af Erik Jensen
Han strejfer rundt i gaderne i den indre by –”låter bare kvällen rulla på”. Uden at have et mål eller et formål går han rundt her, hvor der er “så tjockt med folk” og konstaterer for sig selv: “Kunde inte bry mig mindre om / allting som var viktigt i går”.
Mød Joakim Thåström, nede i gaden et sted i verden – igen. I en alder af 67 år på strejftog i sin egen by, sit eget hoved, sit eget liv, sit eget sind, sin egen historie, sin egen fragmenterende og splittede tid. Helt uden at skele til, hvad der ellers måtte foregå i musikken omkring mig. “Jeg ved inte hvem som sjunger men jeg kan inte stå imot”, som han synger på ‘Majestätiskt’.
En fuldstændig overvældende fin sang, der er just det – majestætisk i sin beskrivelse af livet i gaden, i byen, i mennesket, der er ophøjet, hævet over gadeplan, men så forbandet fuld af liv, at man uvægerligt kommer til at elske gaden, byen, mennesket, livet bare af at høre den. Den ensomme gadevandrer er også ligeglad med messen, der starter nu inde i kirken. Men lader en kvinde sige til sig: “du måsta läre dig at ta emot”. Livsvisdom på gadeplan.
Joakim Thåström, en af verdens bedste sangskrivere, er på ‘Somliga av oss’ helt på toppen af sin ydeevne. Her har han skabt det, han har arbejdet på, siden han for næsten tyve år siden satte det musikalske tempo ned og slog ind på en personlig sti med det selvbiografisk, poetiske ‘Skebokvarnsv. 209’.
Disse ord er måske bare en omskrivning af det budskab, jeg vægrer mig lidt for at komme med, men ikke kan holde tilbage, for det er jo også en fordømt god nyhed: Joakim Thåström har begået et regulært mesterværk med ‘Somliga av oss’, soloalbum nummer 11 og den – i hvert fald foreløbige – kulmination af det værk, han har præsenteret os for gennem en karriere på rundt regnet 50 år. Jeg kvier mig, fordi mesterværk ligesom for eksempel legende er blevet til tomme klicheer. Især når det gælder svenske Thåström, der om nogen er indbegrebet af en anmelderdarling med sit sorttintede, rå univers af poesi og romantik.
Men hvordan ellers vurdere et album, som tør dyrke de bedste sider ved en så enestående fin kunstner som Thåström helt rent og derfor står som helt sit eget, helstøbte, smukke, melodiske, morsomme og – hold nu fast – særdeles opløftende univers? Jeg savner smutveje og tager derfor hovedvejen til den enkle konstatering, at dette er et album uden for tid og sted, som helt i sin egen ret bør blive boende i dit og mit hjerte så længe, de slår.
Jeg har levet med det på et hemmeligt link i nogle uger. Mest som ledsager på mine egne gåture gennem København. Hvor jeg ved de første omgange følte en vis skuffelse. Over igen at blive mødt af et udslidt trædeorgel i nogle langsomt, slæbende melodier, stemt i mol. Med nummeret med den herlige titel ‘Nörrut/Söderut’ som eneste bidrag med noget, der bare minder om et lidt andet tempo til at fræse alt den veldocerede, skandinaviske melankoli op omkring Thåströms let hæse, lidt sprukne stemme. Et opkog af de sidste 20 års vidunderlige ballader som ‘Fan Fan Fan’ og for os danskere, ‘Sönder Boulevard’ som indlysende højdepunkter. Men et album med 8 sådanne ballader så tyste som tøvende skridt i tyk, nyfalden sne lød som for meget af det samme. Var den gamle punker fra Stockholms forstæder ved at vandre ind i selvparodiens lange skygger?
Men der skulle ikke mange strejftog i byen og mange lytninger til, før jeg forstod, at det på ingen måde er sådan. Tværtimod. Thåström har ‘bare’ forfinet sit udtryk og skabt noget, der er præcis, som titlen på første nummer, ‘Magiskt oändligt’. Det vilde er, at det ikke lyder som en stor kraftanstrengelse, men tværtimod overraskende legende og let omkring den fremdeles magtfulde stemme, der er mixet så langt frem i lydbilledet, at det føles som om Thåström nærmest sidder overfor dig og fortæller, indtrængende og kropsligt, om (sin) verden.
Efter, at Thåström tog afsked med sit band, der var det sidste store rockband, Skandinavien har hørt, eksperimenterende han på ‘Dom som skiner’ med et langt mere lyst og sine steder poppet udtryk. Det var et fint nybrud, som dog strittede i mange retninger. Alligevel er det først nu står det står helt klart, hvorfor han måtte sige farvel til rock og guitarer og en base i en punket, tung blues-baseret rock. For at skabe det lydmaleri, der udgør ‘Somliga af oss’. Vokalen og de fyldige strygerarrangementer dominerer lydbilledet sammen med pianoet, mens guitarerne, på nogle sange leveret med sublim diskretion af danske, Jesper Lemkuhl, der bor i Berlin med sangerinden Andrea Schroeder, som også bidrager på albummet.
Den sparsommelige instrumenteringer betyder, at medproducer og fast samarbejdspartner Niklas Hellberg kan lade elektronik komme ind som et mystisk slør over de musikalske landskaber, som er mere jazzede end nogensinde hos Thåström.
I dem vokser sangene sig større og større for hver gennemlytning. Hele tonen slås an i første nummer, ‘Magiskt oändligt’, hvori hovedpersonen vågner op på fortovet og tror, at han er Kim Bodnia! Men, som Thåström, konstaterer: Det er ikke første gang, jeg har taget fejl. Også heltene fra Thåströms by, Berlin, Einstürzende Neubauten nævnes i det, der kan være en kalejdoskopisk rapport fra et livs svirreture, hvorfra konklusionen er, at man aldrig må gå i stå, bestandig udfordre fantasi eller kreativitet.
På sidste album fik vi den smerteligt smukke skilsmissesang, ‘Toledo’. Her er det ‘Mathilde’, der står blændende og fortæller om parret, der havde alt, men alligevel ikke fik det – “det var såher det blev”, som sangeren konstaterer. Senere genbesøger han romantikken i ‘Om det här, om det där’, hvor der alligevel var en ekstra chance for forlænget spil(d)lletid, som de måske/måske ikke tager.
Fremragende bidrag til et usædvanligt helstøbt album i den fine lyd, det melodiske sprog og teksternes stærkt lyriske indfald. To sange rejser sig om muligt over de andre; byvandringen i ‘Majestätiskt’ og det vanvittigt smukke genfærd af en sang, der runder albummet af med en titel, der i sig selv er et digt: ‘Det årets kallasta kväll’. Her er vi på besøg i den anden ende af byen, hvor sangeren sjældent kommer. Det kunne være i parken Tiergarten, hvor kommunisten og arbejderlederen Rosa Luxembourg blev myrdet i Tiergarten den 15. januar 1919. Det kunne det være. Men Thåström giver vanen tro ingen konkrete svar. Til gengæld leverer han et nærmest sønderrivende, insisterende omkvæd med ordene ‘Wild is the wind’. Titlen på en klassiker med blandt andre Nina Simone, som David Bowie senere gav en af sine fornemste vokale præstationer. Det gør Thåström også og gør den til en fuldstændig uforglemmelig sang.
I begge de sange forstærker Andreas Dormanns barytonsaxofon stemningen, hvor han vover at gå især Nicklas Hellbergs nærmest muntre tangentspil imod i ‘Majesätiskt’. Et af den slags modsætninger og musikalske paradokser, der holder sangene i live og opmærksomheden fanget. De jazzede improvisationer klæder i den grad Thåströms musik, der her er fuldstændig renset for tvangstanker i retning af, at man som gammel punker hellere må sprede noget vildskab omkring sig. Nej, her ligger vildskaben underspillet inde i stort set hver eneste melodi, som for eksempel den prægtige single, ‘Solen i den vänsta’.
Rent mentalt har sangskrivningen og produktionen flyttet sig fra Stockholm til Centraleuropa, hvor Thåström er noget nær livsglad og ‘Förälskad’ i hver eneste gade, han går i. Alene. For følelsen af at være en ensom iagttager præger ikke denne fine bluessang, men hele ‘Somliga af oss’. Det er bemærkelsesværdigt, at Joakim Thåström i lighed med de jævnaldrende tyskere i Einstürzende Neubauten (Ramen/Alien Pop Music) ikke bare har leveret i hvert fald mit års to bedste album, men også begge flår de mørke kapper af sig og slipper humoren løs. Det trænger vi og verden til.
Et nærmest absurd stærkt udspil fra en mand, der har passeret pensionsalderen og alligevel magter at udfordre sig selv så effektivt. Sikke en nysgerrighed for, hvor musikken kan tage ham hen. Det er i sandhed fascinerende at følge dette fortryllede univers. Et sted, hvor drømme og virkelighed mødes og hvorfra gyldne glimt, poetiske sansninger og musik, der tør stå ved sin egen skønhed, er sluppet løs.
