Bag navnet Where Did Nora Go gemmer sig Astrid Nora. Selve navnet Where Did Nora Go er inspireret af figuren Nora fra Ibsens ’Et Dukkehjem’, som Astrid Nora er opkaldt efter. Og de kunstneriske aftryk kan mærkes og føles i musikken – der mest af alt må betegnes som drømme-pop.
Det er dog ikke en drøm, men stærke og barske oplevelser i virkelighedens verden, der har gjort, at Astrid Nova har holdt en længere pause fra musikken, og dedikeret sin tid til sine små og meget for tidligt fødte tvillingepiger, der i perioder måtte kæmpe for livet.
Fem år efter hendes seneste album – det internationalt roste andet album “Shimmer” – har hun nu udgivet EP’en ”Womb of life” – med fem numre, der virker til at rumme noget af essensen fra de voldsomme og udmattende forløb i den mellemliggende periode, og de lys og den tro, der blev tændt på vejen. De fem numre er indspillet i stort set one-takes og over blot to studie dage – bevidst helt skrabet.
Alle numre emmer af roen og følelsen af vægtløshed. En behagelig tilstand, der dog bliver for kedelig og kaloriefattig på ”She loves” og ”Into Thin Air”. De lyder mere af pause end af puls, og man lulles simpelthen i søvn og evner derfor ikke engang at lytte efter de ellers nærende tekster.
Så er det langt bedre med EP’ens første tre numre – der alle er frit svævende – men rummer de spændende småskæve lag og listende lyde, der fastholder både interesse og nysgerrighed. ”Never Falter” har noget Twin Peaks stemning over sig – og med Astrid Nora‘s masserende mørke glød i stemmen, skabes en atmosfærisk jazz-trip-hop-electronica perle af internationalt format.
På ”I’m Still Here” mærkes stemmen om muligt endnu mere intens og inderlig, og skaber en næsten magisk ”late-night-stemning”, som man mere end gerne putter sig ind i, og drømmer sig væk i over de 3 minutter og 40 sekunder, som øregangene forkæles i.
Astrid Nora har været praktiserende buddhist i over 20 år – og det spirituelle – og troens verden – åbnede sig yderligere op i forbindelse med kampen for døtrenes overlevelse og også hendes egen evne til at stå tiden igennem. Men uanset hvilken tro man nu bærer rundt på omkring musikhjertet, så bærer dette album en dejlig ro – og en bevægelse i lysets retning – som det da kun kan været sundt at lytte til for både sind og sjæl.
Lad os håbe af Where Did Nora Go har meget mere til os af den musik, der bygger bro mellem himmel og jord.
