Peter Butzback har før udgivet to anmelder roste album i eget navn ”Debut” (2009) og ”Album” (2011) – og sideløbende har han med sit band Langsyn udgivet tre album i perioden 2010 – 2017.
Hans afdæmpede folk/beat univers bør umiddelbart tiltale lyttere, der også holder af navne som Niels Skousen, Benny Holst Trio, Olesen & Olesen, Ukendt under andet navn, De efterladte, Tomas Andersson Wij, Leonard Cohen etc.
Slægtsskabet er tydeligt – ikke mindst musikalsk. På tekstsiden er Butzback dog mest af alt sin helt egen. Det er poetiske billedskabende livs refleksioner og betragtninger om tid, tab, tro, håb, lys, lyst, drømme, og naturens og årstidernes åbenbaringer.
Et album fra Butzback er generelt ligeså kort som det er godt. Han spilder ikke ens tid. Omkring 24 minutter bliver det til på ”Solo”. Ikke noget fyld. Ikke noget spild. Til gengæld får du otte numre, som evner at åbne sig over tid, såvel i tekst og musik. Hvad angår det sidste er han i overordentligt godt selskab med et rent All-Star band bestående af Palle Hjorth (flygel, orgel, mellotron, keys), Jeppe Skovbakke (bas, banjo) og Peter Dombernowsky (slagtøj) samt Marie Louise Von Bülow og Martine Madsen på kor. Især Palle Hjort formår at sætte sin klare signatur – underspillet på en næsten overnaturlig facon, der virkelig formår at løfte de enkelte sange ud af sin egen vugge – nyd f.eks. ”Det eneste”.
Ånden fra Cohen høres især på de næsten vise/samle agtige sange ”I vinden” og ”Vinterhvid”. Især sidstnævnte er både smuk, rørende og helt vidunderlig stemningsfuld. Nærmest som skabt til et kirkerum.
Butzback univers er som udgangspunkt melankolsk og blåtonet, men lysstrejf at håb kigger også forbi. Stærkest understreget i den mere end opløftende ”Oktober” – der spiller en behageligt i møde med en melodi, som næsten kan tolkes som glad, og som man med garanti sagtens kunne tage sig selv i at gå og fløjte på den næste gå tur ud i virkeligheden. En virkelighed, hvor vi i hvert fald kan konstatere, at Peter Butzback kunstnerisk fortsat er på den helt rette vej.
Og så er der album coveret – der er lavet af kunstnere Cecilie Nyman. Dystert, men smukt – og indrammende for selve stemningen på albummet. Det har fortjent at komme på LP format.
