Dette er et af den slags album, der trods en spilletid på lige under en halv time, fordelt over bare otte numre, alligevel har stof nok til både sjæl, sind og bevægelse.
Det er retro-soul med nutidig appel, hvor det dynamiske, det dvælende og det dragende går hånd i hånd. Ikke mindst takket være et sublimt håndværk omkring sangskrivning, produktion og arrangementer.
Bandet er centreret omkring den herboende og veletablerede irske sanger og sangskriver Richard Farrell, der blandt meget andet også optræder i eget navn, og som en del af Trainman Blues, samt stortalentet Fabian Vang-Lauridsen (Fancy Lee, Sam Ghezzi & his Copenhagen Friends) på guitar.
Begge er de rundet af hele musikmiljøet omkring Mojo Blues Bar i København, hvor man i årenes har kunne opleve dem i utallige forskellige konstellationer. Kort sagt spillemænd, der ikke sætter sig selv i bås, men i spil, og er velbevandrede uanset om takt og tone peger i retning mod soul, blues, roots, eller jazz.
Med i Sonic Saliva er desuden trommeslager Anders Toft Larsen, og bassisten Søren Bøjgaard (Thorbjørn Risager & the Black Tornado, Pay Day) som sammen med Vang-Lauridsen har produceret albummet.
Det funky ’Surrender now’ og den catchy ’Journey’s bend’ er pladsens to mest oplagte bud på et hit, og bør med deres groovy og bevægelige drive kunne fylde ethvert dansegulv, hvor der er mennesker med sjæl og rytmik.
Pladen åbner overbevisende med ’Brave and bold’ og straks mærker man at dette her er ’the real deal’. Richard Farrell er vokalmæssigt helt fremme i lydbilledet, og der bliver han uden at stjæle billedet. For det er lige så meget musikkens varmblodige og varierede omfavnelser, der skaber en helhed, der er værd at skrive hjem om.
For dette er kort sagt otte skridsikre sange, der stilsikkert præsenteres i et internationalt lydende lydbillede, der bør kunne tale til alle dem, der normalt lytter til navne Black Pumas, The Black Keys Leon Bridges, Nathaniel Rateliff & The Night Sweats.
Albummets længste nummer ’Underground’ er et regulært svendestykke. Det folder sig mørkt, betagende og vuggende ud, ikke mindst via vitale input fra gæstemusiker Steve Okonski på wurlitzer/organ, og et frydefuldt guitar arbejde fra Vang-Lauridsen, der her virkelig viser hvad det vil sige at holde et nummer oppe helt uden fyld.
Albummet lukker passende med ’Reach the light’ – hvor linjen ’I’ve do the best to reach the light’ reelt sammenfatter hvad det her album drejer sig om. For Sonic Saliva har åbenlyst gjort sig umage, så det kan høres. Det efterlader en med håb, varme og lys både i øregange og i hjertekulen.
