Den sorte film/tv komponist, producer, arrangør, dirigent, trompetist, sangskriver, aktivist, iværksætter og humanitære velgører endte som en legende i særklasse på den internationale musikscene. Hans fulde navn lød Quincy Delight Jr. Jones, født den 14. marts 1933 i Chicago, Illinois – død den 3. november 2024 i Los Angeles, Californien. Jones’ opvækst, problematiske forhold til sine forældre, skarpt kritiske syn på racisme, fattigdom, kriminalitet og ghettoficering er glimrende og grundigt skildret i den to timer lange og prisvindende dokumentarfilm Quincy (2018).
Han modtog trompetundervisning af Clark Terry og lærte sig det musikfaglige håndværk på Berklee School of Music og konservatoriet i Boston. Quincy Jones kom med i Lionel Hamptons ensemble i en alder 17 år og fik her sin debut som bigband-arrangør. Senere blæste han i trompeten for Dizzy Gillespie, Count Basie og andre notabiliteter. Dernæst grundlagde han eget orkester og turnerede i Europa, men tabte mange penge på den satsning. Jones blev repertoirechef for Mercury Records i 1961, og tre år efter forfremmet til vicepræsident. Navne i sværvægtsklassen som Cannonball Adderley, Louis Armstrong, Count Basie, Tony Bennett, Ray Charles, Ella Fitzgerald, Frank Sinatra, Little Richard, Sarah Vaughan, Diana Washington, Michael Jackson og Aretha Franklin nåede at nyde godt af hans formidable evner som arrangør, komponist, dirigent og producer.
Filmmusikken
Trompeten blev lagt lagt på hylden i starten af 70’erne, og den foretagsomme Jones tjente i stedet sine penge på pladeselskabet Qwest Records, der siden 1980 har været drevet som et indbringende joint venture projekt med Warner Bros. Records, og diverse andre firmaer under Quincy Jones Productions paraplyen. Jones skrev musik til den svenske film Pojken i trädet (Drama i storskoven, 1961), men ifølge amerikanske opslagsværker debuterede han først som filmkomponist i 1965 med Sidney Lumets Pantelåneren. Scoret til historien om den bitre og indadvendte jødiske pantelåner Sol Nazerman lægger ud i det symfoniske stilleje og skifter over til rendyrket jazz. Soul, r&b og jazzen udgjorde recepten, da Jones stod for underlægningen til I nattens hede og Med koldt blod, begge 1967 der demonstrerede hans spændvidde og sikre greb om et mere modernistisk og avantgardepræget tonesprog. Musikken til Man kalder mig mr. Tibbs (1970), Anderson-klanen (1971) og Sam Peckinpahs hæsblæsende actiondrama Getaway (1972) er en blanding af tilbagelænet jazz, typisk 70’er-funk og underligt diffuse lyd-collager. I 1985 var Jones medproducer på Spielbergs Farven lilla efter Alice Walkers prisbelønnede roman. Han blev nomineret for bedste musik og bedste sang, ‘Miss Celie’s Blues (Sister)’ sammen med sin faste skrivepartner og nære ven, Rod Temperton. Scoret er en smeltedigel af gospel, blues, jazz og symfonisk orkesterlyd. Jones har ikke komponeret filmmusik siden og valgte i stedet at prioritere sin solokarriere.
Solokarrieren
Han vandt seks Grammy Awards for albummet Back on the Block (1989), der indeholder duetten ‘I’ll Be Good to You’ med Chaka Khan og Ray Charles samt byder på gæsteoptræden af blandt andet Ella Fitzgerald, Miles Davis, Joe Zawinul, Ice-T, Big Daddy Kane, Sarah Vaughan, Dizzy Gillespie, George Benson, Luther Vandross, Dionne Warwick, Barry White, Take 6, Bobby McFerrin, Al Jarreau, James Ingram og El DeBarge. Han høstede ligeledes stor ros for Q’s Jook Joint (1995), hvor Bono, Stevie Wonder og Ray Charles medvirkede. Fra bagkataloget af Quincy Jones’ udgivelser i eget navn bør The Birth of a Band (1959) med Zoot Sims, Clark Terry, Harry Edison og Phil Woods nævnes sammen med The Quintessence (1962), Walking in Space (1969) med stærke kort som titelnummeret og Benny Golsons ‘Killer Joe’, og Smackwater Jack (1971), der indeholder temamusikken til de kendte tv-serier Ironside og The Bill Cosby Show, albummet The Dude (1981) og senest Q Soul Bossa Nostra (2010), hvor forskellige kunstnere bidrog til nye fortolkninger af ældre Jones sange og temaer. Hovedpersonen gav udtryk for, han ikke var udpræget tilfreds med resultatet, der ærgerligt nok endte som det sidste album bærende hans navn.
“I was not in favor of doing it, but the rappers wanted to record something as a tribute to me, where they’d do versions of songs that I’d done over my career. I said to them, ‘Look, you got to make the music better than we did on the originals.’ That didn’t happen. T-Pain, man, he didn’t pay attention to the details”, lød Jones kontante dom over Q Soul Bossa Nostra.
Grammy Legende med mere
Imponerende 80 Grammy Award nomineringer blev det til i en karriere af de allerstørste heraf 28 vundne Grammys og en mere end fortjent Grammy Legend Award i 1992. Hertil skal lægges diverse æresdoktortitler og priser af mangfoldig karakter. Særlig kendt for pop- og soulfans er selvfølgelig Jones’ samarbejde med Michael Jackson, der gav verden kæmpesællerterne Off the Wall (1979), Thriller (1982) og Bad (1987). Tilsvarende mange husker Quincy Jones for at have produceret velgørenhedssangen ‘We Are the World’ i 1985, skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie, der samlede et veritabelt stjerneopbud og skaffede millioner af dollars til fordel for sultende i Afrika og særligt i Etiopien. Jones blev indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame i 2013 og udnævnt af magasinet Time som ‘One of the most influential jazz musicians of the 20th century’, et prædikat, der vanskeligt kan indvendes noget imod.
Det er således en mand af helt unik støbning og karakter, der har nedfældet sit sidste nodeark. Quincy Jones nedbrød adskillige sociale, politiske og racemæssige barrierer iført sine mange kasketter og som såkaldt african/american. Han fik status af en af de absolut væsentligste stemmer i USA, der utrættelig har talt de sortes sag og været med til at definere deres kultur og righoldige musiktradition: Fra r&b, soul, funk, big band swing og latin til rap, hip-hop, pop, disco og rock. Jones støttede Martin Luther Kings arbejde i 60’erne og har bidraget med finansielle midler til kunstneriske uddannelser af unge sorte mænd på vej ud i en kriminel løbebane. Han grundlagde Quincy Jones Listen Up Foundation til brug for almen velgørenhedsarbejde og slog sig sammen med Bono fra U2 for at skabe røre om de humanitære mærkesager, de begge brændte for på FN niveau. Jones støttede Hillary Clinton i bestræbelserne på at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2007, der dog tabte til Barack Obama. Jones har supporteret og været talsmand for et utal af organisationer og formål heriblandt Global Down Syndrome Foundation og Jazz Foundation of America. Mr. Q var en indflydelsesrig person i det amerikanske kultur- og samfundsliv, der gennem seks-syv dekader med pondus og enorm viden førte sine projekter og produktioner i stilling. Den slags kan kun aftjene beundring og respekt i min bog. Æret være Quincy Delight Jones Jr’s minde, en gigant blandt giganter.