Nyheder

20. september 2024

Solist på falderebet

Bo Bech Arvin debuterer i eget navn i samarbejde med Nikolaj Nørlund

FOTO: Maria Fremming

Skrevet af Mads Kornum

”Sanger og sangskriver Bo Bech Arvin er en af vor tids mest formstærke hjemlige sangskrivere. I hvert fald målt på evnen til at skrive samfundsrevsende og ruskende tekster ud fra moden indsigt og tvivlende udsigt”.

Med disse ord har jeg tidligere beskrevet Bo Bech Arvin, der i en årrække har stået i front for bands som Davenport, The Reptones, Falderebet og senest Vagn Scharling, men endnu aldrig som solist i eget navn.

Det sker nu for den efterhånden midaldrende sanger og sangskriver, der som altid har sig selv 100% i spil når han skriver sine sange.

Han har således været i studiet med selveste Nikolaj Nørlund tilbage i juni måned for at indspille sit første album i eget navn. Albummet er aktuelt ved at blive mixet af Nørlund og forventes at udkomme i slutningen af året.

Men allerede i aften den 20. september vil han for første gang lufte de nye sange foran et publikum. Det sker på på spillestedet Metronomen på Frederiksberg, hvor han som han selv udtrykker det ”sætter bagenden helt op i klaskehøjde”. Sangene præsenteres her i deres nøgne demo udgaver, fremført af Bo Bech Arvin alene ved klaveret – ledsaget af en rytmeboks og et backtrack.

Foto: Thorleif Ravnbak

Teksterne er ligesom dem han skriver til Falderebet og Vagn Scharling på dansk. Om det at skrive på dansk kontra på engelsk forklarede han i et interview med SIDE 33 i 2022 –

”Mine tekster på dansk er mere én til én med den person jeg er, men til gengæld har jeg lettere ved at påtage mig en persona på engelsk og dykke ned i følelser og udforske problemstillinger, som jeg ikke nødvendigvis har haft på tæt hold i mit eget liv”.

Så mon ikke vi nu kommer endnu tættere på mennesket og musikeren Bo Bech Arvin, der ligesom det amerikanske forbillede Lou Reed altid evner at trænge dybt og rammende ind på lytteren, med et ligefremt og præcist sprogbrug, der emmer af integritet og spirer af de sproglige finurligheder.

Om inspirationen fra Lou Reed fortalte Bo Bech Arvin dengang til SIDE 33 –

”Jeg husker stadig hvor ramt jeg blev da Lou Reed stillede træskoene for ni år siden. Han er indbegrebet af ‘alternative rock’ og hans betydning kan ikke overvurderes efter min mening. Bagkataloget er enormt og bestemt af svingende kvalitet. Som alle de store, søgende kunstnere, skal der slås nogle skæverter for at kunne ramme så meget plet. Hans mangfoldige tekstunivers er en guldgruppe af inspiration for mig.”

Og fortsatte –

”Han er meget direkte i sin sprogbrug, og gemmer sig aldrig bag obskure eller fortænkte metaforer. Han trænger altid helt dybt ind med en økonomiseret sprogbrug, der er direkte og let forståelig.

I al ydmyghed er det også min tilgang til sangskrivning – at forsøge at udtrykke dybe og komplekse følelser på en forståelig og direkte måde”.

Der er tale om en triple koncert, hvor også hans andet band – jazz trioen Vagn Scharling – er på programmet, og så lukker det charmerende storby-pulserende-rockband Ole & De Navnløse ballet, der samlet kan opleves for bare 150 kr. og så er der tilmed FRI BAR.

All That var i øvrigt til stede da Vagn Scharling debuterede samme sted, og vi kvitterede blandt andet med disse ord:

“All That så Vagn Scharlings fabelagtige debutkoncert i marts på Metronomen på Frederiksberg, og blev i den grad ramt af den lyriske musikalitet, som de nye sange var båret af. Det underspillede, men teknisk velfunderede og forfinede samspil mellem Hertz og Ramhede, fik nærmest Bo Bech Arvins bidske og belevne tekster til at fremstå endnu stærkere, sarkastiske og sårbare, når jazzens rolige og rytmiske puls på den måde optrådte som den helt rette modvægt og det rigtige modspil.”

Så herved anbefalet.

Foto: Rene Bode

Seneste Nyheder

Nyheder

Bruce Springsteen 75 år

Poesi og potent rock'n'roll fra hjertelandet

Nyheder

Vuggevise fra Svaneborg Kardyb

Tredje singleudspil fra kommende album har tilhørende LIVE SESSION video

Nyheder

Ny single med på tour

Vestbo Trio følger op på succesalbum

Hørt! | Live

Ginne Marker – Lille Vega, KBH – 18.09.24

Spilleglæde, ny energi, og det vigtigste - nye pletskud af numre

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning