blank som overfladen på og omgivelserne til en bundløs og sort skovsø, The Skeleton Tree (2015), Ghosteen (2019) og Carnage (2021).
Nu er den gamle cave-man tilsyneladende steget op fra sin mørke hule af sorg for at række ud efter lyset og livet igen. Stadig sammen med The Bad Seeds, som dog ikke får lov at larme her på et album, der stort set er renset for elektriske guitarer og snarere fremstår som en moderne, suite af elegant pop.
At dømme efter de meget begejstrede anmeldelser, der er strømmet Wild God i møde er der også et stort behov for at omfavne Nick Cave, der altid har været en yndling hos kritikere, men nu i tilgift selvfølgelig har en enorm medfølelse at trække på. Sandt er det da også, at stortanlagte, episk udfoldede pophymner som ‘Song of the Lake’, titelnummeret, ‘Joy’ og ‘Frogs’ kan tolkes som en afsked med både den gammeltestamentlige dommedag, Nick Cave and the Bad Seeds dyrkede i fordums tid med rockens tunge drøm og med hele følelsen på sorgtrilogien og en genopstandelse til sangerne og sangskriveren. I så fald en genopstandelse til den nye version af Nick Cave, jeg har set tage form ved koncerterne i de senere år.
Her har Nick Cave forladt glansrollen som dæmonisk rocksanger med det velsiddende ravnesorte hår og de ulastelige jakkesæt for i stedet at fremstå som et sårbart, søgende og kærlighedskrævende menneske med sin sorg og sine svagheder på scenen. En gestus, der i høj grad har forvandlet musikken og selve koncerterne til en slags human gospel, hvor den bibelstærke, belæste og begavede sangskriver har ageret en slags prædikant. Ikke for ophøjede guder, men for os mennesker med alle vores fejltrin, lidelser og ensomhed. Cave har inviteret indenfor i et fællesskab med mulighed for at finde sine egne sandheder at løfte sig op på i hans univers.
Den stemning er grebet og fastholdes på Wild God. For den vilde Gud i det blændende titelnummer er heller ikke af den slags, man falder på knæ for i bøn.
Ganske vist er Caves ‘Wild God’ i stand til at flyve og fare ud af vinduer og menneskesind som Satan selv i Mikhail Bulgakovs mesterværk af en roman, ‘Mesteren og Margarita’. Den vilde Gud er os, menneskene. “‘Cause I’m a wild god flying and a wild god swimming/ And an old sick god dying and crying and singing”, synger Nick Cave og besøger sit sangkatalog med et nedslag på ‘Jubilee Street’, inden vi når frem til erkendelsen: “Oh we’re wild gods, baby, we’re wild gods/ I’m a wild god, baby, I’m a wild god!”
Med en vokal, der aldrig har lydt så inderlig, hjertelig og sårbar som her synger Nick Cave sin human gospel ud – et soundtrack til det uperfekte menneskes liv i en triumf af en sang. Titelnummeret mængder sig med nogle af de allerbedste i det samlede værk og det vil som bekendt sige noget.
Den første del af albummet er præget af denne højsang til livet og en slags håb. Man fornemmer, at Nick Cave har følt et behov for at imødegå den angst, desperation og depression, der breder sig i verden med udsigt til krige og en potentielt altødelæggende klimakrise med melodier så smukke som ‘Cinnamon Horses’ eller en af albummets fineste bidrag, ‘Long Dark Night’.
I den længste af hymnerne, ‘Joy’, påberåber Nick Cave netop det efter, at han har fortrængt den blues, der om morgenen hang “all around my head/ I felt like someone in my family was dead”. Mens melodien åbner sig som en klassisk suite, får Cave sendt alle spøgelser på porten og synger: “All across the world they shout out their angry words/ About the end of love, yet the stars stand above the earth/ Bright, triumphant metaphors of love”. Sammen med det gospelprægede kor, der fylder I mange af sangene åbner han sluserne for titlens “Joy” – For “we all had too much sorrow now”, som han konstaterer.
Det er smukt, men med de himmelstræbende keyboards og kor også en anelse banalt. Og det havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive om Nick Cave. Men der er noget for mig ødelæggende i den glatte og polerede musik, han skriver og indspiller sammen med Warren Ellis, der efterhånden fylder for hele The Bad Seeds, som ikke rigtigt får givet sig til kende her blandt de hvidskurede mure af vellyd. Der er simpelthen ingen sprækker eller revner i Nick Caves forfinede musik i karrierens senere, sorgfyldte år, som gør, at det er svært at finde steder at hænge på eller komme helt derind, hvor det virkelig kan mærkes. Hvor sjælen flås op for at blive syet sammen bag næste musikalske lynnedslag. Dem er der ingen af i dette skønmaleri.
Det er der så alligevel. Da Anita Lane dukker op i en optaget telefonsamtale på den vidunderlige melodi ‘O Wow O Wow (How Wonderful She Is)’, der er en smuk hyldest til den afdøde ekskæreste og musikalske partner. Her er det som Nick Cave opgiver at favne hele verden, eksistensen, himlene, religionen og menneskeheden i en sang og bare skriver og synger en fordømt sang. Her er Nick Cave tilbage – i sin nye udgave, der værdsætter skønheden i det skøre og skrøbelige liv og omsætter det til smuk musik. Det gør han – selvsagt – mere begavet og bedre end alle andre, jeg ville virkelig bare ønske, at han nogle gange også flåede lærredet op og mødte mørket – også i musikken.
Nick Cave: vocals, piano, backing vocals, Warren Ellis: synthesizer, piano, flute, violin, tenor guitar, keyboards, backing vocals, George Vjestica: electric guitar, acoustic guitar, Martyn P. Casey: bass, Thomas Wydler: drums, Jim Sclavunos: vibraphone, percussion, backing vocals – and guests: Carly Paradis: whistling, Colin Greenwood: bass,Luis Almau: acoustic guitar, Anita Lane: voice, Double R Collective: backing vocals
