Publikum.
Publikum blev stjernen til årets Resonator Festival, der har været afviklet siden 2019, og i år blev holdt i dagene fra 7. til 9. november på forskellige spillesteder i Odense Centrum.
Skarpt forfulgt af Resonator-arrangørerne. Med de mange, helt igennem stærke kunstnere på tredjepladsen.
Nej, de tre elementer må dele vinderværdigheden og dele førstepladsen i en helt igennem vellykket udgave af Resonator i Odense. For ingen af de tre elementer ville være noget som helst uden hverandre.
Men, publikum først:
Sjældent eller aldrig har jeg dog været en del af SÅ engageret, SÅ medlevende, SÅ danseparat et festivalpublikum. De/vi var hverken fulde eller skæve, men vidt åbne for de mange forskellige musikalske input. Ikke noget med lige at skulle kigge dem oppe på scenen an, hvad er nu det for noget? Nej folk kastede sig uden forbehold ude i dans, eller i aktiv lytten til de kunstnere, der var mere til lyt end til dans.
Var i der, Odense?
Det kan I bide spids på, at Odense var.
Arrangørerne fortjener også mange buketter roser for et suverænt, suverænt sammensat og varieret program: Plus, ikke mindst for os, der helst vil have det hele med, ikke mange gange, hvor der foregik noget på mere end et spillested ad gangen. Det er bare så træls at være til én koncert og komme til at tænke på, om det, der foregår på den anden scene mon skulle være bedre, eller mere interessant end det jeg har valgt.
Det vigtigste dog, er det ikke til at komme uden om: kunstnerne på scenerne. Uden de mange fantastiske globale musiknavne ingen festival, intet publikum, og intet får arrangørerne.
Jeg var til Resonator fredag og lørdag, var forhindret torsdag, men tag med mig på jordomrejse gennem mine oplevelser i Odense fra fredag aften til lørdag over midnat:
The Zawose Queens på Magasinet
Zawose Queens et datter- og barnebarn, Leah og Pendah Zawose af en tidligere Tanzania-stjerne, Hukwe Zawose fra Gogo (ikke go go-stammen) fra langt ude på savannen et halvt tusind kilometer vestfor den østafrikanske kyst ud mod det Indiske Ocean.
Let og Pendah Zaawose kom ud i Tanzania-gevandter, gik straks i krig med de afrikanske instrumenter, tommelfingerklaver. Marimba (vistnok balafon i Afrika, håndspillede trommer og så satte de i en øresønderrivende råben/syngen og ululationer, som er et lydefterlignende ord for den lyd, der kommer ud ved at køre tungen hurtigt fra mundvig til mundvig med lyd på. Prøv selv.
I Afrika er musik uden dans en umulighed, så de to trinde Zawoser var i fuld bevægelse fra første fløjt, og snart var de ude af den i midten placerede scene og byde op til dans. Var vi med? Yes!
De to briter trommesæt og electronica i selskabet, ved ikke om det lige var de to, men The Zawose Queens ville formentlig ikke være i Europa, hvis ikke det var fordi et par britiske DJ´s, der havde opdaget de to og mixet oprindelig afrikansk musik med electronica og fået udgivet et album på Peter Gabriels label, Realworld, som forresten også udgav albums med Zawose Sr., Hukwe Zawose.
En reminiscens af kolonialismen. Afrikanske kunstner, og (sportsfolks] vej væk fra det fattige, udbyttede kontinent sker ofte på den rige verdens nåde. Sådan er det. Endnu.
Fra østafro med nord-electronica videre to minutter fra Magasinet til Studenterhuset til sydamerikansk cumbia, Cumbian Colors, et overflødighedshorn af totalt dansevenlig cumbia, Colombias nationalrytme cumbia.
Studenterhusets dansegulv, sydede, boblede, kogte af dansende. Sikken en fest, man skulle være gjort af sten, hvis ikke man kom ud og danse, jeg bliver helt forpustet og svedig, bare af at tænke på Cumbian Colors´ måde at byde op til dans.
I parentes bemærket, i ikke så gamle dage ville spillesteder til koncert have oset af røg, til Resonator emmede det ofte at diverse kropslugte, sved etc.
Det blev endnu heftigere på Posten, et kvarters gang fra Studenterhuset efter Cumbian Colors, fra Israel/Uruguay og New York, Yemen Blues med den totalt sindssyge (positivt ment) forsanger og guitarist, Ravid Kalafanii i spidsen. Kalafani, som flue i flaske, en springfyr, en badut danser med voldsom energi, man kunne forledes til at tro, at han var på energidrikke eller speed, en rasende stærk visuel oplevelse, han må være træt som efter en Ironman ovenpå sådan en koncert.
Yemen Blues, jeg studsede noget over det bandnavn, kunne ikke høre så meget blues i dem, ingen af de fire bandmedlemmer kommer fra Yemen, men Ravid Kalahani, israeler, læste jeg mig til, er vokset op i en yemenitisk familie og har taget en stor skefuld Yemen-musik og tradition med sig ind i Yemen Blues. De andre i Yemen Blues er to andre israelere og fra New Yorks avantgarde-undergrund, en uforlignelig oud-spiller og bassist, Shanir Blumenkrantz. Blumenkrantz præsterede på fuzz-bas at spille bassen som soloinstrument på lige fod med tidligere tiders bas-solister som The WHO’s, John Entwistle og Jaco Pastorius og så fyrede han på oud´en riff´ett fra ’Whole Lotta Love’ i et nummer, bygget på det ikoniske Led Zeppelin-riff. Jeg mener at kunne huske, Blumenkranz citere andre rock-klassikere. I det hele taget kører Yemen Blues ikke så lidt på punk- og hardrock energi. Uimodståeligt. Og for den geografiske dels skyld, Yemen Blues holder til i New York og Finland, yes – Finland!
Sidste punkt på en hæsblæsende fredags-dagsorden: Tilbage til Odense Midtby, spillestedet Frølageret, tyrkisk psychedelia, trioen Ayyuka. Det var nok fordi, der havde så meget, smæk, kul og fart på i de tidligere koncerter, ligesom at være fartblind, komme af motorvejen med 130 i timen til 60 i timen på landevejen, de 60 føles som at køre baglæns, at jeg kom til at kede mig bravt over Ayyuke, der stod i halvmørke på scenen og var indadvendte, mens de syrede ud. De havde ellers lydt meget fedt på album og herhjemme, i Århus har vi dansk-tyrkeren, Orhan Ōzgur Turan. Orhan kan spille psykedelisk på sin saz, så du kommer op og flyve højt, Orhan på Resonator 2025 om man må be’.
Well, well, så var det ned på jorden igen og træt, træt, træt hjem i sin varme seng.
