Tænker man som musikelsker tilbage på 90’erne er det mildt sagt et broget årti. Men meget har heldigvis for længst bevist sin langtidsholdbarhed, uanset om set det kom fra britpop, grunge, jamrock eller acidjazz bølgen.

Men så var der de der bands, der slet ikke red på nogle bølger, men mest af alt lød som sig selv. Uden at flytte grænser, men fordi de havde et helt særegent udtryk, der gav et anderledes indtryk.

Et af de bands var canadiske Crash Test Dummies med Brad Roberts med baryton stemmen i front. De album debuterede med The Ghost That Haunts Me i 1991, og to år efter skulle alt ændre sig for bandet, da de udsendte God Shuffled His Feet.    

Hvis du var ung i 90’erne og ikke har hørt hittet, den eviggrønne og underfundige “Mmm Mmm Mmm Mmm”, så har du i de år næppe været til stede i virkeligheden.

Siden er det blevet til yderligere syv studiealbum, det seneste dog helt tilbage fra 2010. Bandet har da også undervejs i karrieren holdt lange pauser fra livescenerne, og da bandet tog på turne i 2018 var det rent faktisk deres første turne i 20 år.

Responsen fra publikum var dog helt klar. De havde været savnet. Måske mest af alt fordi, der ikke er andre bands, der har overtaget der plads, og så ikke mindst fordi især deres to første album flyder over af spidsfindige sange af langtidsholdbar musikalsk kvalitet. Album der tidløst indrammer mørke, melankoli og melodi.   

Siden har begge disse album haft 30 års jubilæum, og det er i anledning af 30-året for God Shuffled His Feet, at bandet er på den aktuelle tour, hvor der er tre koncerter på programmet her i Danmark.   

Fredag den 25. oktober spillede de for en udsolgt sal på Radar i Århus, og dagen efter stod den på hele to koncerter i Musik Loppen på Christiania – denne omtalte eftermiddagskoncert, og så en efterfølgende udsolgt aftenkoncert.  

Eftermiddagskoncerten var slået op noget senere end de andre, og var ikke udsolgt, men Loppen var alligevel godt fyldt, ikke mindst af mange svenskere, der forventningsfulde havde taget turen over broen.

Og de blev næppe skuffet. De fire original medlemmer Brad Roberts, Ellen Reid, Dan Roberts, og Mitch Dorge havde på scenen fået selskab af Stuart Cameron (keys m.v) og Marc Arnould (guitar), og denne enhed kunne ikke have lagt bedre ud end de gjorde med titelnummeret fra første album.

Det stod straks så klart. Hverken smilene eller sounden var stivnet. De var her endnu, og de kunne kunne konstatere at det var publikum også, her 30 år efter, selvom Ellen Reid kækt konstaterede at det da nærmere kun kunne være 12 år der var gået, da hun så ud over publikum.

Men nej, tiden har ikke stået stille, og nogle Crash Test Dummies fans havde da også taget næste generation med, men ellers var der primært dømt genhør og nostalgi med nutidig værd for 45+ publikummet.  

Hengemte perler og nyere pletskud

Der kunne uddeles topkarakter til spilleglæden, gensynsglæden og ikke mindst kvaliteten på hovedparten af sættets 16 sange.

Vægten var som nævnt lagt på God Shuffled His Feet albummet, og herfra var det lidt overraskende hengemte (og for nogle måske glemte) perler som ”How Does a Duck Know” og ” The Psychic”, der virkelig gjorde indtryk, med et nærvær og en nerve, der i sig selv var hele oplevelsen værd.

At Crash Test Dummies er mere end Brad Roberts stemme, var der heldigvis flere gode eksempler på, ikke mindst i “The Ballad of Peter Pumkinhead” (single fra 1995), hvor Ellen Reid med stor naturlighed indtog den vokale forgrund.

Hun var koncerten igennem åbenlyst et vigtigt bindeled – både internt i bandet – og i kontakten til publikum, og hun lagde generelt den korstemme, der løftede mange numre til højere luftlag.

Det hørtes især på et af aftenens helt store øjeblikke – en stille men stormfuld udgave af den nye mørkglødende piano ballade ”Sacred Alphabet”, med en lyd og en dramatik, der sendte tanker i retning af deres salige landsmand Leonard Cohen.

Det var også lydmæssigt i de stille numre, at det hele fungerede bedst. Koncerten var kraftigt forsinket pga. en lydprøve, der åbenbart ikke ville give det rigtige resultat. Og det var ikke lykkes af ramme balancen, og slet ikke i forhold til trommerne, der ofte var for tørre og tunge i lydbilledet. Sammen med momentvise falske toner og manglende timing i tempo fra Brad Roberts, var det noget der trak lidt ned i helhedsoplevelsen.     

Men Crash Test Dummies er i hele deres DNA skæve og dejligt uperfekte, og derfor gik man alligevel derfra med en helt perfekt følelse, også selvom et valg af ”Jingle Bells” som et af fire ekstra numre virkede som en unødig test af publikums rummelighed og hengivenhed.  

De fik dokumenteret at de er meget mere end ’hitalbummet’. Ikke mindst stærkt eksemplificeret ved mageløse og minderige udgaver af ”Superman’s song” fra debutalbummet og den kuldegysende kulsorte ballade ”Heart of Stone” fra deres seneste album Oooh-la-la, der modigt blev leveret som første ekstranummer i en lang og nedtonet version, hvor Brad Roberts og Ellen Reid med garanti fik fjernet den sidste tvivler, om en sådan skulle have været til stede. Dette er ikke bare et ’one-hit-wonder’ band. Det her er et ’one-of-a-kind’ band, der med deres charmerende og eftertænksomme folk og moderate rock fungerer mindst lige så godt i 2024, som da jeg så dem sidst i 1993.

Crash Test Dummies var her tydeligvis fordi de stadig har noget originalt og anderledes at komme med, og ikke fordi de er cirkusheste, der savner manegen. Og derfor passede Loppens intime og rustikke lokale, som den helt rigtige ramme for et band, der med garanti har mere at byde på fremover.