af Niels Christensen
Allerede fra første track bliver man blæst bagover i stolen. These guys mean business! Tre musikere med mere end blot normal kontrol over deres respektiver instrumenter (flygel, akustisk bas og trommer) og med en usædvanlig god musikalsk kemi giver gennem hele albummet musikken vinger. Ind i mellem puttes der ekstra benzin på motorerne, så musikken farer henover himmelen som en F16. Første track ‘Planet P’ er noget at det kraftigste jeg mindes at have hørt i år fra en pianotrio.
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at pianisten Carl Winther er beriget med en evne til at udstråle en voldsom – ja, nogle gange nærmest voldelig – energi bag flyglet. Her lyder han som om han er i sit es i tæt samarbejde med den diskrete, men også uhyre støttende bassist Richard Andersson og den fyrige amerikanske trommeslager Jeff ”Tain” Watts. Vi er henne i den ”klassiske” pianotrio-tradition, men her ført op til vore dage.
Stilistisk er inspirationen tydelig. Amerikansk triojazz fra 60-70erne med udgangspunkt i f.eks. Cedar Walton og Ahmad Jamal og med et tydeligt fokus på det fysiske i musikken. Det er i hvert fald de to trio-ledere jeg kommer til at tænke på når jeg hører albummet i sin helhed. Balladen ‘My Old Flame’ spilles dog nydeligt tilbagelænet, og det høres her tydeligt at Richard Andersson er ved at udvikle sig til en dygtig og alsidig solist.
Der er ikke et øjebliks ro i musikken. Vi skal hele tiden videre og længere ud ad en retning, som hele tiden skifter. Det musikalske ”slagsmål” mellem de tre musikere stilner en smule når der skiftes mellem de tre soli, men det er i samspillet at musikernes både individuelle og personlige egenskaber for alvor skinner igennem.
CARL WINTHER (p), RICHARD ANDERSSON (b), JEFF “TAIN” WATTS (dr).
