af Brian Petro

Sjette studiealbum fra den genreskabende duo, der siden debutalbummet, Enhed i 2013, har sat dagsordenen for en transparent og minimalistisk instrumentalmusik, som trods sine store begrænsninger er trængt igennem lydmuren og har grebet og forført tusindvis af lyttere. Om det er jazz, hybrid eller noget helt tredje er ligegyldigt, for det helt særlige, der kom ud af mødet mellem bassisten Jonathan Bremer og pianisten Morten McCoy, handler egentlig bare om at fastholde nuet, rense sindet og være til. Mærke øjeblikket og lade tanker og følelser passere forbi uden at skulle handle eller gøre.

Vi får ti små historier, situationer eller billeder, der åbner glimtvist op for noget universelt eller større. Lyser på os i en travl og stressende hverdag som en samlet fortælling eller et lydspor til dit liv, din uge eller en cykeltur igennem København en blæsende efterårsdag. Opskriften er den sitrende, fortættede energi, der opstår mellem Bremers fysisk klingende kontrabas op imod McCoys melodiførende Rhodes elklaver. Mere behøves ikke. Nøgent, intimt og underspillet virtuost på samme tid.

Monotoni undervejs? Den er nærmest uundgåelig, men med tålmodighed og vedholdenhed lægger de glasklare temaer sig på nethinden og begynder langsomt at differentiere sig i forhold til hinanden. Først her opstår det stof, som gør Bremer/McCoys musik til noget vedvarende og måske endda noget evigt gyldigt? Og pludselig giver det ikke mening at anbefale eller fremhæve enkelte numre. Start fra en ende af og find selv ædelstenene på vejen. For de er der!

Morten McCoy (p, rhodes, synth), Jonathan Bremer (kontrabas)