af Mads Schledermann

I takt med elementernes konstante skiftende tilstand gjort af ragnaroklignende regnbyger, glimt af solskin og en overordentlig portion skydække, står det klart, at dette års Roskilde var lige så kontrastfyldt, som vejret præsenterede.

Målt musikalsk, menneskeligt og magisk fortsætter folkekære Roskilde dog med at overraske år for år – og i år var ingen undtagelse. Selvom opløbet til årets festival – ikke mindst i kommentarspor på de sociale medier – mest af alt bestod af negative eller opgivende udsagn om et line up, der som det efterhånden har for vane blev bedømt som:  ”Alt for meget hip-hop og pop, alt for lidt Rock”, var der dog ingen grund til bekymring for den dybdegravende musiknyder.

Roskildes program anno 2024 var igen et sammensurium af kontrastfyldte og forskelligartede artister, der på hver deres måde bidrog til den musikalske buffet, hvor selv den mest kræsne musiknyder kunne få et ben eller to at gnave af. Og gnavet blev der.

Magien startede allerede søndag på Gaia, hvor Astrid Engberg indhyllede teltet i en let og flydende atmosfære, og gav første bevis på at jazz også er et delelement af denne festival. Ligesom den politiske musik. Et par timer efter lod norske Sliteneliten deres protest og antiautoritets sange overraske og charmere sig ind på publikum på en smuk og uperfekt manér, som en næstekærlig kvittering for festivalgængernes nysgerrighed og åbenhed for mindre navne. Opvarmningsdagene var nemlig igen de mindre navnes fest og skabte bestemt koncertminder, der var det officielle program konkurrencedygtigt.

Dansk/Iranske Sabba Paydar lukkede First days programmet tirsdag aften med en følelsesladet og højenergisk dansefest på Eos, hvor en fusion mellem et DJ-set og live instrumentering, herunder en sitar, fyldte lydbilledet og optændte et talstærkt publikum på Eos.

Efter tre dages First Days, utallige lunkne øl, cigaretter og billig spiritus, blev festivalpladsen som beskrevet i tidligere artikel for alvor åbnet med hovedprogrammet onsdag, og det sparkede energi i både det allerede lidt slidte festivalfolk og de mange tilkomne, der kunne se frem til et sansecirkus for voksne med otte scener i centrum atter var begyndt. For Roskilde er og bliver mere end en musikfestival. Lige det er der intet nyt i.

De lysende øjeblikke

Det dansk/tysk/norske Heilung indkapslede onsdag nat Arena i en mørk, rituel og mytisk performance, der plantede sig som et af årets højdepunkter. Arena var dekoreret med nyfældede træer og for at skabe den ultimative ambiance, havde bandet lejet yderligere 22 højttalere, der gav en komplet 360 graders lyd. Hvad der ventede, var en stærk drevet performance, hvis makaberhed og homage til den nordiske mytologi talte til ens urmenneske og åbnede en direkte dør til Jotunheims jættestue.

Torsdagens program lød sig specielt bemærke ved to forskellige powertrioer, der på hver sin vis gav kant og nerve til festivalens program.

Den texanske surf-psych-funk trio Khruangbin indtog kl. 19 Arena i et propfyldt telt. Solens stråler skinnede endelig fra en tvivlsom himmel, der gik fint hånd i hånd med bandets flydende og udsyrede guitarcentrerede instrumentaler. Mark Speres lange hår lignede nærmest en Rick James silhuet på afstand og man kunne tydeligt mærke inspirationer fra Funkadelic i de længere faser af ekkodrevede instrumental forløb.

Der var langt mellem vokalerne, hvilket gav Khruangbin anledning til at fylde teltet med stemninger og følelser, der gav publikum en tiltrængt pause fra den buldrende musik, der konstant kørte på Roskildes ubarmhjertige savanne, der nu engang kaldes for camp området. Med rolige og blide bevægelser skabte bandet en salig sindstilstand med et neonfarvet backdrop, der indkapslede Khruangbins lydbillede helt perfekt. Der var ingen tvivl om at den turnetunge trios musikanter er yderst velspillende. Laura Lee på bas og Donald Johnson Jr. på trommer styrer med hård hånd den rytmiske del, imens Mark Spere smagfuldt tilsætter krydderier på toppen af lyden. Der blev delt mange smil og hoftevrik mellem publikum, i en koncert, der blev bygget godt op til klimaks, også selvom der aldrig kom rigtig smæk på i teltet. Til gengæld var der ren nydelse. Tak for serveringen.

Fra en trio til en anden, bevæger vi os fra saligheden til ustyrlig punkjazz på Avalon kl. 23:30, hvor et stopfyldt telt sultent ventede på det store tag-selv-bord fra Smag på Dig Selv. Den christianiabaserede trio har de seneste år gjort sig vældig godt bemærket på den danske livescene med shows, der i den grad kan kategoriseres som noget med smæk på. Og smæk kom der på. Det var en højoplagt trio, der torsdag nat indtog Avalon og de holdt sig i den grad ikke tilbage med udtryk, der gjorde indtryk fra forreste til bagerste række.  

Med to saxofonister og én trommeslager kan man bestemt ikke kalde Smag på Dig Selv et traditionelt band. Tværtimod, så blander trioen utallige elementer fra punken, jazzen, edm´en og andre udefinerbarheder. Det skal høres med egne ører. Smages på selv.

Bandet lægger bestemt ikke skjul på deres politiske overbevisning, der kan kategoriseres som den yderste venstrefløj, hvilket også kom til udtryk i deres performance, der mellem instrumentaler emmede af vrede og skarpe politiske spoken word tekster. Eksempelvis i ’Start et punkband’, der blandt andet påtalte konflikten i Palæstina, hvilket efterlod stor ekstase i teltet og fik samtlige gæster i teltet til at løfte hænderne i vejret og lave fredstegnet med fingrene.

Herefter spillede bandet nummeret ”PVC”, der løftede Avalon til nye højder med et hårdtslående energisk beat. Ekstasen var dog på sit højeste i nummeret ”Fuck Der Kommer Kontrollører” fra deres nye album, hvor alle omkring mig brød ud i dans og skrål. I sandhed et orkester, der kan sætte gang i tankerne såvel som fødderne hos deres publikum i alle aldre.

Det hele toppet af en mageløs gæsteoptræden på to numre af Luna Ersahin fra AySay – der mere og mere tråder i karakter, som den eneste person der har kant, karakter, kapacitet og human integritet at overtage til stafet som før eller siden vil blive efterladt af Annisette fra Savage Rose.

Vi smagte på dem og de smagte på os. Vi smagte på Roskilde Festival og den smagte på os.

Og den smagte endnu engang af en udefinerbar mangfoldig masse, gjort af gode minder, musikalske oplevelser og menneskelig og kunstnerisk diversitet.

Tak for denne gang Roskilde. Nu vil jeg sove, men væk mig venligst igen næste år, for Roskilde smager altid af mere, også selvom der altid kan findes lidt bismag hist og her.