…..nærmere følger.

Foreløbig citerer vi her de flotte og indrammende mindeord, som hans musikalske livsledsager Paul Banks har slået op i dag den 9. juli 2024 på Paul Banks facebookside:

Min kære, elskede sjæleven og musikalske livsledsager, Jørgen Lang, er død.

I et halvt århundrede voksede Jørgen og jeg op sammen og udviklede vores eget musikalske univers – først som duo, og derefter med Martin Andersen og senere med Hugo Rasmussen. Jeg kan dårligt adskille musikken og personerne.

Hugo kaldte Jørgen og mig ”the sparkling duo”, inden han selv blev en del af den familie, som Musikorkestret var.

Martin Andersen sagde til mig i dag på Diakonissestiftelsens Hospice, hvor Jørgen døde: Jørgen var den lim som samlede os.

De sidste mange år har jeg frydet mig over at spille sammen med mine to ældste venner, med hvem jeg stadig kunne dele en barnlig glæde over at opfinde noget nyt gang på gang.

Mange kender Jørgen som dansk blues-mundharmonikas gudfar – og det er naturligvis uomtvisteligt.

Han har inspireret talrige unge – og nu modne – bluesmusikere. Men han var så meget mere end det. Hans musikalske sprog og udtryk var meget mere nuanceret end som så.

Han sagde for nyligt til mig, at det var fordi, jeg skrev sange med så mange akkorder, at han havde været nødt til at lære at spille andet end blues. Jeg tager med glæde imod det udsagn, men det er kun en del af sandheden – for selvom Jørgen når som helst kunne fyre en perfekt afrundet og stilsikker power solo af, havde han også en sanselig skrøbelighed og harmonisk forståelse, som gik langt ud over bluesmusikkens grænser.

Han havde lært sig den teknik, der hedder ”overblow”, som (uden at gå i for mange tekniske detaljer) går ud på, at han kunne spille kromatisk på en diatonisk mundharpe. De sidste mange år hyggede han sig derhjemme med at spille Bachs violinkoncerter på bluesharpe.

Mange har nydt Jørgens spil i Musikorkestret eller i Delta Blues Band, men hvis du har ladet dig henføre af en fed mundharpesolo i et hit fra ’80erne eller ’90erne, er det med stor sandsynlighed Jørgen, du har lyttet til.

Mange kender hans signatursang ”Forstads Blues”, men næsten ingen ved, at han skrev en stor pose skarpe, hudløse danske sange, som han desværre var lidt for usikker til komme ud med.

Jørgen og jeg var på mange måder hinandens modsætninger: Han kunne bruge en dag på ingenting, jeg har altid haft gang i et eller andet. Han kunne stadig huske sine tyskremser og latincitater fra gymnasiet – jeg havde glemt det hele allerede inden sidste skoledag. Han kunne være vildt provokerende, jeg har altid opført mig ordentligt. Han var et rodehoved, jeg havde styr på tingene. Alligevel fandt vi et broderskab og slægtskab i hinanden – en kærlighed til hinanden – som vi begge holdt fast i gennem tusindvis af koncerter og 50 års levet liv. Han var et højt begavet, filosofisk gemyt med meget på hjerte, og et af de få mennesker, jeg kunne sidde helt stille med og alligevel føle, at vi havde haft en meningsfuld samtale.

Jeg kan bedst beskrive vores fællesskab gennem et minde, som Jørgen og jeg ofte har hevet frem: Da vi var meget unge i 1970’erne, var vi på en ti-dages duo-turné i Tyskland. Jeg havde dengang en Ford Transit, som var indrettet bagi med to bænke og et bord, som kunne laves om til dobbeltseng. Hver anden dag sov vi i bilen for at spare penge, og hver anden dag tog vi et dobbeltværelse på hotel. En regnvejrseftermiddag i Kiel (det var en bil-dag) havde vi købt ost, pølser og brød til aftensmad inden koncerten. En god tysk øl til Jørgen – en æblemost til mig. Bagefter sad vi længe overfor hinanden i bilen med stearinlys på bordet og læste i hver sin bog. På et tidspunkt kiggede vi begge op, og begyndte simultant at synge samme højskolesang i samme toneart. Vi har vist tilbragt for meget tid sammen, blev vi enige om. Heldigvis tog vi fejl – der var halvtreds år mere at se frem til.

Martin, Jørgen og jeg spillede i april vores sidste koncert i kirken på min hjemmebane på Orø, og vi nåede også at tilbringe nogle gode dage i mit studie, inden Jørgen blev for svag. Vi havde ikke udgivet noget sammen i fyrre år, og det var blevet vigtigt for Jørgen – for os alle tre – at dokumentere vores musikalske liv sammen.

De sidste mange uger har Martin og jeg sammen med hans enke heldigvis kunnet være omkring ham og tage afsked med ham – først på Hvidovre Hospital og siden på hospice.

Det er med kæmpe taknemmelighed og glæde, at jeg nu ser tilbage på det liv, vi har delt. Martin og jeg har mistet en broder, men Jørgen er blevet den frie fugl, han altid har længtes efter at være.

Jørgen bliver bisat fra Høje Taastrup Kirke torsdag, 18.juli kl. 12:00, og jeg skal hilse fra hans enke Gitte og sige, at alle som kendte Jørgen eller er blevet rørt af hans musik er hjerteligt velkommen til at deltage.