Det lille spillested Folk å Rock var proppet til sidste plads med et tændt og spændt publikum – som var i et godt og bredt miks af alder og køn.
Måske fordi rygterne havde svirret lystigt fra sidst de var fordi.
De her US Nashville og omegns gutter – de kan nemlig spille legemsdele ud af bukserne – og de kan skabe en fest.
Det et band – der er skabt af sanger og bassist Joe Fishman – og som siden dannelsen i 2011 har fungeret i flere forskellige opsætninger.
I den aktuelle holdopstilling er de seks mand – en på keyboard og hele TO trommeslagere, og så de tre i front – Fishman – og de to sangere og guitarister Toby Weaver og Lucca Soria.
Forlægget er uden tvivl The Band, The Grateful Dead, Allman Brothers og Phish. Inspirationen fra de band blander de med stil og finurlige finesser – og sætter den på opdateret spil med en 110% procents indsats og en troværdig vilje til at komme langt ud over rampen – og ramme lige der, hvor fællesskaber opstår.
De swinger musikalsk – og selv når de er mest country – bliver det aldrig for gumpetungt eller røvballe agtig, ligesom de aldrig går i selvsving, selv når de virkelig skruer op for virkemidlerne.
De er kommet for at spille, og snakker ikke tiden væk – og når således hele 22 numre på 90 minutter – herunder en tiptop trippel afslutning med tre fuldfede cover numre til at slutte af på. Først aftenens andet Grateful Dead nummer ”Truckin’”, der blev leveret med kant, kærlighed og karakter så markant, at selv de mest garvede Dead Heads blandt publikum måtte overgive sig, og indse at livet altså også kan være smukt 50 år EFTER Woodstock!
De var så også blevet forkælet et par numre forinden med en sindssygt passioneret og potent udgave af en anden Grateful Dead klassiker ”I Know You Rider”. I denne udgave leveret med en næsten dikterende Duane Allman inspireret ånd svævende hen over sig.
Efter ”Truckin” fulgte Robert Johnson’s ”Sweet Home Chicago” – i en version kun med Weaver og Soria – og så kom alle mand ellers på scenen til et brag af en finale med en forlystelsessyg udgave af Tom Petty’s ”Mary Jane’s Last Dance”.
Publikums jubel ville dog ingen ende tage, og et par stykker havde spottet at Cordovas havde glemt at spille deres eget nummer ”Storms”, som ellers figurerede på sætlisten.
Den fik derfor lov til at sætte punktum på en aften med et band, der formåede at overbevise om, at det ikke er helt løgn, når de i seriøse vendinger rundt om i verden omtales, som et af tidens absolut bedste liveband.
3 forrygende forsangere, 2 fabelagtige guitarister, 2 levende og legende trommeslagere og en showmand af bassist, der med glød og glæde samler trådene. Det er ret svært at bede om meget mere.
