Kvantitet er som bekendt ikke altid lig med kvalitet. Men til tider hænger det nu ret godt sammen. Og det gør det i den grad for sanger og sangskriver Bo Bech Arvin, der i disse år i den grad er ramt af en glødende og kreativ energi.
Han har godt gang i hele i hele fire musikalske projekter, som peger i hver sin søgende og spændte retning, men som den røde tråd har et absolut autentisk og åbenhjerteligt udtryk, der har kant, karakter og knasende krummer.
Det gør indtryk når sangskriveren giver afløb for egne eksistentielle midtlivs observationer og frustrationer i et tekstunivers, der alligevel rammer bredt, fordi spørgsmålene sjældent rummer de klare svar, men tværtimod rækker ud efter den form for hjælp eller håb, som de fleste af os, der har passeret ungdommens vår higer efter. Tvivlen, tonen og tomgangen lægger arm med troen, trangen og kærligheden i de rammer, der til tider må brydes for at komme videre.
Det har været gældende både på de primært americana farvede album han har lavet med The Reptones siden 2012, og på de tre album han har lavet siden 2019 med støj-pop bandet Falderebet, hvor han for første gang skrev sine tekster på dansk.
Generelt er Bo Bech Arvin således både rå retorik og den fængende følsomhed, men han er mest af alt musikalsk rundet af en melodisk tæft, der går igen uanset hvilke rammer de præsenteres i.
Han har netop været i studiet, sammen med Nikolaj Nørlund, for at indspille sit første soloalbum, der forventes at udkomme til efteråret.
Men udover det, og de to førnævnte band, så har han sandelig også kastet sin kærlighed på et nyt mere jazzorienteret projekt ved navn Vagn Scharling, som han har lavet med jazz pianisten Jesper Hertz, der udgiver i eget navn, og trommeslageren Anders Ramhede, som mange vil kende fra Magtens Korridorer, og som også er en fast del af Falderebet.
All That så Vagn Scharlings fabelagtige debutkoncert i marts på Metronomen på Frederiksberg, og blev i den grad ramt af den lyriske musikalitet, som de nye sange var båret af. Det underspillede, men teknisk velfunderede og forfinede samspil mellem Hertz og Ramhede, fik nærmest Bo Bech Arvins bidske og belevne tekster til at fremstå endnu stærkere, sarkastiske og sårbare, når jazzens rolige og rytmiske puls på den måde optrådte som den helt rette modvægt og det rigtige modspil.
To af teksterne var på engelsk, men bedst stod igen hans danske tekster, fordi man bare kommer tættere på virkeligheden i sange som ’Alting i sving’, ’Liv der skal leves’, ’ Jeg keder mig i New York’ og ikke mindst det saligt livsbekræftende ’Rigor mortis’.
Vagn Scharling spiller næste gang i Lergravsparken på Amager på lørdag d. 22/6 fra 15-16, og igen samme dag kl. 19.30 på Daisy Kunstbar på Vesterbro.. Herved kraftigt anbefalet. Du vil næppe have hørt meget lignende. Og det en ros.
All That har i den anledning forhørt sig hos Bo Bech Arvin om baggrunden og de videre tanker for projektet. Med lige dele alvor og glimt i øjet satte han disse ord på:
VAGN SCHARLING startede med at jeg blev kontaktet af trommeslager Anders Ramhede, der spurgte om jeg ville være med i et slags ‘digt n jazz’ projekt sammen med hans gamle gymnasiekammerat pianisten Jesper Hertz. Jeg skulle primært være leveringsdygtig i ‘digt’-delen, mens de to så skulle sørge for jazzen. Anders og Jesper kommer jo begge fra jazzens verden, selvom Anders sidenhen er blevet omskolet / omprogrammeret til en hårdtslående rocktrommeslager – via sit medlemskab af fritidsbandet Magtens Korridorer, og naturligvis primært via sit medlemskab af hovedbandet Falderebet… Jesper er decideret jazzpianist og komponist, og har sin egen trio, der pt. har over 1000 afspilninger på P8 JAZZ.
I den sammenhæng er jeg således det tynde øl, men jeg er nysgerrig af natur, så jeg sagde straks ja til projektet, og fik Autors refugium på Samsø tildelt, så vi kunne mødes, jamme lidt og se om der kunne komme noget brugbart ud af anstrengelserne. Med mig til Samsø havde jeg en række ufærdige musikalske skitser, som aldrig rigtig havde fundet et hjem i nogle af de konstellationer, som jeg normalt indgår i, og som vi måske kunne bruge til noget. Derudover også min vokal-pedal, som jeg normalt laver gakkede loops og mærkelige effekter på, når jeg spiller med Falderebet.
Allerede fra den første strofe blev slået an, var det som om at vi fandt ind til et udtryk, som var ret særegent og en unik sammenblanding af det, som vi hver især kommer fra. Det gik hurtigt fra at være et ‘spoken-word’-projekt ala Dan Turrell og Halfdan E, til at være et decideret musikalsk kollektiv, hvor vi alle er meddigtere i den musik, der støtter op om mine tekstlige ideer. Efter en weekend på Samsø stod vi pludselig med otte helt nye kompositioner, som vi selv var kommet meget op at køre på. Jesper bor på Fyn, og vi har hver især travlt med hver vores, men efterfølgende har vi fået prioriteret at mødes for at bygge videre på det fundament som blev skabt på Samsø.
Min vokalpedal er blevet et selvstændigt instrument i vores trio, som ofte lever sit eget liv, og skaber nogle syrede, skæve og ambiente flader til Anders og Jespers unikke samspil – Anders’ utroligt smagfulde og lyttende trommespil – kombineret med Jespers store musikalitet på tangenterne, hvor han veksler mellem Rhodes og klaver – og samtidig tilfører sangene en afgørende bund til musikken med sin venstrehånd på tangenterne – nu, hvor vi bevidst har fravalgt en kontrabassist (som vist nok hører til sjældenhederne i Jazz) – lidt som Ray Manzarek gjorde det i The Doors. Det tilfører musikken et slankere udtryk, som har en stor betydning for den lyd som vi har i trioen.
Mit tekstlige univers i VAGN SCHARLING tager stafetten op fra Falderebet – med mine sædvanlige ironiserende betragtninger om midtlivets tiltagende forfald, der ofte udmønter sig i desperate og pinlige handlinger, og de usikkerheder og den selvdestruktion, det ofte fører med sig. Humoren og selvironien er altid til stede, men har dog fået et ekstra nøk opad her, hvis jeg selv skal sige det.
Lige nu er det planen et vi går i studiet og indspiller en LP inden året er gået. Det kan blive en spændende en af slagen, vil jeg mene. Materialet er stærkt, og der bliver ikke gået på kompromis nogen steder.
Selve navnet – VAGN SCHARLING -er iøvrigt en hyldest til en lidt glemt dansk cykelrytter fra 80’erene – der var samtidig med mere kendte ryttere som Kim Andersen, Jørgen V. Pedersen og Johnny Weltz. Jeg har altid været glad for cykelsport og jeg synes at navnet lyder sådan lidt stage/show-biz-agtigt!
