af Erik Jensen
Hvis ikke en musikalsk arkæolog og romantisk lydfetichist som Sune Rose Wagner skulle indspillet et album med favoritsange, hvem skulle så?
Ideen bag ‘Sing’ er indlysende og det er de fleste af de 10 bidrag på min lp-version også. Måske lidt for indlysende?
I hvert fald kunne jeg godt have ønsket mig lidt flere overraskelser i udvalget af coversange. The Raveonettes overtager uden tilhøreladende at skulle anstrenge opfindsomheden langt de fleste af numrene og gør dem ubesværet til en del af deres univers, som fundamentalt er baseret på den uskyldige pop fra de tidligere 1960’ere, tilføjet støjende guitarer og mørke undertoner.
Ikke, at der er noget som helst galt med de stilfulde og velsiddende versioner af ‘ Love How You Love Me’, som The Paris Sisters hittede med i de tidlige tressere eller den rockende ‘Goo Goo Muck’, måske bedst kendt for versionen med The Cramps, som Sune Rose Wagner også synes at hælde til. De to sange indleder albummet og trækker stregerne op for The Raveonettes musikalske vision mellem uskyldige drømme, der støder på grund i natten og præcise, stramme drøm. Således også på ‘Sing’, i hvert fald indtil tredje nummer, slentrer ind i højtalerne.
Når man ved, at den tidligste version af The Raveonettes kaldte sig The Girl On Death Row, er det naturligvis ikke chokerende, at klassikeren med det navn af salig Lee Hazlewood har fundet vej til albummet. Versionen holder sig loyalt til forlægget, bortset fra, at Raveonettes ikke kan dy sig for at dryppe lidt bittersød ironi ned i den endeløst triste ballade om den dødsdømte pige i fængslet. Og udnytte stemmernes sublime samklang i den gentagne erklæring om uskyld, her tilsat en vis distance: “Is she guilty? She says no/ The girl on death row”.
Videre går det med endnu en klassiker, ‘All I Have To Do Is Dream’, kendt og elsket med The Everly Brothers. Raveonettes gør den sukkersøde vuggevise for nyforelskede bare en anelse mere gnistret som var der stålund i dynebetrækket. Også en anden klassiker fra soveværelset, ‘Will You Love Me Tomorrow’, som The Shirelles leverede i 1960. Her er pulsen mere nervøs med et tempo på percussion – som ligger Sune Rose Wagners klippesikre, rolige vokal i en vandseng med elektriske ål i vandet. Sangen glider langsomt ud i et nærmest David Lynchsk drømmesyn. Fornemt forløst og tænkt.
På side to angriber Raveonettes endelig fra lidt mere uventede vinkler. Lou Reeds ‘Venus in Furs’, som The Velvet Underground gjorde til en af rockens største klassiker fra seksualitetens overdrev. Her hales det dystre S/M-univers ud af mørket og tages op i dobbeltsengen til fælles leg og inspiration.
Ligesom endnu en overraskelse, ‘Return Of The Grievous Angel’, som Gram Parson skrev og udødeliggjorde i sin duet med Emmylou Harris. De vokale harmonier mellem Sharin Foo og Wagner er omtrent lige så smukke og ledsages af en perfekt summende fuzz-guitar. Flere besøg på countryens pt så populære prærie efter inspiration, kunne have gjort ‘Sing’ til en måske mere sprød og spændstig affære.
Nu er albummet tilfreds med at lægge sig i kølvandet på det poppede mesterværk ‘Pretty In Pink’ fra 2005, hvorpå Raveonettes serverede en forfriskende version af The Angels ‘My Boyfriend’s Back’. På cd-versionen af ‘Sing’ får man de to i øvrigt fremragende coverversioner af ‘The End’ med The Doors og ‘The Kids Are Allright’ fra The Who med i købet. Hvorfor de to sange ,som stammer fra ep’en ‘The End’ fra 2015, ikke er med på vinyl-udgaven – den korte spilletid taget i betragtning – henstår som en mindre gåde.
Det vil alt sammen sikkert give mening, når The Raveonettes slipper nogle af disse covers ud i bandets understrøm af skønhed, længsel og gru på efterårets turne.
