Nyheder

5. oktober 2024

Rockakademiets Hæderspriskoncert – Amager Bio – 29.09.24

"Selvfølgelige fejringer og en enkelt overraskelse"

Foto: Maria Fremming

Skrevet af Allthat.dk

Hørt og oplevet af Niels Christensen

Den overdådige, årlige fest hvor udvalgte – overvejende voksne – danske rock- og popmusikere hædres for deres indsats indenfor deres respektive musikalske områder, var atter lagt til Amager Bios yderst velegnede sal.

Her sidder det – igen overvejende voksne – publikum ned i behagelige stole, og showet afvikles gnidningsfrit og med al den glæde og humor, der altid har kendetegnet den danske rock/popscene.

Efter en veltalt og informativ velkomst fra akademiets formand, Flemming Madsen startede showet. Som sædvanlig fik propfulde Amager Bio en perlerække af musikalske bud på primært rockmusik fra tidligere tider. Dog sammensat af den altid veloplagte, finurlige og opfindsomme Per Vers, hvis sprogblomster fortryllede os alle sammen og gjorde omstillingerne fra de mange optrædende til små smilepauser. Ligesom de hårdtarbejdende scenefolk og deres stadig flytten rundt med mikrofonstativer, forstærkere, pedal-boards etc, gav anledning til en del fnisen dernede på rækkerne.

Det hårdt- og stærkt arbejdende orkester bag samtlige aftenens mange solister var Burnin’ Red Ivanhoe (Karsten Vogel (as, ss), Lone Selmer (key, voc), Jens Runge (g, voc), Assi Roar (b), Klaus Menzer (dr). Samtlige solister gik trygge på scenen – for her var de i sikre hænder.

De to hæderspriser blev tildelt Lis Sørensen og Sebastian, der begge fik smukke ord med på vejen, og gav os intense duoudgaver af bl.a. klassikeren Verden i farver og Mine øjne de skal se, i versioner, der naturligvis sendte den velkendte rislen ned ad rygraden, men som også viste at årene tærer på stemmen.

Yderligere Æresmedlemmer blev tilføjet Dansk Rockakademi:

Johnny Reimer – for sine mange år bag kulisserne, hvor han – ubemærket af den store offentlighed – hjalp dansk rock gennem de første svære år.

Maggie Bjørklund – hvis unikke pedal-steel-guitar gennem årene har forgyldt mange udgivelser og koncerter.

Sangeren / sangskriveren Jørgen Olsen – der for 60 år siden startede sin karriere med The Kids, fulgte op med Brdr. Olsen og vandt Eurovision MGP for 25 år siden med Fly On The Wings Of Love.

Produceren m.m. Kenneth Bager – for sit mangeårige arbejde med at fusionere rock, pop, techno m.m.m. og brede sine resultater ud over den ganske verden.

Sangeren / sangskriveren Kira Skov – for sine kompromisløse og originale bud på dansk rock / jazz-tradition.

Sangeren Nicklas Sahl – der farer land og rige rundt og har haft 75 millioner streams verden over

Anne Seier – der har været sanger og percussionist for Sebastian i 7 år, og snart udgiver album under eget navn.

Anders Blichfeldt – forsanger og guitarist i Big Fat Snake gennem næsten 30 år.

Emma Winther – Emma har udgivet musik i over 3 år, og en ny EP er lige om hjørnet.

Så blev det tid for offentliggørelse af nye medlemmer af Dansk Rockakademi; en lang række af markante folk, der alle modtog en ramme med en fornem markering af at de hver især havde haft stor betydning for udviklingen i dansk rock m.m. Blandt dem kan nævnes bassist, sanger/sangskriver Jens Rugsted, studieejer og producer Flemming Rasmussen, bassist m.m. Moussa Diallo, sanger/sangskriver Cæcilie Norby, guitarist/komponist Mikkel Nordsø m.fl.

Og så var der musikken!

Aftenen var så fint inddelt, at det ikke kun handlede om hvem der fik hvilke priser. Der var masser af plads til musikken. Udover Lis Sørensen og Sebastians indledning, blev vi beriget med indslag af Maggie Bjørklund, der gav prøver på sin sublime håndtering af pedal steel guitaren. Emma Winther kastede sig ud i Lis Sørensens Brændt (oprindelig titel Torn). Anders Blichfeldt prøvede kræfter med Sebastians og ikke mindst Lis Sørensens Fuld af nattens stjerner, Lis Sørensen tog sig selv af Verden i farver og Mine øjne de skal se, Jørgen Olsen beviste at han stadig kan give den som en flabet og vred midt-tresser-knægt med The Who-sangen The Kids Are Allright – i øvrigt ganske humoristisk introduceret af bookingbureau-, pladeselskabs-, og forlagsejeren Jan Degner. Lis Sørensen og Sebastian gav os flotte og intense versioner af Stille før Storm  og Måske ku’ vi, akkompagneret af BRI. Mange tanker røg tilbage så’n cirka et halvt århundrede…

Og så til aftenens afslutning og ikke mindst overraskelsen; En særlig hæderspris blev nemlig tildelt TA-DAAAAH – Johnny Madsen!

Nemli’ ja – den vestjyske sanger/sangskriver med det fanden-i-voldske temperament og det selvudfordrende liv på og bag scenen, fik her en hædersbevisning nok ikke så mange var forberedt på – vel nok slet ikke prismodtageren selv. Johnny Madsen er p.t. indlagt med efterveer fra et fald tidligere på året, men han havde sendt sin søn Rasmus Madsen, der grinende og ganske afslappet indtog scenen, tog guitaren på skulderen og talte for til et par af farmands elskede sange ’Stjernenat’ og ’Udenfor Sæsonen’, som gjaldt det livet.Den med den bøvede tekst:

Det er sommer og uden for sæsonen, folk de danser og danser og danser

Det er ude for sæsonen og de griner og smiler og griner

Det er sommer og uden for sæsonen hulabula vi elsker Coca Cola

Der er sommer og uden for sæsonen

Alle i salen jublede og sang/råbte med, mens de begejstret klappede (de fleste på 2 og 4, men en del også på 1 og 3). Som gæstesolist var den forrygende guitarist Knud Møller indkaldt, og han fik forgyldt denne forrygende afslutning på en utroligt veltilrettelagt og –afviklet fejring af dansk rocks mangesidighed.

Fra indadvendt og småvred nutidsrock over etableret og melodiøs pop/rock til den mest imødekommende folkelighed. Det er dansk når det er bedst!

Seneste Nyheder

Nyheder

Klar til andet kapitel

Albin Lee Meldau gæster Amager Bio med nyt og stærkt album i bagagen

Nyheder

Lokalt og internationalt

To markante musikprofiler står bag ny jazzfestival

Nyt

Ny ballade – gamle standards

Paradise Jazz sender musikken ud af HUSET med stil

Nyt

En vellidt og ægte Outlaw har tjekket ud

KRIS KRISTOFFERSON 1936-2024

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning