Af Erik Jensen
Det er et velkendt fænomen, at resultatet ofte er tæt på magisk, når drevne musikere kaster sig ud i noget, de egentlig er alt for musikalsk drevne til. Således også med Stjernevask, der spiller simpel punk på bedste vis og gør det til en berigende oplevelse at være med på en lytter til noget alt andet lige eksotisk som ‘Sex i en UFO’ , og ofte når stjernerne på trioens tredje – og klart bedste – album.
Når man ikke er overudfordret, er der mulighed for, at der vil være overskud til charme, humor og kitsch, der gør resultatet til en munter oplevelse, der stemmer hjertet let. Men tag ikke fejl – allerede fra det smukke cover, et blåt træsnit af en ufo, der lander under en himmel af noget, der ligner kvindebryster – fatter man, at Stjernevask ikke bare er en postmodernistisk, legen tag pis på punk og beslægtede stilarter, som engang var så vigtigt som selve livet for nogen.
For eksempel i Ungdomshuset, hvor det er meget nemt at anbringe Stjernevask på en vild aften for det indre øje. Eller naturligvis i Stengade i nabolaget, hvor trioen naturligvis har sat sit præg. Den slags levende steder, bandet helt sikkert skal opleves live.
I første omgang er ‘Sex i en UFO’ et indbydende visitkort med sin effektfulde inspiration fra punk, garagerock, surf og små hidsige forløb, som nogle gange ramler over i det psykedeliske. Vi kører hele tiden på stiløvelsen og sender mange venlige tanker til The Cramps, der må være et af de bands i nyere rockhistorie, som har inspireret flest.
Men det særlige ved Stjernevask er, at sangene som udgangspunkt er på dansk og det gør, at vi trods fuldt drøn og højt tempo undgår at smadre lige ind i et pigtrådshegn, behængt med klicheer. Det er sproget og de finurlige tekster, der sammen med den virkelige fremragende rytmegruppe, gør dette til noget helt særligt. Naturligvis i samspil med sanger Madelin Wilian med helt sin egen stil og en spændvidde af en vis karat.
Det er befriende i en tid, hvor medierne forsøger at kvæle os i en lavine af pop, at det tilsyneladende ikke gået op for Stjernevask, at rocken er død. Hvis trioen har hørt den sang, så blæser de den et stykke ved at sætte ild og energi i garagen, så rocken drøner ud derfra med selvtillid, som et monster af en automobil.
Herligt, hvordan et helt særligt udtryk holder, når det står ved sig selv som her, uanset om det så er på tværs af tiden. Der er ikke plads til tvivl om den slags, når bassist Troels Bech med en fortid i den mere cool del af den danske undergrund i for eksempel The Poets og trommeslager Ole Ballund, som har spillet med så forskellige typer som Mek Pek og Fritz Fatal, sætter gang i løjerne. I spidsen jonglerer Madelin Wilian rundt med sine varierede vokale udtryk og sine næsten lige så mangeartede udtryk på guitaren fra surt over twang til psykedelisk.
Selvtilliden og ‘vi giver en fuck (muligvis i en UFO) for din mening’-atttuden smitter af på de struttende sange som titelnummeret, den fine rockabilly-pastiche ‘Suzy i en gotisk klub’ en fed tekst, den instrumentale surfrocker ‘Raumsprung’ , den kitschede ‘Eichhörnchen’ (der skal også være noget til det tyske publikum, der allerede har taget bandet til sig) og måske især nærmest smukke og lyriske ‘Safir’.
